Niels Gunner Jensens erindringer.

Faders fader

  Faders Fader var født den 10. Oktober 1810 i Baadstrup ved Skanderborg sø. Hans fader var fra Løve ved Brædstrup, hans moder fra Taaning. Oldefader hed Niels Sørensen, blev kaldet Niels Løv, havde en gård i Baadstrup, hvor bedstefader blev født. De havde fem børn, fire piger og bedstefader, som hed Jens Søren Nielsen, blev kaldt Jens Løv. Bynavnet i anden led.

    Det første jeg husker om bedstefader var, at jeg sov hos ham om natten. Han lærte mig at tænke. Tanken vaagnede ved at han lærte mig fadervor. Tiden gik, jeg kunde begynde at forstaa, fortalte bedstefader mange ting, før vi faldt i søvn.

    Fader og moder havde altid travlt, bedstefader ikke mindst, men altid havde han tid til at passe mig. Kom jeg ud, skulle jeg hen til bedstefader, han legede ikke, talte ikke meget under arbejdet, dog følte jeg mig så tryg hos ham. Vi fulgtes ad i marken til kreaturerne, jeg klyngede mig til ham i tordenvejr, han passede paa, at jeg ikke blev vaad, kom til at fryse, holdt mine træsko rene. O de ting bedstefader kunne gøre for mig.

    Bedstefader fortalte om bedstemoder, hun var død for flere aar siden. Hun fik et lysespyd stukket op i armen, det blev blodforgiftning, der voldte døden. Hun var født i Herskind.

    Naar bedstefader gik tur for at besøge venner eller slægtning, var jeg med, og med min haand i hans. En gang kom vi til at tale med en mand, der spurgte om hvor gammel jeg var. Ni dage ældre end bedstefader, jeg fylder aar den 1. Oktober bedstefader den 10.

    Bedstefader fortalte om udstykningen, om skovenes deling, især dem var der strid om, nogle havde plantet træerne, nu blev de en andens. Ligeledes med engene, nogle havde gravet grøfter, nu blev frugten en andens, arbejdet kom ikke ham tilgode.

    Han fortalte om familierne langt tilbage i tiden. Hver gaard, skel, skov og vandløb, fortalte om pastor Brandt i Kattrup, var en god prædikant. I skal gøre efter mine ord, ikke efetr mine gerninger, han spillede kort på Hoved kro. Kusken kom med kjole og krave for at køre ham til kirke søndag morgen. Før han gik ind i kirken kunne han slaa en handel af med en af mændene. Konfirmationen gav ham en selvlavet indtægt, en fattig kone matte købe fire skjæpper havre, med det kørte hun til præstegaarden for at præsten ikke skulle vise hendes barn fra.

    Ma Pamølle, der gik med lovbogen på hovedet under hatten, om tyskerne, da de var indkvarteret her i treaars krigen og i 64. Om hans fader, der var soldat under napoleonskrigene, han gik fra Baadstrup til Rensborg., var med at lukke de Rensborg festningsporte, om en farbroder, der var kyraser ved rytteriet i Horsens, han var stillet af herremanden på Rask. Om en hoppe de havde hjemme i gaarden, der var fremstillet, mærkebrændt, de fik en daler for hvert føl hun fik. Hvor fortvivlet pengeforholdene var under napoleonskrigen, en hest kostede 2400 riksdaler, stavtøj (seletøj) 400, en griseso 600. Staten gik forlidt, en dalerblev til en mark (6 mark = en daler). Hvor fattige folk blev, tiggerne gik i flok og følge mænd, kvinder, børn og bede om mad. Det ved vi fra Danmarks historien, men bedstefaders fremstilling til mig var som han så og hørte det. En gammel kone Ane Jeppesen, jeg kan huske hende, hun havde ejet en af de bedste gaarde i Kattrup, nu var hun fester paa en ejendom paa 7 td. Land og boede i en faldefærdig rønne. Det var hende der måtte købe 4 sk. Havre og køre på sin hjulbør til præstegaarden, for at præsten ikke skulle vise hendes barn fra konfirmationen.

    Bedstefader fortalte om sine barndomsminder, hvor stor overtroen var mellem befolkningen. Der hørtes landmaalerkæder rasle i skoven paa de steder, der mentes ikke at være gaaet retfærdigt til under udstykningen. En mand fra byen havde fornærmet amtmanden, af frygt for følgerne druknede han sig, han blev set ofte paa vejen fra sin gaard i Baadstrup til søen. En mand var gaaet forvildet i sin egen gaard, kunne ikke komme frem for vogne, en lille tid efter var gaarden fuld af vogne, der var begravelse.

    Om sin ungdom, han jagtede og fiskede meget, havde en kone til at gaa rundt og sælge fangsten.

    Om tiden han skulle stifte hjem. Som ene søn laa det ner for, at han skulle afløse faderen og overtage gaarden. Det var ret tidlig, han var 22 aar og skulle være soldat, hans moder var død, derfor ville faderen have det afgjordt. Bedstefader kom ind som soldat i Frederecia. Overtagelsen af gaarden var uafgjordt. Da han kom hjem fra tjeneste havde en søster fået skøde på gaarden. Naar han talte om dette blev han bitter i sindet, han følte, at der var gjort ham uret. Hans søster skulle giftes med en stodderkongesøn fra Virring ved Skanderborg stodderkonge var en mand, sognet lønnede for at udjage de tiggere so ikke hørte sognet til. Hans søsters mand hed Mikkel stodderkongesøn, Mikkel lumskeri og rævestreger, som sagt, naar bedstefader fortalte dette, blev han bitter i sindet. En af søstrene kom til København, blev gift med en øltapper, hun besøgte bedstefader kan jeg huske. En anden blev gift og boede på Grumstrup mark, de havde en lille vindmølle til at male deres eget forbrug, den fjerde søster blev ikke gift, sled hjemme i gaarden for Mikkel og søsteren.

    Hvad tid bedstefader kom til Kattrup at bo, ved jeg ikke (1842?) hvad aar han blev gift heller ikke. Hvor meget bedstemoder og ham havde at købe for, ved jeg heller ikke. Bedstemoder havde været gift før. Bedstefader var en slider, gik i gang med at rydde Elletræer, som stod i de sure lavninger, grøftede ud, brød sten op. Han var den første der paa egnen, der begyndte at brakke. Hvad vil du have der Jens Løv, der skal saaes rug til efteraaret, jeg mente du ville saa dukatfrø. Saadan var tanken om en brak dengang.

    Han var tillige en af de første der mærglede, det var med begejstring han talte om det udslag mergelen gav. Jorden kom pludselig til at give flere fold. Kløveren voksede sig sammen saa de var vanskelig at slaa. Han plantede Popler, mange frugttræer, Kirsebærtræer, et Valnøddetræ. Et Lindetræ som hans fader kom med i hånden, det var paa størelse med en spaserestok, den blev plantet i gaarden, denne og Valnøddetræet staar der endnu. Jeg synes som dette Lindetræ skærmer over familien, komme til Kattrup og det skulle være borte, ville volde mig stor sorg.

    Tiden gaar, jeg var blevet for stor til at høre efter bedstefader og følges med ham, nu var det mig der trækkede med køerne, men bedstefader var stedse bedstefader. Da han ikke kunne gøre nytte ude, gik han ind til moder, kartede uld vinteren igennem, han havde en vis del hver dag.

    Jeg kom ud at tjene, naar jeg kom hjem om aftenen, var han gerne gaaet i seng. Om søndagen gik jeg ude, han blev inde. En broder, som var syv aar yngre end mig og bar hans navn,var hans tro følgesvend i de sidste aar. Jeg var vokset fra ham. Bedstefader døde 1889 efter et kort sygeleje 79 aar gammel. Jeg mindes ham saa tydelig og endnu kan han komme frem i mine drømme.

 Tilbage

Moders Moder

    Moders moder ved vi så lidt om. Et ny testamente hun var bleven givet af skolelærer Holmbo i Hylke fortæller hun selv.

    Den 1. November 1824 kom jeg Inger Pedersdatter Møller i ægteskab med  Simon Poulsen, Ustrup. Den 29. Oktober 1834 kom jeg i ægteskab med Niels Jensen Gunnersen af Ørritslev. Denne bog tilhører mig Inger Pedersdatter Møller. I den tid, jeg har været gift, blev jeg moder til.

Peder Møller Simonsen, som er født den 14. April om formiddagen kl. 8 1826.

Poul Simonsen, født den 25. September om formiddagen kl. 5 1827.

Bodil Marie Simonsen, født den 16. Marts 1830.

Andreas Simonsen, født den 10. Januar 1834, som er død.

Simon Nielsen , født den 15. Oktober 1835, som er død.

Simon Nielsen , født den 1. Oktober 1836.

Jens Gunner Nielsen, født den 4. Oktober 1837, som er død.

Petrine Marie Elise Nielsen, født den 25. September 1838, også død.

Jens Gunner Nielsen, født den 17. Marts kl. 1 om morgenen 1841.

Mads Møller Nielsen, født den 17. April om formiddagen kl. 10 1842.

Andreas Møller Nielsen, født den 20. Maj om formiddagen kl. 7 1843.

Elise Marie Nielsen, født den 9. Juni om formiddagen kl. 1 1844, min moder.

Cecilie Nielsen, født den 23. September om aftenen kl. 9 1845.

Jens Jørgen Nielsen, født den 5. August om eftermiddagen kl. ? 1847.

De to sidste børn er døde, vel efter at bedstemoder døde.

    I dette har bedstemoder skrevet sit livs historie, testamentet, hun har skrevet dette i, har min broderdatter, som bærer navn efter moder.

    På det første blad i testamentet har lærer Holmbo skrevet:

Den bog, himlens bedste gave, overleveres herved den ædle husmoder Inger Pedersdatter Møller af Ustrup. Den som vil læse heri under inderlig bøn til gud, og derved erfarer, at dette ord har guds kraft for hver som tror.

                            Den 30. April 1835 Holmbo.

Kære broderdatter, værn om dette testamente, når du bliver ældre, vil du rigtig forstaa hvad det fortæller.

Gravminde

Over

Den i livet trofaste og kærlige hustru, den ædle og gode moder, den i livet utrættelig virksomme - nu i døden hos gud salige

Inger Pedersdatter Møller

Født på Kejlstrupgård den 2. Juni 1808, gift første gang i december 1824? Med enkemand og gårdejer Simon Poulsen i Ustrup, med hvem hun avlede 3 sønner og en datter, hvoraf en søn bortkaldtes i den spæde barndom. Efter denne mands død den 11. September 1834 blev hun anden gang gift den  21. November samme aar med ungkarl Niels Jensen Gunnersen, med hvem hun avlede syv sønner og tre døtre, hvoraf tre sønner og to døtre er forgangen til guds rige. I velsignet omstændighed med det 15. Barn bortkaldtes hun ved et apopliktisk tilfælde den 17. September 1852 44 et halvt aar. Således elsket i livet, og æret i døden at hun fortjente dette minde.

Hun hviler nu den elskelige kvinde
Så sødt og stille udi dødens favn,
Dog vil hun leve her i kærlig minde,
Thi mange her vil føle hendes savn

Hun var opdraget her til dyd og ære
Og var oplært til gavnlig, virksom flid,
Derfor hun altid viste sig at være
Så huslig dygtig al sin levetid.

Hun var en god og ædel ægtemage,
En øm og kærlig moder til sin død,
Hun var en kærlig kone alle dage,
Derfor kun ros om hende lød.

Ja, her du mand, lyksalig var ved hende,
Du følte dig så veltilfreds og glad,
Men ak, den lykke fik jo tidlig ende,
Da nu i maa paa jorden skilles ad.

I børn kan og hende prise,
Som ved sit mønster og ved kærlig ord,
Hun søgte eder dydens vej at vise
Til øvrigt held og lykke her på jord.

For eders vel hun have allesinde
Jo kærlig sørget med den største flid,
Derfor i pryde vil vidt hendes minde
Ved her som hun at vandre dydens sti.

Hun overalt var yndet her i livet,
Thi hun mod alle venlig, gæstfri var,
At gøre vel og fattige at give,
Dertil hun lyst udi sit hjerte bar.

Du mand og fader sørger nu saa saare,
I børn græder, fordi hun bortgik,
De fattige ofrer vennetaarer
For al den godhed de af hende fik.

Nu lever hun i herlighed og ære
Og salig fryd hos gud i himlen klar,
Hvor fire sønner og trende døtre kære
Og første mand alt salighed har.

Der de den elskede modtog saa glade,
Og der hun og eder modtage vil,
Paa dydens vej i aldrig her forlader,
Thi dydige guds rige hører til.

Hun sit farvel til eder alle sige,
Du gode mand i sønner og døttere
Og fader broder søstre tillige,
Som nu ej mer faar hende her at se.

 
Fred med din ånd og fred med dit støv.

Der er uoverensstemmelse mellem dette bedstemoder skriver i testamentet og det som en anden skriver i gravmindet. Hun skriver at hun kommer i ægteskab med Niels Jensen Gunnersen den 29. Oktober 1834. Gravmindet siger hun blev anden gang gift den 21. November 1834, en uoverensstemmelse paa 28 dage. En afvigelse er ogsaa i datoerne om første ægteskabs indgaaelse. Bedstemoders passer, saadan en begivenhed kan hun ikke glemme datoen paa, selv om hun først fik den nedskrevet i testamentet 10 et halvt år efter at hun kom til Ustrup.

    Gravmindet siger, at hendes første mand døde den 11. September 1834. Hun skriver, at hun kom i ægteskab med Niels Jensen Gunnersen den 29. Oktober 1834. Hendes ægtestand har varet i 7 uger.

    Hendes sidste barn af første ægteskab blev født den 10. Januar 1834, 9 måneder og 20 dage før hun blev gift med bedstefader. Første barn sammen med bedstefader blev født den 15. Oktober 1835, altsaa et aar saa nær som 14 dage efter ægteskabets indgåelse.

    Bedstemoder var født paa Kjelstrupgaard ved Grunestrup, Vedslet sogn. Broder Søren har tjent der, han fortæller at oldefader har bygget laden. Hans navn og aarstallet for ladens opførelse var indhugget i en stolpe. Laden var opført helt af egetræ og havde kølelo på langs. Aarstallet var vist 1802.

    Gravmindet siger at hun var født den 2. Juni 1808, blev gift med en enkemand den 1. November 1824, kun 16 aar og fem maaneder gammel.

    Dette ægteskab maa tænkes som et tvangsægteskab. At bedstemoder kunne gifte sig med en ældre mand, enkemand, af frivillighed, kan ikke forstaas af vor tid. Folk var saa bange for fattigdom, derfor satte de velstaaende familier alt ind paa bevare velstanden. Bedstemoder er af sine forældre bestemt til at gifte sig med ægtemanden. Om der var børn i hans første ægteskab ved jeg ikke. Bedstemoder er kommen med rigdom, ellers havde enkemanden ikke taget hende. Han har væert godt stillet, ellers havde hun ikke faaet ham.

    Jeg tænker mig, og af gravmindet slutter jeg, at bedstemoder har været en dygtig og paapassende kvinde, hun har forstaaet at give, gøre godt, har været en husmoder, alle saa op til. Da hun anden gang blev meget rigt gift, kunne hun vedblivende vise godhed mod dem som manglede - som gravskriftet siger

Hun overalt var yndet her i livet
Thi hun mod alle venlig, gjæstfri var,
At gøre vel og fattige give
Dertil hun lyst udi sit hjerte bar.

    Moder var 8 aar, da hendes moder døde, hun kan vel næppe huske det. Om bedstemoders død har hun fortalt. Bedstefader kom hjem fra byen om aftenen ved 12 tiden, da fejlede hun ikke noget kl. et var hun død.

    I tiden efter at bedstemoder kom til Ustrup er hendes forældre flyttet til Røde Mølle i Fruering sogn. Moder fortalte aldrig om familien paa Kjelstrupgaard men derimod om bedsteforældrene og morbroderen i Røde Mølle. Moder opkaldt efter hendes bedstemoder Elisabeth, moder kom til at hedde Elise. Da broder Sørens lille pige fik navn efter moder og kom til at hedde Elisabeth, sagde moder, det er jeg glad for, for saadan hedte bedstemoder i Røde Mølle.

Bedstemoder havde en søster, der blev gift til en Fausing, Foderslev Mølle, en søn af dem. Fætter til moder blev sagfører og boede i Horsens. Fader søgte altid ham i juridiske sager, en anden fætter kom til Fuldbro Mølle?. En anden søster til bedstemoderblev gift med en Rosenmeier i Bjerge Herred (Nittrupgaard), et stort og rigt gift. Deres børn blev opdraget alt for flot. Børnene endte i fattigdom. Dette fortæller morbroder Andreas mig, han føjede til, gudskelov at det ikke er gået vi søskende saadan, nej vi maatte ud at tjene, vi lærte hvad penge var.

 (Nittrupgaard), et stort og rigt gift. Deres børn blev opdraget alt for flot. Børnene endte i fattigdom. Dette fortæller morbroder Andreas mig, han føjede til, gudskelov at det ikke er gået vi søskende saadan, nej vi maatte ud at tjene, vi lærte hvad penge var.

 (Nittrupgaard), et stort og rigt gift. Deres børn blev opdraget alt for flot. Børnene endte i fattigdom. Dette fortæller morbroder Andreas mig, han føjede til, gudskelov at det ikke er gået vi søskende saadan, nej vi maatte ud at tjene, vi lærte hvad penge var.

 Tilbage

Moders fader

    Bedstefader i Ustrup var født i Ørritslev den 8. Oktober 1808. Hans fader hed Jens Gunnersen. Da jeg var bleven voksen, kom jeg til at tale med en gammel mand fra Ørritslev, som kunne huske oldefader, han fortalte, at oldefader havde samlet rigdom ved handel med ejendomme. Bedstefader havde en broder, der var bosat i Vrønding, et barnebarn af ham, en søn, var soldat i Frederecia samtidig med mig, han hed også Gunner.

    Farfar og morfar gik paa cessionen sammen, denne gang skulle de møde tre aar i træk, før det blev bestemt hvd vaabenart de skulle til. Paa cessionen taltes der om den rige karl fra Ørritslev.

    Den 29. Oktober 1834 blev bedstefader gift med enken efter Simon Poulsen Ustrup. Han medbragte 6000 rigsdaler. Bedstemoder fødte fire børn i sit første ægtaskab. Et døde i sin spæde alder. Den ældste af børnene, Peder Møller Simonsen, havde stiftet hjem men døde som ung mand. (Hans efterladte kommer jeg maaske til senere).Poul Simonsen blev gift med en pigefra en af gaardene i Baadstrup, fik hjem ude i Baadstrup enge, havde mange børn, som det alle gik vel. Poul Simonsen var med i krigen 48-49-50. Poul Simonsen sang ypperligt, vilde gerne synge, der blev altid sunget, naar han besøgte os. Bodil Marie Simonsen blev gift med en mand, som moder satte højt. De havde vershusholderi i Skanderborg.

 Tilbage

Faders og moders giftermaal

    Hvordan fader og moder fandt hinanden, fortalte fader engang han rigtig var oppe i humøret; mor lo, hun så op til fader og holdt af ham.

    Bedstefaders svoger Mikkel i Baadstruphavde også børn, der var en datter, som blev kæreste med fader. Far skulle giftes, bedstemoder var død, der skulle en kvinde i huset, for at dette kunne ske, havde bedstefader tilskødet fader gaarden for en lille sum og et ophold til sig. Hvordan det var ordnet, ved jeg ikke. Min fader skulle have en kone til hjemmet. Om fader havde været kæreste med kusinen før han fik gaarden, eller de først var blevet det efter, ved jeg ikke, men nok om det, nu skulle de to giftes. Jeg kan nu ikke tro, det var med bedstefaders vilje. Hendes fader var Mikkel o.s.v. Der blev bestilt tinglysning, fader købte sit brudetøj. Skødefrakke, høj hat. Bruden kom på andre tanker, hun ville ikke have far. Deres navne var indført i kirkebogen, disse skulle slettes.

    Fader fortæller (fader havde aftjent sin værnepligt ved rytteriet i Aarhus). Jeg satte mig paa den brune hoppe, red til Baadstrup for at faa rede paa sagen, da morbroder saa mig komme, lukkede han gaardledet, men jeg samlede hoppen, satte over, standsede ligefor ham og udbad mig forklaring. Morbroder kunne ikke sige andet, end pigen maatte have sin vilje, hun var ikke hjemme. Fader red hjem ril Kattrup med den besked.

    Efter samraad med sin fader spændte han for vognen, fik en genbo, Anders Rask med, kørte til Baadstrup, fik talt med kusinen, trolovelsen hævet, kørte paa hjemvejen om ad Hylke til præsten og fik tinglysningen afbestilt. Der kom ingen kvinde til huset denne gang.

    Paa Brørup mark boede en gaardmand, der hed Jens Gunnersen. Denne mand kom ned til hjemmet i Kattrup og meddelte, at ahn havde en søster, som vist ikke var uvillig til at komme tildem og passe huset. Det blev bestemt, at fader skulle komme til Brørup og træffe Jens Gunnersens søster, søge at komme til rette med hende med betingelserne for et festemaal. Det kom de, ganske kort tid efter blev de gift d 28. Oktober 1868. De havde løst kongebrev.

    Nogle dage før deres bryllup kom moders broder Jens Gunnersen med et brev, han havde modtaget, der var ingen underskrift. Brevets indhold var om fader, at han var en slæt karl. Morbroder Jens Gunnersen græd, han ville nødig, at hans søster skulle giftes med et daarlig menneske. Moder tog brevet, viste fader det ved første lejlighed, han kunne kende skriften, det var hans morbroder Mikkels, stodderkongesønnen fra Virring.

Lumskeri og rævestreger. Moder gemte brevet. En gang mange aar efter kom brevet atter frem. Deres  bryllup stod i moders hjem, lille bryllup. Moder havde faaet stedmoder og brudgommen var vist ikke rig nok.

    Jeg spurgte moder en gang, havde du aldrig set fader før den dag i Brørup, jo, naar han som dreng kom igennem Ustrup til Grunestrup Mose.

 Tilbage

Jeg blev født.

    Jeg blev født den 1. Oktober 1869, blev i daaben opkaldt efter morfader, nogle dage efter kom bedstemoder for at se til moder, det var første gang. Da moder kom op, kom bedstefader og bedstemoder kørende. Det var første gang, at bedstefader var i sin datters hjem. Bedstefader ytrede sig om, at det saa bedre ud, end han havde tænkt.

    Aarerne gaar, der kom en lille søster den 31. Maj 1871, blev i daaben opkaldt efter faders moder. Ane Kirstine Jensen, blev kaldt Stine. Atter en lille søster den 13 februar 1873, fik i daaben navnet Karen Marie Kirstine Jensen efetr moders stedmoder.

    Det er første gang, jeg husker moder, jeg stod paa den lille skammel, saa paa moder og den lille søster. Bedstefader afstod gaarden til en søn, Mads Møller, for 4000 rigsdaler plus et ophold og afkald paa al arv. Et stykke af gaardens tofte blev taget fra, der byggede bedstefader et opholdshus. Da dette stod færdig, overtog morbroder Mads Møller gaarden. Bedstemoder fik en stor have anlagt, saa fin, der var ikke lig i hele sognet. Bedstemoder havde været flere aar paa Stensballegaard. Det var hende, der var sjælen i alt det smukke og fine, da hun tillige var meget flittig, var hun foran sin tid og langt over almindelige bønderkoner, hun kaldtes madam Gunnersen. De var meget formuende, forstod at give og gøre godt, var kendt langt over sognets grænse.

    Mine forældre kom meget til Ustrup. Far og hans svoger kunne udmærket sammen. Morbroder var mer energisk, far havde fler kundskaber, ved dette var han morbroder overlegen i meget. Det første jeg husker om Ustrup var, at jeg sprang i en kalkkule, blev trukket i land af en af karlene, kom ind, fik tøjet af, blev puttet i mosters seng. Da jeg blev saa stor, at jeg alene kunne gaa til Ustrup, kom jeg meget ofte til mine bedsteforældre, naar jeg kom, ville jeg straks ind i gaarden til morbroder og moster, naar jeg kom tilbage til bedstemoder, saa hun til mig, om jeg ikke var smudset til fra stald eller lade, som jeg vel altid var, for pigen skulle altid give mig en omgang rengøring. Naar jeg skulle hjem, tiden passede bedstemoder, gik bedstefader hen til chatollet tog en 25 øre og gav mig, havde jeg haft lidt af en ting med til bedstemoder gav hun mig en krone med paabud, at jeg ikke maatte sige det til bedstefader, jeg kunne ikke tie.

    Jeg følte mig ikke mere end andre drenge, men naar jeg var paa vej til eller fra Ustrup, følte jeg mig overlegen, ingen havde saadanne bedsteforældre som mig.

    Bedstefader døde uden nogen forudgaaende sygdom om foraaret 1882. 74 aar gammel. Jeg var med til bedstefaders begravelse. Søster Marie med til bedstemoders.

    Den dag da bedstefader døde var jeg i skole i Overby. En mand, der besøgte skolelæren , fortalte ham, i morges er Niels Gunnersen i Ustrup død, er ahn det, sagde læreren, det er hans dattersøn der staar. Læreren sagde til mig, din bedstefader er død, gav mig lov til at gaa hjem. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at fortælle, før jeg vel kom ind, at degnen havde givet mig fri fra skole, bedstefader i Ustrup er død. Moder gav sig til at græde, gik ud i køkkenet, bøjede sig over køkkenbordet og græd, saadan havde jeg aldrig set moder. Fader stod ved hende. Moster Grethe kom ned over agrene mod gaarden for at meddele dødsfaldet. Moder blev ved at være meget nedtrykt i længere tid. Jeg sang for at trøste hende. O, hør min kære moder, slaa sorgen af dit sind (efter en vise som blev sunget af ungdommen).

    Efter begravelsen gik moder endnu mere til Ustrup.bedstemoder faldt helt sammen, da bedstefader var borte. Naar moder kunne ventes hjem gik fader hende i møde. En dag til aften vi børn var med og vi kom til moder, tog hun fader om halsen, gav ham et kys, hægtede kjolelivet op, fremtog en bog og gav fader, den har min moder givet mig til et nyt stuehus. Der var 4000 kr i bogen.

    Bedstemoder døde tre kvart aar efter bedstefader. Det var fastelavns mandag, jeg var sendt til Ustrup for at spørge til hende. Da jeg kom til byen mødte jeg en kone, som fortalte, at hun var død. Da jeg kom hjem med budskabet, græd moder ikke, hun var ikke hendes moder, stedmoder, hun havde været skrap, men sjælden dygtig til at styre det som hørte under hende. Mine forældre omtalte hende med stor agtelse.

    Dagen efter kom der bud til fader fra morbroder Mads Møller om at komme til Ustrup. Da fader kom hjem, fortalte han, at morbroder og ham havde været inde at laase og tage penge og værdipapirer i forvaring. Der var i chatollet en kontant beholdning ca 1100 kr. I guld, sølv og sedler.

    Efter begravelsen mødtes familien atter og testamentet blev kundgjordt. I ægteskabet var ingen børn, alt skulle tilfalde hendes stedbørn paa nær 6000 kr, som en kvinde langt ude beslægtet skulle arve. Bedstemoder var kommet til Ustrup med 600 rigsdaler, ingen vidste med sikkerhed om hendes afstamning, hun var født i Hammel egnen. Moder vidste ikke noget om hendes familie. Moder fortalte, at bedstemoder havde talt om denne kvinde og sagt, at hun skulle arve. Moder og hende skulle dele al bedstemoders tøj, gangklæder, smykker og nogle møbler, alt er nedskrevet i testamentet, men lov mig Lise, at være god og overbæren, hvis du sybnes, at hun ikke er god at dele med, jeg ville saa nødig, der skulle blive uenighed, naar i deler, det lovede moder. Delingen blev saadan efter hvad jeg kunne forstaa, at de fik lige mange lagner, smykker, duge og kjoler, men den fremmede syntes, at dette og dette ville hun gerne have, dette og dette passede rigtig for hende og saaledes. Moder fik dette, den anden ikke syntes om. Morbroder Andreas sagde til moder, at du vil lade dig det byde, jeg har lovet moder, at jeg ville ikke gøre vrøvl, det har jeg holdt. En tid efter kom der brev fra kvinden, hun bad moder komme at besøge sig, takkede fordi de kunne saa godt sammen. Om der blev skrevet fra moder,ved jeg ikke, men hun rejste ikke. Det er meget mulig, at kvinden at kvinden ikke var sig begærlighed bevidst. Moder sagde hende ikke imod. Moder var ikke misundelig, jeg har aldrig hørt hende tale om delingen siden.

    En tid efter blev der holdt auktion over indboet, som ikke i testamentet var bestemt for nogen af arvingerne. Bestemt var chatollet, det skulle morbroder Andreas have. Moder bornholmeruret, om der var ting til de andre søskende, ved jeg ikke. Sølvet delte de. Moder ville, at morbroder Mads Møller skulle være med i sølvet. Morbroder Jens Gunnersen syntes ikke om det. Mads Møller havde givet afkald paa al arv ved gaardens overtagelse. Der blev dog givet moster Mette en sølvportageske, fordi hun havde haft saa megen ulejlighed i den tid, skiftet stod paa. Hele familien var blevet beværtet, baade først og sidst. Ved auktionen kom bedstemoders smukke møbler paa fremmede hænder. Bedsteforældrene i Ustrup er borte, de er bleven mindet i sognet igennem mange aar og bliver mindet endnu gennem et par legater. Moder fik i alt fra Ustrup 12000 kr hendes brødre lidt mere, ifølge den gamle arvelov.

    Delingen og skiftet var forløben uden den mindste mislyd mellem søskendene, det gode forhold, der var, blev bevaret til deres død. Med undtagelse af moder og morbroder Jens Gunnersen, dette havde brevet skyld i.

 Tilbage

Hørret.

    Moder var som nævnt født i Ustrup den 9. Juni 1844, blev gift med fader den 28. Oktober 1868, da begyndte moders virksomhed i hendes nye hjem, i hvilket hun virkede i 46 aar.

    Moder var virksom, jeg vil sige overmaade virksom, fra tidligt morgen til sent aften, hun undte sig kun lidt hvile. Som jeg har nævnt før, syntes jeg, at mindes hende første gang, da søster Marie blev født, saa mindes jeg hende, hun sad og spandt, jeg sad paa den lille skammel, saa paa rokkehjulet gik rundt, jeg ville tage i spildrengen og lade haanden følge med. Moder standsede rokken, forbød mig dette, jeg kunne faa fingrerne i hjulet.

    Den tid, moder kom til Kattrup og i mange aar, tilvirkedes i hjemmet hørlærred og vadmel. Vi avlede hør. Hørret havde en lang vej at vandre før det blev til lærred. Jeg ved ingen paa min alder, der kan huske det. Jeg synes det maa med her, for dette er en ting, som for længst er glemt.

    Hørfrøet blev saaet om foraaret samtidig med vaarsæden,det var kun et lille areal ca 1 sp.land. Under opvæksten blev det luget en gang for ukrudt. Melle, pileurt og skørtidsel. Hørret blev nedtraadt en del, men rejste sig igen. Det var først moden efter høst,blev rusket (rykket op med roden, en pælerod, som gik ca fire tommer i jorden) blev bunden i smaa bundter, vejret, kørt hjem, der sad det til hen paa vinteren, blev ribet. Frøhovederne blev revet af i en trækam, som blev sat ind i en stolpe eller i naven af et hjul. Det var altid bedstefader der ribbede. Frøet var altid dyrt. Efter som det blev ribet, blev dette atter bunden sammen i smaa neg, hørstuge ikke større end to haandfulde. En tørvegrav blev udset, hvor der var nogenlunde ren vand, fri for grøde, der blev hørret kørt til. To stuger blev bunden sammen, lagt ud i tørvegraven to paa kryds af de første,saaledes til vognen var tom, og i graven var hørstugerne sat som en stak, nogle græstørv blev gravet af og lagt paa til det hele stod under vand. Rødningen var sat. Det var om foraaret, naar foraarssæden var lagt. I vandet lå det i cirka tre uger. Rødningen skulle bevirke, at det ydre skal af hørstængelen skulle blive skør. Stugerne blev kørt hjem, bredt i et tyndt lag paa græsmarken for at tørres. Når det var tørt, blev det atter bunden sammen men nu i nogle større bundter. En grav blev gravet på nogle alens længde, lidt bredere end hørrets længde. Over graven blev lagt stænger, derpaa blev hørret bredt ud i et tyndt lag. I graven var der lagt ild og fyret. Varmen skulle give hørret den sidste tørring.

    En kone, der havde erfaring i at give hørret den tørring, passede ilden, bredte hørret, samlede det sammen, gav det til mændene, som brød det. Hver mand havde sin bryde. I bryden blev hørret brudt, så der ikke var et eneste stiv sted på strået.

    Dette arbejde skulle udføres paa en dag. Naboer hjalp hinanden. Arbejdet gik med spøg og skjemt. Saadan en arbejdsdag kaldtes at være til brydegilde. Naar hørret havde faaet denne behandling blev det atter bundet i bundter.

    Efter brydningen kom skagningen, denne kunne foregaa en dag naar lejlighed gaves. Ved  dette havdes ogsaa fremmed hjælp. Ved dette arbejde blev al den ydre skal af hørstænglen slaaet af hørtavene. Hver haandfuld, der var skaget, blev bunden i en lok, lagt pænt til side, lokkerne bunden sammen for atter at løses, naar det skulle hegles. Heglingen udførte moder selv.

    Nu var hørtavene skinnende blanke, finere end de fineste silketraade. Det, der blev heglet af kaldtes blaar, blev ogsaa spunden til garn., men var ikke saa fin. Disse redskaber, reben, bryden, skagestol, skageblad og hegel, findes vel ikke andre steder end paa museet. Efter hæglingen blev hørtaverne atter bunden i lokker, blev lagt i dragkisten til det skulle paa rokken

    Hvor mange alen lærret moder kunne spinde til i et vinter ved jeg ikke, men det var mange.

    Hvor ville moder gerne sidde ved rokken, nu kan jeg komme til at hvile mig, sagde hun, naar hun satte sig i kringstolen.

    Moder rejste sig om mo0rgenen klokken fem, laa lidt brænde i kakkelovnen, spandt til dag. Pigen malkede. Moder kogte davre ølogbrød, fik vi børn op. Pigen gjorde rent. Moder skummede mælken, pigen lavede middagsmad under moders vejledning. Moder satte sig atter til at spinde, til vi skulle spise, begyndte med det samme igen. Hen paa eftermiddagen sagde hun, vær rolig lidt, jeg vil lige have en blund, saa laa hun armene overkors, lagde hovedet tilbage og faldt i søvn, ti minutter et kvarter, saa kunne hun igen, ligeledes en lille blund ud paa aftenen. Spinden var lagt saaledes, hvert andet aar hør hvert andet uld.

    Efter nogle aars forløb begyndte hørret at blive fortrængt af tvisten, i overgangstiden brugtes dette til islæt, hørret til trændegarn. Fabrikationen af tvistlærred tog til, det kunne købes billig. Hjemmevirksomheden standsede. Der kom andre ting der optog kvindernes tid. Moder blev ved at tilvirke hørlærredet til sidst i halvfjerdserne. Uld til århundredeaarsskiftet.

 Tilbage

Halvfjerdserne og fremefter.

    Først i halvfjerdserne kaldtes en god tid for landbruget. Kornet kostede godt.jordens ydeevne var gos endnu. Morbroder Mads Møller sagde en gaard kan forrente sig og føde sin mand, hvis man kan blive den betroet. Den gode tid var kun kort. Kornet faldt i pris ned til 9 og 10 kr per tønde. Foldene blev mindre den gamle kraft i jorden, som mærgelen frigjorde, var opbrugt og markerne fik kun lidt og daarlig gødning, der kom ingen indtægter ind.

    De større gaarde havde begyndt at producere smør, bøndergaardene fulgte efter. Især var det græssmørret, som kostede godt. Køerne kælvede om foraaret, malkede ordentlig af græsernæringen.

    Om vinteren gav vore køer kun lidt mælk, daarlig mælk, i kogt tilstand smagte det bittert, ofte kunne moder ikke faa smørret frem. Fløden stod paa kakkelovnen til syrning, fik vel ofte for varmt. Gradstok havdes ikke. Om vinteren spurgte naboer hinanden om de kunne smørføde sig. Køerne fik kun lidt malet korn, ellers halm og hø, de var skindmagre. Naar de kælvede om foraaret, kom paa græs, kunne de godt malke. Vi havde en rødbroget ko, der gav en Sp. Mælk = 36 pund.

    I avisen blev der skrevet om at lave smør. En herregaardsmejerske, Anders Rasks datter, var mejerske paa Lillerup, fortalte moder om termometeret, om flødens syrning, moder var med, fik en gradstok købt, hvor var hun glad for det vidunder, den kunne fortælle hende, saa varm akal fløden være. Mejersken gav hende mange gode raad. Moder skollede, brugte soda,sæbe, kærnen med tilbehør var saa hvid, moder var saa optaget af alt det nye, hun blev sikker i sagen, nu fik hun lige saa god pris for sit smør, som de større gaarde. Moder var glad, der kom indtægter igen. Om sommeren var fader i Horsens med smørbøtten hver torsdag. En stak blev stukket ind under hanken paa laaget, og jeg hjalp fader at bære bøtten til  Hovedgaard.

    Englænderne havde faaet smag for det danske smør, de ville have mere og bedre ensartet. Der fremstod mænd, som kastede sig over forbedringen. Docens Fjor, professor Sjehaelke. Videnskaben traadte til. Centrifugen blev opfunden. 1881 kom det første store mejeri paa egnen. Manden der opførte det, hed fon Djur, Havreballegaard. Han opkøbte mælken, lod den selv transportere til Havreballe. Han købte mælk fra mange landsbyer, kørte ofte over to mil med det. En mælkevogn fra Gangsted, som kørte forbi vort, var jeg med for at se dette store dampmejeri. 12 Buermester centrifuger stod paa rad og skummede mælken. Den skummede mælk kunne leverandørerne faa tilbage. Mælken blev ikke pastoriseret (kogt), dette kendtes ikke endnu, dette var daarlig foder til grise og kalve og utjenelig til menneskeføde i ukogt tilstand. En læge udtalte, at ligesom der nu køres med mælkevogne, vil der blive kørt med ligvogne. Videnskaben sejrede over alt dette. Mælken blev dampkogt, pastoriseret. Pastørre navnet paa en Fransk videnskabsmand.

    Nu voksede andelsmejerierne frem, saa hurtigt at der næppe kunne skaffes nogenlunde uddannede folk til at forestaa dette store og ansvarsfulde arbejde. Der var unge mænd, som kun havde været ved mejeriet i maaneder, saa fik de plads som mejeribestyrer. Jeg kendte en skomager, der lige havde udstaaet læren, han løb fra læsten, fik plads paa et mejeri, kort tid efter var han mejeribestyrer. 1888 blev mejeriet i Møballe opført. Fader gik med. Der gled et stort arbejde ud af moders haand.

 Tilbage

Mig selv.

    Selv synes jeg, at jeg var sent til at forstaa, hvad jeg matte og ikke matte gøre. I seks aars alderen begyndte jeg med ABC… en stor bog, med en galende hane, som skrævede over ABC. Moder havde ikke tid og taalmodighed til at prænte mig ABC i hovedet, jeg kom til at gaa ned til naboen, som boede i et stuehus, de øvrige bygninger var nedrevet. Manden gik paa dagleje, konen syede, manden hed Jeppe, lille Jep. Han var saa lille , at han laa hovedet paa siden for at se fader. Konen var meget større, hun hed Rikke, Rikkemor kaldte vi hende. Hun lærte mig begyndelsen til børnelærdommen. Det første jeg lærte udenad var lille Trille laa paa hylden, lille Trille faldt ned af hylden, ingen mand i det hele land lille Trille frelse kan.

    Det skete, at Rikkemor ikke var hjemme, saa læste lille Jep med mig. Det gik godt, naar han var skolemester, han lavede flisbuer til mig.

    I syv aars alderen kom jeg i skole, friskole i Kattrup, Kolling hed læren, han havde to daarlige arme, skrev med venstre haand. Det første, jeg blev hørt i i skolen, var om skabelsen. Hvad er jorden skabt af, spurgte læreren, jeg kunne ikke svare, han blev ved at spørge, der maatte svares, jeg sagde en mursten, jeg syntes, mindre kunne det ikke være. Læreren og hele skolen lo. Det var om vinteren, jeg begyndte med skolegangen, jeg var bleven forsynet med træskostøvler. Forbi skolen løb en bæk, om vinteren var der meget vand. Omkring den legede vi, vadede, vandet gik ovenind paa træskostøvlerne, jeg kom vaad hjem hver aften. Moder blev vred, det maa du vænnes af med, min dreng. Saa fik jeg af riset, det hjalp ikke, jeg blev ved at komme vaad hjem, ris og graad og moders vrede hver aften jeg kom fra skole.saa kom moder i tanke om, du skal ikke have træskostøvler paa, du skal gaa i træskoerne, det hjalp jeg kom hjem med tørre fødder. Engang vi havde trukket isen i skoder paa dammen for at løbe over dem, faldt jeg bagover, kom helt under vandet, blev drivende vaad, jeg hen i skolen fik fat i tasken, kom grædende hjem, jeg kunne ikke gøre for det, moder forstod det, jeg fik ikke ris denne gang.

    Jeg tror Kolling var en daarlig lærer, de børn, der stod tilbage fik han ikke frem. Kolling rejste til Hovedgaard, friskolen blev nedlagt. De fleste af børnene kom i sogneskolen i Overby til lærer Larsen. Larsen var ikke glad for os, han kaldte os blæksprutterne fra Kattrup, vi skrev saa daarlig.

    Atter kom der friskole i Kattrup. Fader kunne ikke sammen med Larsen, saa kom jeg atter i friskolen. Lærerne var flere efter hinanden Egeberg, Pag, Pedersen, jeg læste ikke noget, jeg var bagefter. Der var ellers flere af drengene, som i tiden blev store mænd, tre brødre fra et lille hjem,. Sofus Bæch, kandidat Magister Niels Bæch Præliminereksamen papirpose fabrikant i København Karl Bæch Overretssagfører. Jens Vinter Godsforvalter, Hans Vinter Præst. Karl Vinter Doktor. Christian richter Sogneraadsformand, Amtsraadsmedlem Jens Dam Overretssagfører Sparrekassedirektør i Landbosparrekassen i Horsens. Nogen dygtighed har der vel været ved de lærer.

        Jeg kan ikke huske om mine søstre kom til at gaa i skole i Kattrup. Fader tog mig fra Kattrup skole, atter kom jeg til Larsen. I hans skole var vi mere lige dygtige, han fik dem frem, der stod tilbage. I lille klasse sad jeg som N3 det sidste sommer. I stor klasse sad jeg som N2 de sidste to vintre. Vi var vel 50 børn i klassen, de øverste drenge blev sat til at læse med de nederste. En af de store drenge Søren Frandsen hjalp mig, han var rar, kunne rigtig tale med mig, jeg følte mig saa glad, naar han kom og satte sig hos mig og begyndte at fortælle ikke altid om lektierne.frandsen blev senere gartner i nærheden af Horsens. De ældre mænds samtale i hjemmene drejede sig meget om krigen i 48, 50 og 64, det havde jeg hørt saa meget om ogsaa af bedstefader. Naar Larsen kom til at fortælle os om dette, kunne han fængsle alle vi børn, alt blev saa stille, alles øjne stirrede paa ham. Saadanne taler havde betydning, da lærte vi, at vi ville forsvare vort fædreland. Nu læres der, hvad kan det nytte.

    Larsen havde tamp men brugte den sjælden. Ved min udgang af skolen var min skrift daarlig, i mine stile mange stavefejl, disse bliver ved at følge mig igennem livet. Hansen 2. del regnebog gik jeg igennem to gange, kom til at kigge i 3. del.

 Tilbage

Julebagning.

    Bagningen til jul var for vi børn noget stort, for bedstefader og mine forældre noget meget alvorligt. Denne bagning tog sin begyndelse en maaned før jul, da blev julekornet, rugen og hveden kørt til mølle for at laves i mel. Vi kørte i almindelighed til vindmøllen i Kattrup. Det skete, at der hele maaneden før jul var vindstille. Det var en vanskelig ting, naar det passerede. Der blev forespurgt mølleren, hvad han mente. Vi kører til vandmøllen, hvis det ikke forinden blæser op. Jeg erindrer nu ikke, at det gik saa galt, at vi ikke fik vor julemel hjem i god tid, derimod grotkornet fik vi ikke altid. Naar melet kom hjem, blev det anbragt paa en stol ved kakkelovnen, aabnet for posen, mangelstokken stukket midt ned i melet til bunden af sækken. Det hele for at melet skulle være rigtig tør til brugen.

    Vi havde et ovnhus cirka 50 alen fra gangdøren, det laa noget lavere end de øvrige bygninger. En sti fra døren til ovnhuset. Fire elller fem dage før jul skulle der bages. Moder havde i forvejen lagt dejen til brunkager, disse og tvebakker var det eneste af smaakager, tillige et par søsterkager i form. Moder havde mageløst travlt. Dejtruget stod i sovekammeret, der var ingen plads i køkkenet, andre steder var det for koldt. Dengang kendtes ikke til pressegær, det var ølgær fra eget bryg, hvor mange gær der skulle til for at faa dejen hævet var en skøns sag, der blev hverken vejet eller maalt, det var den tillærte og sikre erfaring, det kom an paa.

    Moder var senest oppe klokken 5 naar der skulle bages. Rugdejen skulle omæltes, ligge igen nogle timer før brøddene skulle slaaes op (formes). Aftenen forud var kagedejen lagt, det hele skulle syres og gøres (løftes) til om morgenen. Fader og bedstefader kom op lidt senere. Fader til kreaturerne, bedstefader til ovnhuset, at tænde op i ovnen, der blev fyret med tør træ og tørv. Ved nitiden var moder nede for at se,om den sorte mand var af ovnen, for da var den tjenlig til bagning (tage ilden ud), ved denne tid var moder færdig med at slaa brødet op, disse blev baaret paa hænderne ned til ovnhuset og sat paa et bord. Fader hjalp til, det fine brød blev baaret paa et bræt.ovnen blev raget for ild med en trærage, der gik ofte ild i den, blev hurtigt dyppet i en spand vand, i ovnen igen, da ragen gik til, fik vi en jernrage med halv jern og træskaft. En halmkost dyppet godt i vand brugtes til at fjerne asken af arnen, saa begyndte indsætningen. Moder stod med skødslen. Fader var parat med et brød at sætte paa. Moder satte det ind i ovnen. Der skulle nogen øvelse, for at faa brødene sat tæt sammen og faa dem til at forlade skødslen, uden de tog skade, skulle et brød vælte om paa siden ved indsætningen, var det slemt og betød noget slemt. Naar det hele var sat ind, blev ovnen lukket med en jerndør. Trækket fra ovnen blev standset.

    I Jesu navn sagde moder, saa var den ting i orden fra hendes side. Rugbrødet slog aldrig fejl, det kunne finbrødet gøre. Skylden var sikkert gæringen eller varmen, begge dele maaske. De havde jo ingen termometer, det hele var paa følelsen og erfaring.

    Naar bagningen var forløbet heldig, var moder glad, i sin glæde tog hun fader om halsen og gav ham et kys, det var hendes synlige tak. Jeg er overbevist om, at hun inderst inde ogsaa takkede vorherre.

    Har i bagt til jul, ja gik bagningen til held, jo det er saa godt alt sammen, det var da godt. Maren Lyneborgs fint brød gik i hvedsten. Saadan blev der talt mellem naboer.

    Et aar kom der en streng vinter lige til jul, jeg mener det var 1876. ovnhuset føg til. Sneen laa højt op i træerne, det føg og sneede i flere dage, vi kunne ikke faa bagt til jul. Som jeg før har nævnt laa der et stuehus vest for vor gaard. Nu var det ikke lille Jep og Rikkemor, der boede der, der boede nu en tømrermester, der havde svend. Det blev aftalt, at vi skulle have vor julebagning derned, det var saa dejlig, for ovnen var i stuehuset. Alt til bagningen blev fragtet derned. Huset laa under en stor bakke, som laa paa vor mark. Svenden og vor pige slædede i dejtruget ned ad bakken, væltede, det var meget morsomt, mine forældre og bedsteforældre fortalte om det. Vi børn kom ikke ud. Trods alle forhindringer af vejret blev der bagt og det gik godt, det var til lillejuleaften.

Jeg husker ikke om det var julemorgen eller anden juledagsmorgen, at svenden kom ind i vor stue og fortalte noget, jeg laa i bedstefaders seng. Moder gav sig til at græde. Der var sket en stor jernbaneulykke ved Kannerup, hvor mange snekastningsarbejdere var dræbte og saaret. Lokomotivfører og fyrbødere på to maskiner var bleven dræbte. Mine forældre og bedsteforældre kendte mange af dem, der omkom eller blev lemlæstet. Dette blev der talt om hele julen og lang tid efter. Aarsagen til ulykken var, en gennemskæring paa linien var føgen fuld af sne. To lokomotiver med sneplov foran skulle prøve at rydde sneen væk. Der fortaltes, at en vogterkone prøvede at standse toget, men førerne tog ingen hensyn til dette. De skulle have raabt, om saa sneen gaar ind af skorstenspiberne vil vi igennem. Toget rendte sneploven fast i snedriven, der sad det og kunne ikke komme længere. Maskinerne arbejdede baglæns, fik sneploven fri, toget gik et langt stykke tilbage, for rigtig med kraft sætte ploven gennem driven. Ved at rykke sneploven ud var koblingen mellem maskinerne gået itu uden at førerpersonalet opdagede dette. Da toget atter med stor kraft for frem, kom den ene maskine bagefter, da første kørte sneploven fast, kom det andet kørende langt over kulvognenog ind paa foreste lokomotiv, saa første lokomotiv næsten blev dækket af andet lokomotiv. De vogne næstefter blev klemt sammen. Jeg er ikke sikker paa, at tallene passer, men jeg synnes, der blev 11 dræbt og 16 saaret. Ved banelinien, hvor ulykken skete er rejst en granitsten, som fortæller om ulykken. Om den ulykke blev der talt længe, der kom billede af begivenheden i husvennen, paa porcelænspibehoveder. Ulykkesbilledet fortrængte den tapre landsoldat og  Niels Kjeldsen. Den jul var der megen sne og den laa længe. Da vejret bedredes og vi børn kunne komme ud, gik vi paa sneen over ovnhuset, der var ikke spor at se af det. I 1883 fik moder et nyt stuehus, hun var ikke mere afhængig af vintervejret ved julebagningen.

 Tilbage

Familien.

    Familien kom meget sammen. Morbroder Jens Gunnersen kom tit, en lille tur om eftermiddagen. Han havde meget at fortælle af nyt og gammelt, havde evne til at se det komiske hos sine medmennesker, kunne rigtig pasiare med de gamle koner i Brørup og havde stor interesse for invendig gerning. Det udvendige overlod han mere til moster og en broder til hende. De havde kun et barn, en søn der var to aar ældre end mig.

    Morbroder og moster kunne godt lide vi børn, vi var jævnlig oppe at lege med sønnen Jens Dam. Det var især søster Marie, de holdt af. De talte med vor forældre, om Marie maatte komme til dem og være altid, det syntes far og mor ikke om. Engang morbroder besøgte os, fulgte søster Marie med ham hjem, skulle være der i nogle dage, jeg fulgte med lidt paa vej, gav Marie en lille ting, jeg var vemodig fordi hun skulle rejse. Marie var glad for at være  ved morbroders og kunne godt sammen med Jens Dam.

    Bedstemoder og moster Mette fulgtes ad over at besøge os. Bedstemoder havde altid noget med til søster Marie. Moster noget med til søster Stine, de gav dem klæderne. Naar de havde faaet stof til nye kjoler, havde faaet dem syet, fulgtes de ad til Ustrup. Bedstemoder og moster Mette skulle se stadsen. Naar bedstemoder og moster var gaaende over til os, kørte fader dem hjem.

    Bedstefaders kom ogsaa kørende sammen med morbroders. Til moders fødselsdag den 9. juni kom ogsaa morbroder Andreas og moster Gjertrud fra Vrold. Der blev gerne spillet kort. Fader var ingen kortenspiller, havde daarlig lyst, han maatte med. Ham og morfar tabte. Morfar lo og morede sig enten han vandt eller tabte. De første tre mark at tabe er for fornøjelsen, sagde han.

    Bedstefaders svoger Mikkel i Baadstrup havde ogsaa en søn Niels Mikkelsen. Han blev gift med en søster til moster Grethe. Fader og moder var med til brylluppet, som stod hos morbroder Jens Gunnersen, det var brudens fødegaard og moderen levede endnu. Nu var morbroder i familie med to familier, som var i familie, men plejede ikke familieskabet. Mine forældre gav i brudegave et spisestel 12 dybe, 12 flade tallerkner og suppeterrin med blaa rand. Dagen efter brylluppet var vi børn der, jeg hørte bruden sige, at mine forældres gave var en god og nyttig gave.

    Fader sagde, da de to var bleven gift sammen, jeg kan ikke tro, at det gode forhold mellem os og svoger Jens Gunnersen kan blive ved, nu han er kommen i familie med dem i Baadstrup.

    En tid efter bedstemoders død  om vinteren 1883, vi byggede stuehus, men boede i det gamle endnu, kom morbroders en eftermiddag til aften, som de saa ofte gjorde. Jens Dam var begyndt paa latinskolen, kom ogsaa, ham og faderen sad og talte sammen, morbroder sad og blev i daarlig humør. Samtalen mellem morbroder, far og mor kom til at dreje sig om,da moder kom til Kattrup, der blev talt om brevet, jeg har det endnu, sagde moder. Morbroder ville have det, moder ville ikke af med det. Morbroder blev vred, hvis jeg ikke faar det, kommer jeg ikke mere i dit hus, det maa du selv om , men brevet faar du ikke, sagde mor. Den aften skiltes mor og morbroder som uvenner. Om morgenen efter stod far og mor i overstuen ved moders komode med brevet, det blev formodentlig tilintegjort den gang. Jeg hørte det ikke omtale siden. Samme aar om efteraaret skulle jeg konfirmeres. Jeg var hos morbroders og invitere dem med til konfirmationsgildet. Morbroder sagde nej, mor sagde, han kan lade være.

    Der gik aar hen, sønnen blev student. Morbroders solgte gaarden og rejste med ham til København. Der gik mange aar, sønnen var bleven Overretssagfører, moster Grethe var død. Søster Marie og jeg var bleven gift. Morbroder Jens Gunnersen kom herover fra København, at besøge hans brødre Mads og Andreas Møller. Svoger Peder havde overtaget gaarden i Vrold, dem besøgte han ogsaa. Søster Marie var glad for besøget, hun mindedes barndommen. Søster fik morbroder med til Kattrup at besøge far og mor, morbroder ville sikkert, at den gamle uvenskab skulle være glemt, men moder behandlede ham som en fremmed, fortalte søster Marie. Moder har aldrig talt om dette besøg til mig. Atter nogle aar gik, jeg var bleven gift med eders moder, skrev jeg et brev til morbroder i det fortalte jeg om, hvordan jeg havde det og hvordan det var gaaet for mig gennem aarerne, siden jeg bad ham med til min konfirmation. Jeg hentydede ogsaa lidt til misforstaaelsen mellem ham og moder. I brevet lagde jeg et billede af eders moder og mig. Han skrev til os igen, fortalte om sig selv, mest om sønnen, berørte ogsaa forholdet mellem mor og ham men mente, at al uretten ikke var hans. Et billede af ham som ældre mand fik vi. Jeg har givet søster Marie det. Hendes søn Aage ligner saa meget efter morbroder. Morbroder er død. Moder er død. Hvem der havde ret eller uret ved jeg ikke. Den bitterhed, som blev varende mellem mor og morbroder, havde brevet uden underskrift skyld i.

 Tilbage

Om vinteren.

    Om vinteren, de lange vinteraftener var rare. Der var husfred i hjemmet. Sovekammeret, der tillige var opholdsstue, var efter familiens størrelse lille. Alkovesengene optog en stor del af pladsen. Hver af os havde sin bestemte plads. Belysningen var efter vor tid lyssvag. Tællelys, som mor støbte af faaretælgen. Petroleum brugtes kun lidt, smaa var lamperne. Vi fik en hængelampe, lille og tarvelig, den gang stor og god, hvor den lyser godt rundt i stuen, sagde mor. Brænderen var en 10”. Den lampe var noget stort, maatte ikke blive tændt hver aften.

    Fader sad ofte med haandarbejde, lavede skeer, legetøj til vi børn, han var dygtig til at bruge en kniv. Moder spandt, bedstefader karted uld, pigen forskelligt. Vi fik avis hver anden dag. Landposten gik ikke til hver mands dør. Gik til hver by, et bestemt sted, blev aviser og breve aflagt, der kunne vi selv afhente det. Da blev der ofte paa brevene skrevet, haster.

    Fader læste avisen højt for mor og bedstefader, talte om nyhederne og politiken. Fader fik bøger fra skolen, der var et bibliotek. Det Benfeltske legat fra Serritslevgaard gav sognet penge til indkøb af bøger.

    Der var Ingemanns, H.C.Andersens, Tyrgods, Etlars, Blichers. Fader ville gerne læse højt, ham og pigen Laurine skiftede med at læse, naar det var rigtig spændende. Jeg husker fader læste landsbybørnene, om Antons konfirmationsklæder. Vi havde et ugeblad, husvennen. Til jul kom folkets almanak. Fader læste meget for os, moder ville gerne høre en god fortælling, selv læste hun ikke.

    Fader kunne synge, holdt af sang, moder havde ikke sangens gave. Vi havde to piger efter hinanden, de kunne synge.fader købte Morten Eskesens sangbog, sunget blev, jeg er en simpel bondemand, vort modersmaal. Nu tak for alt fra vi var smaa. Jeg kører frem gennem straalefryd. Laurine kunne rigtig mange af tonerne til sangene.

    Bedstefader gik tidlig i seng, jeg skulle med, jeg sov hos bedstefader. Detskete, der kom fremmede, saa blev bedstefader oppe. Du skal i seng, sagde moder til mig, nej lad ham blive oppe til jeg gaar, sengen er saa kold for ham. Bedstefader fik sin vilje, glad var jeg.

    Der var to mænds besøg, jeg som barn var særlig glad for. Den ene, en genbo Anders Rask, var med i tre aars krigen. Den anden var en farbroder. Han var gift med en halvsøster til fader. Datter af bedstemoders første ægteskab, var med i krigen 64, blev taget til fange af Østrigerne. De var begge kloge mænd. Farbroder tillige haandnyttig, han kunne snedkerere, tømre, mure, gøre stueure rene, det sidste var han meget optaget af om vinteren. Ham og Anders Rask havde været ude, de havde set og prøvet meget, de kunne fortælle.

    Ma Pamølle var død, de talte om hans særheder, hans hus var bygget mellem to store bøgetræer. Han gik rundt og solgte trævarer, som han selv fremstillede. Tøjklemmer var den største artikel. En fejl havde han. Smaating kunne blive hans, der tilhørte næsten. Nu var han død, farbroder var med at følge. Præsten kendte sine sognebørn og Ma Pamølle, sluttede ligtalen saaledes, økser, save spigerbor og navre, saadan noget notleri, ved vi, gik den salige mand aldrig forbi.

    De talte politik. Om Frederik den 7., Frederik folkekær, folkets kærlighed min styrke. Rejsen med Grevinde Danner gennem Jylland, hvorledes den almindelige befolkning hyldede ham og Grevinden, nogle af den finere del holdt sig fornemt tilbage overfor Grevinden. Om den store landesorg over hans død. Bedstefader i Ustrup var med i København yil kongens begravelse. Om rygterne der gik, at han ikke var død, Tyskerne holdt ham i fangenskab. Kongen døde paa Glyksborg slot den 15. November 1863. om grundloven vi fik i 1849, om de love som blev født af den  til landets gavn. Om den revnede grundlov af 1866.

    De talte om krigen, en dansker kunne slaa to tyskere i nærkamp. De var enige om, at i 64 kunne vi ikke faa noget, vore geværer kunne ikke skyde halvt saa langt som tyskernes. Vi skulle kæmpe mod Østrig og Tyskland, to stormagter, vi skulle tabe. Om kongens besøg i Skanserne. Tilbagetoget fra Danevirke den 5. Februar om aftenen. Der var faldet islag. Kulden streng. Hestene var forsømt med beslag, kunne ikke staa. Soldaterne trætte, mismodig fordi de maatte rømme. Morbroder Jens Gunnersen var konstabel, kom væk fra sin afdeling, kom ikke til den før i Sundevej. Morbroder  Simon og Mads Møller var ved infanteriet, var ogsaa med den strenge nat. Farbroder Laurits var taget til fange af Østrigerne.

    De talte om, hvad der var oppe i tiden. Om manden Dalgas, der sagde, hvad vi udad tabte, maa vi indad vinde, han arbejdede og skrev om beplantning af den Jyske hede. Om opfindelser, en mand i Amerika havde fundet ud af, at der paa lang afstand kunne tales igennem et stykke staaltraad. Telefonen.

     Farbroder lavede tegninger til det ny stuehus. Fader forlangte to ting, derefter skulle alt indrettes. Døren midt paa huset, dagligstuen i gavlen, for den store udsigt. Farbroder fik den lavet saaledes, at fader og moder syntes om den. Morbroder Mads Møller skulle se den, sige sin mening. Han saa og tænkte, saa igen, skubbede tegningerne fra sig og sagde, den er nu skidt. Fader blev i øjeblikket lidt fornærmet. Moder ikke, hun brød sig ikke om hvad hendes broder sagde. Morbroder havde set rigtig, dette og hint kunne være bedre. Mor og far var godt tilfreds med indretningen. Der blev ingen forandring foretaget i deres tid. Saadan mindes jeg aftnerne i det gamle stuehus.

 Tilbage

Halssyge.

    Et aar kom der en halssygdom (Difterit). Vi fire søskende og tjenestepigen Laurine blev syge, jeg sidst. En middag vi sad og spiste, fik Søren krampe, han var to aar. Laurine havde set krampe før, mine forældre og bedstefader ikke. Bedstefader gik ud og græd. Fader penslede os i halsen og vi fik noget at gurgle den i, efter doktorens anvisning. Vi kom alle fem over sygdommen uden varige men. Da vi begyndte med skolen, kunne en ikke tale rent, en anden ikke se, bogstaverne flød ud i taage. Det var en frygtelig sygdom, mange børn døde, ofte flere fra et hjem.

 Tilbage

Kirkeklokken.

    Kirkeklokken kaldte, i sorg, til glæde. Den kaldte morgen og aften, til arbejde og til hvile. Jeg hørte den ringe farvel til det gamle aarhundrede og velkommen til det ny. Kattrup kirkeklokke kunne høres langt ud over sognets grænser. Den kunne høres ved Ousted Kirke og Ousted kirkeklokke kan høres ved Kattrup Kirke.

    Min bedstefader fortalte, at disse to klokker var samtidig kommen fra København, sejlet herover. Skipperen, der sejlede med dem, havde en tredje klokke ombord. Paa rejsen over havet kom skibet i havsnød, for at redde det blev den ene klokke kastet overbord. Nu taler de to søsterklokker sammen hver dag om den tabte søster paa havets bund.

    Det første, jeg erindre om min kirkegang,at jeg var med bedstefader. Det var vinter med solskin. Snen knirkede under fødderne, jeg frøs. I kirken var der endnu ikke kommen kakkelovn. Om vinteren gik de fleste ældre folk med træskoer paa i kirke. Under stolene var der et bræt som en skammel at sætte fødderne, for at holde dem lidt fra murstensgulvet. Stolene var holdt i lyse farver, paa hver stolesæde et nummer. Nummer 4 er vor stol, sagde bedstefader, i den gik han ind.

    Naar klokken ringede sammen til gudstjenestens begyndelse blottede hver mand hovedet et øjeblik. Denne skik har jeg ikke set andre steder end i Kattrup og den bruges endnu.til brudefærd kimer klokken medens brudefølget kører frem mod kirken. Naar vielsen er sluttet, kimer klokken atter medens brudefølget kører mod hjemmet. Bedstefader, mine forældre gik ofte i kirke. Vi børn fulgte med. Da vi var konfirmeret, fulgtes vi ad til herrens bord. Kirken kunne ses klokken høres.

    1884 kom der en ny præst, Pastor Møller. Indfødt Københavner, af menigheden var han afholdt. Mange mennesker, ogsaa uden for sognet, mødte for at høre ham, til tidr var kirken fyldt med trængsel. Præstefamilien og beboerne havde det godt sammen. Præsten kunne være vittig. Folk var den gang som nu, de talte om tidens ugunst. I saadan en samtale faldt præsten ind, ja, det er dyrt at leve. I forgaars købte Maren Frederiksen en fisk for fem ører. Halvdelen solgte hun til Anne snedkers for tre ører, i resten havde hun næppe nok til to middagsmad. Folk lo. Maren Frederiksen var enke, meget rig, Anne Snedkers gammel pige, fattig.

    Til en høstprædiken begyndte præsten saaledes, landmand bed for vækst i mark og skov, bed med knæ at bøje, bed med haanden paa din plov, saa velsigner gud din møje. Pastor Møller konfirmerede stine og Marie. Søster Marie var meget yndet af præstefamilien. Under et besøg sjællands Biskop aflagde i præstegaarden, var Marie der for at hjælpe. Af Biskoppen fik hun 10 kroner for sin opvartning.

 Tilbage

Min konfirmation og ude at tjene.

    Morbroder Andreas kom som ung mand til Vrold, blev bestyrer for en enkekone. Kort tid efter blev de gift, hun var 24 aar ældre end ham, havde børn, der omtrent var lige saa gamle som morbroder. Moster Gjertrud var godheden selv, hun ville gøre godt mod alle. Morbroder maatte paa det punkt holde lidt igen. Morbroder var hende en god mand. Trods aldersforskellen levede de et lykkeligt liv sammen. Hvert aar om julen var jeg i Vrold, gik juledag og kom hjem nytaarsaften. Deres yngste søn fulgte med mig hjem, han var to aar ældre end mig. Vi to drenge kunne fortræflig sammen, det skete at Jens Dam var der, saa var det ikke noget for mig. Jeg holdt meget af moster Gjertrud og hendes spegepølse, hun gav mig ofte en med hjem til mig selv, gemte den i vor fælles komode. Stine og Marie maatte godt smage, jeg skar skiverne af, lagde pølsen i min skuffe igen. Morbroder og moster holdt af vi søskende og blev ved saa længe de levede.

    1883 den 31. September blev jeg konfirmeret i Ørritslev Kirke. Herefter er det fader, der kommer mig nærmest,nu skal jeg hjælpe ham. Fader havde ikke særlig brug for mig om vinteren. Han ville gerne, jeg skulle have bedre kundskaber. Jeg kom til at gaa i skole i Hovedgaard, atter hos Kolling, jeg lærte ikke noget. I middagstiden gik jeg over paa stationen, der holdt et grustog, som ikke kunne komme frem før klokken 2. dette tog havde min interesse. Til at begynde med stod jeg lidt fra maskinen, betragtede denne meget opmærksom. Lokomotivpersonalet lagde mærke til mig. En dag sgde de ”du maa godt komme herop paa maskinen”. Efter den indbydelse stod jeg vel paa maskinen hver middag. Jeg var som andre drenge, der faar lyst til en ting. Jeg fik lyst til at blive fyrbøder og passe saadan en maskine, talte om det til fader, dette ville han ikke høre noget om.

    Omkring ved April kom den tømrer, der havde tømret vort stuehus og besøgte os. Han var moster Gjertruds søn, hed Nikolaus. Han forespurgte fader om han kunne faa mig fra nu af og til efteraaret. Fader sagde ja, jeg ville gerne, det var noget nyt. Fader gjorde nærmest for at faa mig fra fyrbødertankerne. Han skal hjem til høst, saa kan vi ikke undvære ham længere. Saadan blev det, jeg kom til Nikolaus paa Skanderborg mark, hjalp ham at tømre til høsten kom. Denne tur var jeg glad for denne gang og blev til nytte siden.

    Jeg kom hjem paa besøg, bedstefader, min forældre og mine søskende var glad for mig, når jeg en søndag kom hjem paa besøg. Gunner var kommen ud. Til høst kom jeg hjem, hjalp til med, hvad jeg formaaede. 1885 den 1. Maj kom jeg atter ud, den gang til Hovedgaards kro, tjente der 1½ aar, jeg fik 70 kroner for sommeren, 110 kroner for aaret efter. Pladsen, ja den var vel god nok, men ikke for en dreng som mig. Der var landbrug til kroen. Jeg var altmulig dreng, passede køerne, kørte med hestene, skyllede flasker, tappede øl af. Om sommeren ofte 400 baiere en dag. Jeg fik smag paa øllet og spiritussen, var vist aldrig, hvad vi kaldte for at være fuld,nej, men jeg drak, alle drak, saadan til maade. Med toget kom derhandelsrejsende, tog over paa kroen, ville ofte leje køretøj til omliggende landsbyer, disse ture kørte jeg. Disse køreture bevirkede, at jeg blev kendt med egnen, baade hasherred og voerherred. Paa en tur var jeg kørende til Balle per Hørning st.

    Den 1. November 1886 kom jeg hjem. I de første fjorten dage efter længtes jeg efter øllet og spiritussen, det gik over, jeg har aldrig siden brudt mig om det.

 Tilbage

Søster Stine.

    Søster Stine var kommen til Ludvigeje den 1. Maj 1886, kom hjem den 1. Maj 1887. nu var vi alle hjemme. Far og mor havde hjælp. Bedstefader var gaaet ind til mor, han var bleven træt, men han sad ikke uvirksom hen, han kartede uld, før i tiden ville han gerne ryge en lille pibe tobak, denne lyst var borte.

    I 1888 hen paa foraaret blev det bestemt, at søster Stine skulle til Ris for at sy. Hun skulle delvis koste sig selv, fik fødevarer med som skulle bruges til husets bedste. Bestemmelsen var at hun skulle blive der et aar. I huset hos syersken, hun var gift, var der en ung pige til. Søster Stine og hende delte seng. Den unge pige blev syg, kom derfra, kort tid efter døde hun. Søster Stine blev ogsaa syg, det var i Marts eller April. Fader gik op at besøge hende, hun fulgte med ham hjem, men var saa forkommen, da de kom, at hun maatte i seng. Lægen blev hentet, han erklærede, at der var vand i brystet. En maaneds tid vargaaet blev søster Marie syg af samme sygdom. Der laa begge moders store piger. Lægen kom en gang om ugen. Mine forældre havde ingen tiltro til ham. Fader kørte til Østbirk, fik lægen der til at køre med sig til hjemmet i Kattrup. Lægen udtalte med det samme,  med søster Stine var der kun lidt haab, Marie kunne nok komme over det. Søster Stine døde i August af hurtigt tiltagende lungetuberkulose. Marie var saa nogenlunde rask, da søster Stine blev begravet. Stine var 18 aar.

    Nu skulle det ske saa uheldig, at jeg atter var kommen ud at tjene. Den 1. Maj 1889 kom jeg til Borupgaard som landvæsenselev. Under denne sygdom i hjemmet kunne mine forældre have haft brug for mig. Da jeg blev fæstet til Borupgaard, var alt vel. Hen i Juni maaned lagde bedstefader sig, han var syg og træt. Mine forældre havde det svært, tre syge at passe og det daglige arbejde. De havde ingen fremmed hjælp, naboerne hjalp. Bedstefader døde i Juli 79 aar.

    Da søster Stine var død, blev moder syg, hun havde det for haardt, sorgen over Stine. Overfor bedstefaders maa sorgen kaldes mild. Bedstefader havde gjort sit dagsarbejde men Stine stod ved begyndelsen. Moder sagde, det er nu saa guds vilje.

    Moder kom snart op, hun var stærk. Marie blev ikke rask, fik et anfald, kunne pludselig falde. Der gik et par aar. Hun skulle gaa meget ude, saa gik hun til Gedved at lære kunstbroderi. Broder Søren fulgte med hende, medens Marie syede fik han undervisning i violinspil.

 Tilbage

Paa Borupgaard.

    Paa Borupgaard var jeg et aar. Maj 89 til Maj 90. jeg havde to prægtige kammereter. Rasmus Sørensen fra Eldrup, vi delte kammer og seng sammen. Aage Math en præstesøn, faderen var præst i Vinding Bryrup og Vras Menigheder.

    Math og jeg kunne ikke sammen den første tid, jeg forstod ham ikke.en middag vi havde spist, gik ned over gaarden,blev jeg for et eller andet rigtig vred paa ham, vippede ham over i en tjørnehæk, gav ham en omgang, han fik torne i hænderne, det gjorde vel ondt,der kom vand i hans øjne. Jeg forstod med det samme, at taarerne ikke stammede fra smerten, nej det var, han følte sig misforstaaet, han havde ikke i tankerne at ville fornærme mig, det var mig der var fejl paa det, Math var god. Jeg fulgte ham ind paa hans stue, hjalp ham tornene ud af hænderne, ved dette kom vi rigtig til at forstaa hinanden, vi blev venner. Den gang erfarede jeg at et godt kammeratskab kan faa indflydelse for livet. Han var mig langt overlegen i dannelse, han saa ikke det daarlige ved sine medmennesker, han tænkte godt om dem, dømte mildt, tænkte paa fremtiden, ikke gøre noget, der senere fortrydes. Han bad fadervor, talte om hans moder og søskende. Talte altid i en pæn tone. Ham saa jeg op til og mindes ham gennem livet som en af mine kæreste kammerater.

     Math blev ved at være paa Borupgaard. Om efteraaret 1890 kørte jeg for ham til cecionen i Skanderborg, han blev taget til garden, blev indkaldt 1. April 1891. dette aar var jeg paa cecion i Horsens, jeg blev taget til infanterist, blev indkaldt i April 92. om pinsen var jeg hjemme paa besøg. Math kom og besøgte mig, han var en flot soldat. Siden den dag i pinsen har jeg ikke set eller hørt fra ham, vi vekslede aldrig brev, vore veje skiltes, paa vejen fremad møder vi nye venner, de gamle glemmes, men Math glemmer jeg ikke.

    Vi fik kun lille løn paa Borupgaard 80 kroner, vi havde smaat med lommepenge. Naar pengene slap op for Math, gik han til Gylling at besøge sin morbroder Pastor Møller. Hans  morbroder gav ham ti kroner hver gang. Fra Borup til Gylling var der saavel fire mil. Math gik om morgenen klokken 5.

Som soldat.

    I April 1892 kom jeg til Fredericia som soldat, jeg laa fast i 18 maaneder. 6 maaneder som rekrut, 6 paa befalingsmandsskolen og 6 som underkorporal, to maaneder til manøvre 94 og 96. soldatertiden kunne ikke gøres uden tilsæt af penge, jeg fik cirka70 kroner hjemmefra i rekruttiden.i lønning fik vi 55, 65, 75 øre per dag + brød, henholdsvis som rekrut, paa skolen og som underkorporal, alt paa egen underhold. I disse 20 maaneder jeg var soldat, paraderede (stille om) jeg ikke en enste dag eller var i nogen som helst tiltale.om vinteren, vi var 52 mand paa skolen, var jeg den eneste, der gik fri for at paradere. Denne min soldatertid vil jeg raabe hurra for. Hurra, hurra, hurra.

 Tilbage

Paa Langeland.

    Som før nævnt blev jeg permiteret fra soldatertjenesten den 3. Oktober 1893. I denne maaned til 1. November var jeg hjemme, mine forældre havde sølvbryllup den 28. Oktober. Den 1. November skulle jeg møde paa Steensgaard per Lohals Langeland. Medens jeg laa som soldat, blev jeg festet dertil for et aar. Løn 225 kroner, en almindelig karleløn. Jeg skulle være elev som paa Borupgaard. Min ven Rasmus Sørensen skaffede mig pladsen. Da var jeg ung, havde kræfter, saa lyst paa tilværelsen.

    Steensgaard havde 53 tønder hartkorn, 5 a 600 tønder land under plov. Cirka 400 tønder land skov, nogle bøndergaarde samt vindmølle med gaard. Den ejedes af Kammerherre Steensen de Leth. Kammerherren døde i December. Han blev lagt til lite de parade. Alle som hørte til godset defilerede forbi baaren. Om aftenen blev liget bisat i Kirken.langelands adel og godsejere var mødt og fulgte Kammerherren til sit sidste hvilested. Der var mange firespændige køretøjer, alle med kusk og tjener paa bukken. Paa vejen til Kirken var ligvognen omgiven af fakler baaren af folk der hørte godset til. Dagen efter skete jordpaakastelsen. Vi folk paa avlsgaarden fik ogsaa begravelsesgilde, fin mad om aftenen. Begravelsesdagen god mad og fridag.

    Nu overtog Kammerherrens ældste søn gaarden. En mand paa cirka 50 aar. En smuk stor mand, bliver fra nu af kaldt godsejeren. Godsejeren havde en søn, der var landbrugskandidat, havde aftjent sin værnepligt ved garden og gjort tjeneste som løjtnant. Han kom hjem til Steensgaard, samtidig jeg kom der at tjene. Løjtnanten fik bolig paa avlsgaarden. Jeg tror ikke han var ærgærig, men jeg kunne sige hr løjtnant.

    Jeg fik tildelt nummer 2 hestene. Den ene en jysk hingst, gal spetakkel, jeg havde ingen uheld med den. Der gik en maaneds tid, saa kom en anden til at køre nummer 2. jeg kom til alt mulig arbejde. Der var to elever, da jeg kom, de blev der en tid. Dem kunne jeg ikke sammen med. Svendsen hed forvalteren, jeg ved ikke om han og løjtnanten lagde saadan mærke til mig, men jeg syntes selv, at hvor jeg var med, blev der noget bestilt. Der var 12 karle og 16 daglejere. De to elever rejste først i det nye aar. Hen i  Februar maaned blev jeg ikke mere sat i arbejde som de andre, jeg tog en haand i med, hvor jeg saa det gjordes nødvendig, fik befalingsret over folkene.

    Løjtnanten var meget optaget af at faa en bogføring over alt hørende til gaarden. Denne bogføring voksede ham over hovedet. Han skulle ogsaa pleje selskabeligheden, saa sendte han en kostbog over til mig. Jeg skulle føre. Paa avlsgaarden var 50 personer til kost om vinteren, om somren nogle flere, paa slottet 16 personer, det skete, at kostbogen  viste 72 personer. En tid efter fik jeg kornregnskabet, en del fra kostalden med mere. Vi havde mejeri og omegnens gaarde leverede mælk til dette. Skrivearbejdet tog til, jeg gik ind paa mit kammer, der var skrivebord. Møbleret pænt. Udsigt til gaarden, naar det passede mig ogskrev tal. Hver Fredag aften var jeg hos løjtnanten, han fik ugens tal. Han gav soda conjak og cigarer. Han var altid herren, jeg tyendet.

    Nu kom det mig til gode, jeg havde været underkorporal, jeg kunne skrive pænt og regne det, der forlangtes. Løjtnanten saa nøje paa, at det skrifftlige arbejde var udført ordentligt, var der en fejl ved sammentællingen, var han ikke god. Der var og blev ved at være et godt forhold mellem løjtnanten og mig. I det store og hele var der et godt forhold paa garden. Lidt med arbejde, rigelig med mad og god mad. Det var ikke noget Gyldholm (en bog af Skjoldborg).

    Jeg ved ikke hvad der gjorde det, men jeg kunne mærke, jeg var vel lidt. De gamle daglejere var glad for mig og jeg foe dem, de gav mig ofte vink om ting, jeg mente var saa lige til men dog havde noget ved sig, som jeg ikke kunne se. For eksempel vi havde en eng, der var slaaet, nu skulle høet rives. Om formiddagen var jeg i engen for at tage syn paa høet, jeg kom til det resultat, det kan rives i eftermiddag. Høet var dejlig tør og levende efter min mening tjenlig til at stakkes. Jeg mødte et par af de gamle, fortalte dem, at i eftermiddag skal vi rive hø i engen. Nej Gunner det gaar ikke, jo det er udmærket tjenlig til stakning. De fastholdt deres nej, jeg maatte have forklaring. Det er marskhø det skal ligge meget længere end andet enghø, saa snart solen lade være at skinne paa det, bliver det klam og tung. Vi kom ikke til at rive hø før flere dage efter.

    Husjomfruen kunne komme ind og gøre mig selskab, naar jeg ene sad og spiste. Hun var 54 aar. Husholdningseleverne kom med en ekstra bid, naar den gamle ikke saa det. Mejersken sagde, vil du med mig ind at faa en smule varme. Godsejeren kunne spørge, han var nem at svare, han svarede selv.

    Hen paa somren en aften, jeg var hos løjtnanten, ytrede han sig med, jeg skulle søge at faa nogen teoretisk uddannelse. Jeg mente, at jeg ikke kunne faa raad til det. Han talte noget om, at han kunne hjælpe, nogen bestemt udsagn var det ikke.

    Jeg blev fæstet for det andet aar løn 300 kroner, det var samme løn som forkarlen. Til September samme aar som jeg kom til Steensgaard, skulle jeg møde til manøvre i Fredericia. Da jeg blev  peremiteret den 3. Oktober havde jeg nogle dage fri, var hjemme at besøge mine forældre og søskende. Marie tjente i Kannerup, hende besøgte jeg først.

    Hjemme fortalte jeg om hvor godt jeg havde det og om løjtnantens ord, om at jeg skulle søge at faa nogen teoretisk undervisning. Fader kunne godt forstaa det, men sagde ingenting. Nogle dage efter jeg var kommen hjem til Langeland, fik jeg brev fra fader. I dette stod, hvis du kan faa festemaalet hævet, vil vi betale et ni maaneders ophold paa Tune Landboskole. Paa Landboskole, jeg kunne næppe fatte det. Jeg ind til forvalteren og fortalte om tilbuddet fra mine forældre, bad om at faa fæstemaalet hævet. Nu skete det, jeg ikke havde ventet. Han ville ikke give mig fri, ikke for alt. Jeg talte med løjtnanten om det, han kunne ikke give mig lov, men gaa op til min fader og spørg ham, og jeg skal tale med fader, saa faar du nok lov. Jeg gik til godsejeren, der var ikke noget i vejen, jeg var flink og saa videre. Vi vil have dem igen til 1. August. Det lovede jeg og takkede. Senere fik jeg at vide, at fader ovre ved Pedersen, Borupgaard og spørge ham til raads. Pedersen havde svaret, det er rele bedre end 1000 kroner i arv, saa vidste mine forældre hvad de ville.

 Tilbage

Tune Lnndboskole.

    Tune Landboskole begyndte sin undervisning for skoleholdet 94 og 95 den 3. November.hvad undervisningen gik ud paa, havde jeg kun ringe mening om. Kemi vidste jeg, at det var noget apotekerne havde med at gøre, at der var kemi i landbruget, nej, det vidste jeg ikke. Selv synes jeg, at jeg gjorde min flid i alt for at følge, faa saa godt et udbytte som mulig for de mange penge, mine forældre ofrede paa mig.

    Paa det værelse jeg kom til at bo kaldtes sønderleden, det største paa skolen. Kammeraterne var sønderjyder, paa en nær, Grekersen fra Varde egnen. Det var første gang jeg kom i berøring med vort folk syd for grænsen. Nogle dage efter vi var kommen, blev Dannebrog hejst. Vi var nogle stykker, derstod ved, deriblandt tre sønderjyder, som taarerne løb ned af deres kinder. De havde aldrig set Dannebrog gaa til tops. De var danskere men skulle være tyskere. Fra aviserne vidste jeg lidt om forholdene i Sønderjylland, men med samvær med disse sønderjyder fik jeg mere forstaaelse af hvordan de levede under fremmed herredømme. En af de, Jens Høier fra Øster Linnet, havde været tysk soldat i tre aar. Ved genforeningen da kongen red over grænsen, bød Jens Høier kongen velkommen til det gamle danske land. Jens Høier blev landstingsmand, ridder af dannebrog .

    Om julen vi rejste hjem paa juleferie, var trafikken stor som altid ved højtiderne. Vi var en mængde fra skolen, der rejste samtidig med Jylland som maal. Vi tog med fra Roskilde. Jeg kom ind i en kupe. Der var ingen gennemgangsvogne dengang. En mand med kone og børn kom efter, nogle klemte sig imellem, saa mand og kone blev skilt fra hinanden, det opdagede jeg fra kupedøren, fik gjort lidt plads, konen og børnene kom ind. En kammerat fra skolen gjorde vrøvl, at saa mange kunne der ikke være i kupeen, det var møntet til mig, fordi jeg fik familien samlet. Jeg trøstede og fortalte ham, at alle gerne ville hjem til jul, og naar vi magede os lidt, kunne vi godt være her. Min kammerat faldt i ro. Manden takkede mig forden hjælp jeg havde ydet dem ved indstigningen. Ved Nyborg var jeg ogsaa først kommen ind i kupeen, saa mine rejsefæller, familien, tog imod deres rejsetøj og hjalp dem ind. I Fredericia kom vi tilfældig ind i samme kupe. Da vi kom forbi Horsens blev vore billetter taget. Familien skulle lige som mig til Hovedgaard. Nu vi havde rejst hele rejsen sammen fra Roskilde, ville jeg nok vide, hvem de skulle gæste paa Hovedgaard egnen. De skulle til Kattrup præstegaard og holde jul. Manden var en broder til fru Møller. De fik at vide, at jeg ogsaa var fra Kattrup. Dagen efter fik jeg en hilsen og tak fra præstens, fordi jeg havde været saa hjælpsom overfor deres gæster under rejsen.

Sidst paa vinteren modtog jeg brev fra forvalteren. Han meddelte, at han skulle overtage møllegaarden og møllen i forpagtning, det var tillige bestemt, at naar jegtil August kom tilbage, skulle jeg overtage hans plads. En tid efter fik jeg brev fra forkarlen, det blev ikke til noget med forpagtningen. Det var tjenerens skyld. Forvalteren og tjeneren kunne ikke sammen. Den dag, forpagtningskontrakten skulle skrives, brød godsejeren af, lille Svendsen, jeg har ombestemt mig, møllen faar de ikke, men jeg vil give dem en rigtig god anbefaling. Tjeneren var den stærkeste.

    I midtsommeren var der stort dyrskue i Roskilde i to dage. Det var Sjællands samvirkende Landboforeninger, der holdt fællesskue, Tune Landboskole afgav sekretærer til at virke ved det forefaldende skriftlige arbejde. Jeg var en af dem, der blev udtaget til dette hverv. Dagen før mødte vi paa Landboforeningens kontor hos konsulent Brink Larsen, og det os anvist hvilket hold dommere vi skulle assistere. Jeg blev sat til raadighed for dommerne over de lette heste.

    Der var tre dommere, den ene, en godsejer Gryner førte mest ordet. Der var indmeldt over hundrede numre i dette hold. Bedømmelsen begyndte tidlig paa dagen. Jeg fik min plads bag i teltet med front mod banen med en opslaaet protokol foran mig, i denne skulle bedømmelsen af hver hest nedskrives. Paa skolen havde vi haft hestens ydre, haft praktisk bedømmelse af hesten, jeg vidste hvordan rækkefølget i bedømmelsen skulle være. Fra Landbohøjskolen skulle komme en mand og hjælpe dommerne. Dommerne traadte i funktion til den bestemte tid. Hjælpen fra Landbohøjskolen var ikke kommen. Det første katalog nummer kom frem paa banen mod de herrer dommere, standsede foran dem, blev presenteret, beset. Bedømmelsen tog sin begyndelse. Resultatet de kom til var vel rigtig nok. Nu skulle bedømmelsen føres til protokols. Der var ingen af de herrer, der kunne forme bedømmelsen og afgive den i diktat til mig, saa der blev mening i den, jeg maatte forme noget om paa det. Det næste nummer frem, det samme gentog sig. Dommerne kunne ikke forme en redegørelse af deres dom. Jeg blev meget betænkelig, ytrede noget, i det samme kom hjælpen fra Landbohøjskolen, en dyrlæge Opperman, lærer. Han satte sig nær mig, dikterede, nu gik det godt. Bedømmelsen blev taget i den rækkefølge, som vi havde lært i hestens ydre. Dyrlægen hørte paa dommerne men ikke efter dem. Bedømmelsen blev som han dikterede mig.

    Omkring middagstid skulle der spises frokost. Kongen var kommen og sammen med ham skulle dommerne deltage. Den ene af dommerne bad mig deltage, jeg vægrede mig, han opfordrede atter, jeg sagde nej. Den tanke foer i mig, skal du selv betale, det har du ikke raad til.

    Hen sidst paa eftermiddagen var vi færdige med bedømmelsen. Jeg var træt og sulten. Paa højskolehotellet havde vi bestilt mad og betalt det dagen i forvejen, nu vi kom, var der ingen plads, jeg fik ingen mad, maatte et andet sted hen, hvor jeg fik kaffe, efter den middagsmad begyndte skrivearbejdet igen. Ud paa aftenen kunne jeg ikke mere. Da kom der en mand til mig og meddelte, at han skulle hjælpe, hvor det gjordes nødvendig, han kunne se, at her gjordes det. Han var skolelærer ude fra landet. Saa tog han fat, jeg hvilte mig, jeg fik en konjak og soda, det stod til fri behag. Længere ud paa aftenen blev jeg kaldt op til dommerne. Præmieliste skulle skrives og sendes i trykken. Da den kom tilbage fra trykkeriet, blev den gaaet igennem af skolelæren, rettet for de stavefejl, jeg havde begaaet, der var nogle navne og bynavne, der var stavet forkert. Der faldt ikke spor bemærkning til mig for fejlene. Nu var arbejdet endelig slut. Klokken var cirka 2. Der var ingen af mine kammerater der tilnærmelsesvis havde saa meget skrivearbejde som mig. Dagen efter var vi fri og kunne se paa de udstillede dyr. Kom hjem til skolen ved aftenstid.

    Et par dage efter kom en af lærerne med 10 kroner til os hver og tak fordi vi havde rygtet hvervet tilfredsstillende. Det var den eneste gang, jeg har været noget ved et dyrskue.

    Om sommeren fik jeg paa skolen en ny sidemand og læsekammerat, Niels Christiansen, Lystrup per Allingaabro. Han var stille i sin maade at være paa, men velbegavet. Vi to kunne saa prægtig læse sammen. Vi sluttede os nær, fulgtes ad ude. I Københavnofrede han en dag paa mig for at vise mig rundt. Han havde aftjent sin værnepligt derovre.

    Da vi rejste fra skolen den 1. August, bad han mig erindre vort ophold paa Tune Landboskole ved at skrive til ham. Jeg skrev til ham i over 20 aar. Dette kammeratskab kom til at gribe dybt ind i mit liv og min fremtid.

    Altid har jeg været flink til at skrive hjem til mine forældre. Fader havde nær til pennen, saa jeg var med i alt, der berørte hjemmet og omegnen.

    Før jeg rejste til Langeland blev det bestemt, at jeg skulle hjem til November og Søren ud at tjene. Det var mit eget paafund. Fader saa vist paa det saaledes, er det det hele, han faar ud af det, at han vil hjem.

    Jeg  mødte paa Steensgaard den 2. August og begyndte, som jeg slap. Der var sket stor forandring. Løjtnanten skulle giftes. Mejeriet var nedlagt. Mælken gik til Andelsmejeriet, nye folk, med undtagelse af de gamle daglejere, som hørte til gaarden. Nogle dage efter jeg var kommen spurgte forvalteren, om jeg atter ville blive et aar. Jeg sagde nej, det er bestemt, at jeg skal hjem til mine forældre. Saa var der ikke mere om det, for de tre maaneder fik jeg 100 kroner. Løjtnanten bad mig skrive i tiden, hvordan det gik mig. Et par aar efter skrev jeg, fik omgaaende et rigtig langt brev fra ham. Han var nu bleven forpagter af Steensgaard Nygaard med mere. Jeg skrev ikke mere, tiden skiller. Den tid paa Langeland hører til min glade ungdom.

 Tilbage

Fader og min virken.

    Fader var født i Kattrup den 10. April 1844. i daaben fik han navn efter hans morfar Rasmus Peder i Herskind ved Hammel. Fader var to maaneder ældre end mor. Det skal være, som jeg vil, jeg er den ældste,sagde han til moder. Fader blev af de ældre kaldet Rasmus Peder Løv. Bynavnet i tredje led, som ældre faldt Løve navnet væk fader havde aldrig opholdt sig uden for Kattrup, med undtagelse af den tid, han var Dragon i Aarhus. I 1870 var han med sit regiment ved grænsen og indkvarteret paa Koldinghus. Tyskland og Frankrig førte krig.

    Det første jeg erindrer om far var, at han stod i en drængrøft vest for gaarden. Før moder kom til Kattrup, havde de begyndt at dræne. Nogle unge mænd var af det Kongelige Danske Husholdningsselskab sendt til England for at lære dræningen. Jørgen Jakobsen, Ørbæk, var en af dem(broder til JakobserneiMøballe). Ved disse unge mænds vejledning fremstod mange drænmestre. De lave steder blev afledet for vand, de steder, der ikke var paaført mærgel, fik nu. Den højere liggende del af marken blev ogsaa afvandet, nu blev jorden saa nogenlunde ensartet tør til foraarsbehandlingen. Fader var ihærdig med dette arbejde, blev færdig hen i halvfjerdserne. Efter dette arbejde var det kun at pløje og harve, saa og høste, der var ikke saadan noget nyt, der indfangede interessen.

    Afgrøderne blev ringere eftersom de kom længere fra mærglingen, denne havde udløst den gamle kraft af jorden. Gødningen, der blev samlet om vinteren var lidt, om sommeren slet intet, daarlig gødning. Køerne blev fodret simpel. Da smørsalget begyndte, blev der købt lidt rapskager, lagt til den malede sæd for at køerne ikke skulle blive sene ved indbindingen. Kælvetiden var foraaret. Det var først da vi begyndte at levere mælk til mejeriet, at fodringen blev bedre, for nu blev hver pund mælk betalt med penge, alle fik lige stor pris. Naboer begyndte at presse hinanden med at levere mælk. Efter udbetaling fra mejeriet blev der talt om, hvor mange mælkepenge den og den fik, var der en, der i forhold til andre fik mere, mentes der, han maa da købe meget korn, og der taltes frem og tilbage, om det kunne betale sig.

    Fader havde ingen gæld takket være moder. Fader købte jord til, det hjalp for saa vidt, at der vedblivende kunne holdes den samme besætning. Der gik nogle aar, atter købtes der jord til, men uden at besætningen blev forøget. Det var i alt 6 tønder land. Jordens ydeevne gik saa sikkert tilbage. Fader kunne se det, havd skulle han gøre for at det kunne blive bedre. Fader spekulerede, jorden maa have mer hvile, marken blev lavet om i en timarksdrift. 1 brak, 5 med korn, 4 med græs. Der blev brak efter grønjordsharve. Brakken blev pløjet tre gange i løbet af sommeren, blev harvet rigtig ofte. Rodukrudtet fik for megen magt imellem pløjningen. Følfod tog stærk overhaand. Der var selvfølgelig mest følfod i udlægshavren, det bevirkede, at kløver og græs blev trykket stærkt i opvæksten. Rodukrudtet tærede paa jorden, der blev endnu mindre næring til kulturplanterne. Jorden blev for hvert aar mereogmere udpint og uren. Indtægterne blev smaa.

    Faders sædefølge var vel et af de daarligste. Dem, der havde en syv eller otte marksdrift, deres marker blev ikke saa urene. Brakken kom hurtigere. Ukrudtet fik ikke saa stor magt i udlægshavren. Kløver og græs kunne bedre klare sig. Saadan blev markerne dyrket der paa egnen til omkring aarhundredeaarsskiftet.

    Sidst i firserne blev der talt og skrevet meget om rodfrugtavl. Vi maa have dem i brakken, de maa ikke tages paa kornets bekostning. Folk talte om roer. I blde blev skrevet, foredrag blev holdt. Det hele var famlende, men havde nyhedens interesse. Den første mand i sognet, der begyndte med roer i det større, var Hviid Møballegaard. Energisk landmand. Hviid holdt op igen. Der kan vi se, naar Hviid holder op, saa maa der ikke være noget ved det. Paa Borupgaard havde vi en halv vang 25 tønder land med roer, vi kravlede paa knæerne og tyndede med fingrene. Paa Stensgaard var der ikke roedrift, nogle faa tønder land med gullerødder. Godsejeren spurgte forvalteren, hvad er der saaet, gullerødder, de er saa gode til hestene, er de det. Ved de hvad jeg vil sige dem, lille Svendsen, kan vi ikke faa syltetøj til maden, kan vi undvære det. Der blev talt meget om rodfrugtavl, næsten mer end om politik.

    Da er det, at jeg paa Tune Landboskole fatter den bestemmelse, du maa hjem at hjælpe. Der havde jeg faaet forstaaelsen af hvordan sagen skulle gribes an, lyst og mod. Under sædeskiftets behandling paa skolen, laa jeg planen for det fremtidige sædeskifte til marken derhjemme.

    Fra Langeland kom jeg hjem den 3. November 1895. Søren var dagen i forvejen rejst til Kejlstrupgaard. Fader havde været syg hele efteraaret. Søren var da ene om alt arbejde. Efteraarsarbejdet var meget tilbage. Nu kom jeg hjem for at tage fat og det med en god vilje.

    Om vinteren talte jeg med fader om det nye, jeg havde lært paa skolen. Brakmarkens behandling, ukrudtets bekæmpelse, sædekornet, græsfrøblandingen, gødningen og ajlens opbevaring. Endnu var der ingen her paa egnen, der havde aljebeholder. Det ny sædeskifte. En skematisk fremstilling af sædeskiftet af hvordan overgangen fra det gamle til det ny skulle foregaa.

    Rom blev ikke bygget paa en dag. Fader gik heller ikke med saadan med det samme. Om foraaret fik jeg lov til at behandle jorden til sæden, den kom udmærket op,mere kunne jeg ikke gøre for at forbedre afgrøden. Brakmarken fik jeg lov til at tumle med som jeg ville. Den blev pløjet første gang i første halvdel af Maj, fik mindst fire pløjninger i løbet af sommeren. I høsten begyndte vi at skraldepløje efter som kornet kom hjem. Fader kunne forstaa, at dette var den rigtige maade at faa rodukrudtet væk. Sommeren 97 byggede vi ajlebeholder. Fader gav lov til et lille stykke roer. Nu stod vi der, ingen redskaber hverken til at saa eller rense med. Paa Tune Landboskole havde de en lille saamaskine, som en mand med lethed kunne skyde foran sig, bagefter gik der en mand med en trillebør for at trykke jorden fast om frøet og markere hvor rækken var.

    Jeg ville saa paa flad jord, da havde jeg større sikkerhed for, at frøet spirede og kom jævnt op. De enkelte større gaarde, der havde begyndt med rodfrugtavl, kammede jorden op med plov, ofte blev roesaamaskinen bunden bag i ploven, saa frøet kunne blive lagt i fugtig jord. En saamaskine som den paa Tune kostede 75 kroner, nej saa mange penge ville hverken far eller jeg af med. Efter tegning fik jeg en kasse lavet hos en blikkenslager træarbejdet lavede jeg. Jeg havde været lidt ved snedkeriet. Nu havde vi en roesaamaskine, den lagde frøet jævnt. Trillebøren blev kørt i saarillen. Frøet løb hurtigt op, stod godt. Ved rengøring brugte jeg et skuffejern et par gange. Vi fik dem tyndet og renset med en laant radrenser. Der blev nogle mægtige roer. Tornips. Arealet blev vel 4 skp. Land, der blev 40 læs i kassevognen.

    Nu skulle der fodres med roer, men nu ville jeg ogsaa have kager til køerne. Fader sagde, det er udgift det hele og meget mere arbejde. Moder holdt med mig. Køerne gav meget mælk efter indbindingen. Ved juletid var roerne forbi. Indkøb af kager forlangte jeg ikke igen. Køerne satte mælken. Vi skulle sparet lidt paa roerne sagde far. Saa havde du ingen virkning set, var mit svar.

    Aaret efter i 1898 ville fader vi skulle haft en lignende stykke, det satte jeg mig imod. Jeg ville ikke være med, før vi fik en hel vang. Fader sagde ikke mere. Brakken blev behandlet, som jeg begyndte. Skrælpløjning ligeledes. Vi laante en Rudolf Sæks dobbeltplov paa Overby Nedergaard. Da fader havde pløjet med den en dag, blev han saa glad fordet arbejde, den udførte, at han dagen efter kørte til Horsens og købte en saadan dobbeltplov.

    En dag efter høst sagde jeg til fader, du maa hellere fæste en karl til November eller lade Søren komme hjem igen. Jeg synes, mit arbejde er spildt, hvis du ikke gaar med til, at vi faar en vang med roer og staldfodring. Fader sagde ikke noget. Nogle dage efter trak han den første plovfure i tre aars græsmarken. Fader havde givet efter. Jeg tror, han selv var glad for sin eftergivenhed. Han fik saa travlt med at pløje, nu skulle der pløjes to skifter med grønjord dette efteraar.

    Om kunstgødning fortalte jeg fader, at vor jord var særlig fattig paa fosforsyre. Dengang var kunstgødningen endnu ikke kommen under lovens kontrol. Købte man kunstgødning ved omrejsende agenter var man udsat for at blive bedraget. Ved købmanden var vi mere sikker paa at faa det indhold, vi betalte. Fader gav lov til, at vi fik nogle faa sække 9% fosforsyre. Vi købte det af købmand Laurits Nielsen, Hovedgaard station. Han havde det ikke. Folk købte ikke superfosfat. Han var købmand. Jeg skal nok skaffe eder det til den dag, er der ikke flere, der vil have noget, saa jeg kan faa det hjem samtidig, det tror jeg ikke, men den tid vil komme, mente jeg. Vi fik fosforsyren, fik den saaet paa et stykke jord, hvor der var syv agre, den midterste ager fik ikke. Det gav meget synlig udslag i voksetiden, den ager, der intet fik, var bag efter. Da vi tærskede havren, var der flere fold i det, der havde faaet kunstgødning. Fader ville godt give kunstgødning næste aar.

    Sommeren 1899 havde vi den første vang med roer (Fruenstofte). Der blev saaet en del kaalrabi, en del runkelroer og en del turnips. Tynningen maatte ikke komme samtidig for det tog meget tid. Kaalroerne blev saaet først i Maj, runkelroerne midt i Maj og turnipsene først i Juni. Det hele var saaet paa flad jord, kom hurtigt op. Vi havde faaet en radrenser, der kunne bruges imellem rækkerne. Roerne blev holdt rene. De der færdedes på vejen forbi, saa paa stykket, det var som et stykke velplejet have. Fader og moder blokkede ud med jern, Marie, mig samt en dreng kravlede paa knæerne og tyndede med fingererne. Roerne dækkede hurtigt rækkerne. Folk saa det. Folk talte om Rasmus Peders roer, ingen havde set saa velplejet stykke.

    Da efteraaret kom, vi fik dem kørt i kule, var fader glad. Jeg saa far og mor betragte den mængde, det var noget nyt. De saa glad efter mig.

    Der taltes om landbrug mer end politik. Der taltes om roedrift, staldfodring, kunstgødning, hesteavl med mere. Nogle naboer og genboer var samlet, vi talte om kunstgødning, ytrede jeg, om nogle aar vil der køres efter ligesaa meget kunstgødning, som der nu køres efter kraftfoder. Det blev der leet af. De mente, jeg brugte for store ord.

    Hesteavlen havde faaet interesse paa egnen. Markedet begyndte at spørge efter sværere heste. For Horsens omegn blev der oprettet en hesteavlsforening. Den købte en hingst hos Christian Jensen i Tørslev Rougsø Herred. Hingsten var falden efter Ølgod, som nogle mænd var fælles om. Den var opstaldet hos svigerfader Ole Christiansen, i Tørslev, i 16 aar. Horsensegnens ny hingst hed Holger Danske. En svær, dyb og bred hest, lidt lang af ryg, med foie og lodne ben, daarlige hove, var ringskoet.

    Valdemarhesten havde i en aarrække været den førende, der var mindre masse i den end i Ølgoderne men god bygning, sunde ben og god bevægelse. En Valdemarhingst tilhørende Niels Pedersen, Høgstedgaard i Bjerge Herred fik kongepræmien ved den store verdensudstilling i København 1888.

    Niels Pedersen forbavsede verden med at holde hingsten i en pris af 25000 kroner kontant. Valdemarsstammen og Ølgodsstammengav den salgshest, markedet forlangte. Udførslen af heste var i stigning.

    Horsens egnen købte atter en ny hingst. Aldrup Munkedal, rød med lys hale og manke. Som individ var den mere end Holger Danske. Hopperne efter Holger Danske, parret sammen med Aldrup Munkedal gav et fortrindelig avlsdyr. Mange hingste blev solgt fra Horsens egnen ud over Jylland. Efter nogle aars forløb var Aldrup Munkedal bleven stamfader til den gode jyske handelshest, den som markedet forlangte.

    Et aarstid efter,jeg var kommen hjem, kom det paa, at vi skulle købe en hest. I en gaard ved Tebstrup var en hoppeplag til salg. Moderen var optaget i stambogen, faderen Standby Munkedal, Skanderborg. Plagen havde jeg set et par gange. Fader og mig kom kørende fra Skanderborg, kørte ind i Tebstrup for at se plagen. Den blev trækket ud af stalden, saa daarlig ud, nærmest mager, langhaaret, et rigtigt lag møg paa laarene og under bugen. Den præsenterede daarlig, det gav anledning til at spørge, den er vel frisk, i det samme slog den op til tagskæget med saadan en kraft, at svar paa spørgsmaalet var overflødig. Fader spurgte om prisen. Dagen efter var fader i Tebstrup og købte hoppen. Prisen husker jeg ikke. Vi fik den hjem. Fader var vel tilfreds med hoppen, at den var lidt over det almindelige, kunne han ikke tro. Jeg ville, den skulle til hoppekaaring om foraaret. Fader syntes ikke om det. Vi skulle desuden være medlem af en hesteavlsforening, det kostede al sammen. Aldrup Munkedal havde jeg set, talte med fader om, at melde os i Horsens Egns Hesteavlsforening. Vi fik at vide, at det kostede 75 kroner for at komme med der, saa lod vi den tanke fare.

    Nogle mænd arbejdede paa, og vi fik stiftet en hesteavlsforening, Hovedgaard Omegns, i denne blev vi indmeldt. Om foraaret var der hoppekaaring i Hovedgaard. Statskonsulent Jensen, konsulent i jysk hesteavl, var mødt for at udtage de hopper, der var værdig til at komme i stambogen. Fader lod mig tage af sted med hoppen. Nu var den ikke saa daarligt plejet, nej, den var velplejet paa alle maader. I dagens anledning havde fader givet den en særlig omgang pudsning. Fader kunne strigle en hest, havde været dragon. Nogen tiltro til et godt resultat havde han ikke. Indmeldingen kostede en krone, det kunne overkommes, blev hoppen kaaret, tre kroner til, dem ville han gerne give, naar saadan et resultat naaedes.

    Der var mødt 30 hopper. Der blev kun kaaret tre, deriblandt vores, som tillige kom til at staa som den bedste. Der var mødt mange interesserede landmænd. Der udtaltes, at vor hoppe var en særdeles lovende plag. Hoppen fik kaaringsmærket indbrændt paa det ene laar. Saa var kaaringen forbi, jeg trak hjem, selvfølgelig var jeg baade glad og stolt af udfaldet. Fader og moder var gaaet udenfor gaarden at tage imod mig, de var saa spændt. Da de saa og hørte resultatet, blev de rigtig glade.

    Et aars tid efter kom der nogle herrer kørende i lukket vogn ind i gaarden, de ville tale med fader, købe hoppen. Fader sagde, den vil vi ikke sælge, de 2000 kroner, fader studsede, vi maatte tænke over det i et  par dage. Jeg mente vi skulle sælge, vi kunne faa mindst 1400 kroner fri. Disse penge kunne vi med stor nytte anvende andre steder. Jeg mener, moder saa ligeledes paa det. Fader sagde, nu har vi hoppen lad os beholde den. Det blev som fader ville, hoppen blev ikke solgt. I flere aar fik den anden præmie i Horsens. Den gav godt afkom. En del aar efter jeg var rejst hjemmefra, blev den solgt. 14 aar gammel, pris 1000 kroner.

 Tilbage

Politik

    I mit hjem blev der talt politik, jeg syntes, at det samtaleemne var det største. Medens bedstefader var mand, holdtes der avis, det var bedstemoder der ville. De fik avisen sammen med skolelæreren i Overby.

    Bedstefader var med i den udvikling, grundloven af 1849 førte med sig. Hoverists afskaffelse, den almindelige værnepligts indførelse. Før var det kun landbostanden, der afgav mandskab til hæren. Borgerstanden var fri, ligeledes præste og degnesønner var fritaget. Tiendeydelsen omsat i penge eller korn i stedet for i kærven fra marken. Fæstegaarde til selveje eller arvefeste. Disse landbolove sammen med handelens opsving, jordens grundforbedring, bevirkede en stigende velstand, som ikke før havde været kendt.

    Den almindelige landbefolkning, som kunne se længere end til byens led, var bange for, at disse goder skulle blive inddraget igen. De var bange for herremanden, de mindedes hvad deres fædre havde lidt under enevælden. Kong Christian den IX var bleven konge, ingen kendte ham, de mente, han var Tysksindet. Han kan ikke tale dansk, sagdes der, nej ham kan vi ikke vente noget godt af. Grundlovsforandringen i 1866, syntes de, pege i den retning, at bondens frihed atter skulle indskrænkes.

    Sognene paa min hjemegn, Kattrup, Hylke, Taaning og flere havde hørt under Skanderborg slot, men blev af kronen solgt til sognene, hver sogn betalte 14000 rigsdaler. Det var omkring ved 1760 under Kristian den VII regering.

Bedstefader, der var født 1810 har aldrig talt om fæstegaarde eller hoveri, alle bønderne i de sogne var selvejere. Han talte meget om udstykningen. Da sognene blev købt fra Skanderborg Slot, var der jordfællesskab. Derimod talte han om hoveriet i Hasherred, i Hansted ved Horsens.

    Ved at bønderne var bleven selvejere saa tidlig, bevirkede at der igennem et halvt aarhundrede har været noget, som en gammel økonomisk kraft, det kan ses af de bygninger, der blev opført omkring ved 1800 og op efter. De var større, solidere opført end hvor de blev ved at være fæstere. Der blev plantet om gaardene, og der var gammel sølv, der gik i arv.

    Efter 64 krigen opstod der højskoler, hvor landboungdommen kunne faa skolekundskaberne opfrisket og udvidet, der blev givet saadan en mere aandelig udsigt. Paa skolerne blev der vel ikke lært politik, lærerne bar dog de ideer frem, som var oppe i tiden. Friheden af 1849 blev prist og besungen.

    To formaaende mænd paa egnen, Niels Knudsen, Karetmøllen (Tingstedholmsmølle) og kromand Faaborg Tebstrup kro, begge to var de indvalgt i Rigsdagen, de var naboer. De to mænd fik en Højskole stiftet i Gedved. Som forstander blev antaget en præstesøn fra Fyn, Peder Bojsen, han var uddannet som landinspektør.

    P. Bojsen blev Horsens egnens fører i over 40 aar. Emil Bojsen, en broder, blev redaktør af Horsens Folkeblad i en aarrække.

    P. Bojsens  Højskole voksede sig hurtig stor. Omkring ved 1870 oprettede han Seminarium. Efter nogle aars forløb blev Højskolen nedlagt. En saadan aandens anstalt satte sit præg paa sin egn.

    Gedved Bojesen interesserede sig levende for landbruget. Han skrev artikler, holdt foredrag. Han havde flere gange sæde i Rigsdagen. En tid var han sogneraadsformand. Fader var medlem. Fader beundrede Bojsen. Han kunne skrive forhandlingsprotokollen samtidig med, han fortalte om forhandlingerne i Rigsdagen.

    I 1875 blev Estrup Konsejlspræsident, kongens førsteminister. I dette ministerium var der fire godsejere. Dette ministerium ville ikke bonden noget godt. Det forlangte paa finansloven et aarligt beløb til Københavns befæstning. Dette ville Venstre i folketinget ikke gaa med til. Rigsdagen blev opløst og udskrevet nyt valg i foraaret 1876. venstre gik stærk frem, sad inde med 2/3 af folketingsmandaterne. Samme lovforslag blev fremlagt i vintersamlingen, men blev nedstemt af folketinget. Den 1. April 1877 kom den første Provisoriske finanslov. Der taltes om skattenægtelse, det blev dog ikke til noget.

    Det var landboer, der stemte Venstre. Det var deres fædre, der havde trællet under Herremandens aag. Borgerstanden, embedsstanden og større properitærer stemte sammen med højre (Godsejerpartiet). Borgerstanden havde ikke prøvet, at gøre hovarbejde. Ridefogedens pisk, træhest, hundehul og meget mere. De havde været fritaget for værnepligten, havde ikke prøvet at løbe spidsrod og de lidelser, som landboungdommen maatte lide under i en ofte treaarig tjenestetid. Herremanden kunne mage det saadan, at de kunne holdes ved værnet i atter otte aar, naar han var bange for at faa manden hjem til godset.

    Borgerstanden betragtede sig højere i dannelse. Bonden var til for borgernes skyld.

    Den 25. Juni 1884 var der rigsdagsvalg, efter dette havde Venstre 83 folketingsmænd af de 102. højre stod med 19, efter K. Berntsen. I 1885 fik vi atter en provisorisk finanslov. En bølge af harme vældede ud mod regeringen. Der blev oprettet demokratiske foreninger, hvert medlem betalte tre kroner i kontingent om aaret. For en del af disse penge blev købt rifler. Horsens egnen købte 400. de kom til toldboden, der blev de konfiskeret. Nu begyndte skattenægtelserne. Bojserne, som var vore førere, de laa slagplanen. Herredsfogeden pantede for skatter til staten. Skatteyderne protesterede, efter grundlovens paragraf 49 maa skatter ikke opkræves, naar finansloven ikke er vedtaget. Denne protest blev udviklet saa lang saa lang. Herredsfogeden skulle føre den til protokollen, dette tog tid, paa den maade kunne der kun udføres panteforretninger om dagen. Saa slog øvrigheden bom for dette.

    Til at begynde med kunne skattenægteren selv anvise pantet, det var noget ragelse, der blev anvist til pant. Da der atter blev pantet, bestemte øvrigheden selv, hvad der skulle stilles pant i for skatten, nu blev der skrevet værdifulde indbogenstande. Til slut i denne skattenægtelsestid blev der pantet i besætningen og skattenægteren skulle føre dyrerne til købstaden, hvor de blev opstillet paa ejerens regning og risiko. Nu lod befolkningen være, det kunne ikke nytte, de kunne ikke staa sig mod øvrigheden, den havde magten.

 Tilbage

Den første panteaktion.

    Den første panteaktion blev holdt i Tvingstrup. Det udpantede gods var bragt dertil. Mange mennesker var mødt. Af øvrighed var der kun en fuldmægtig og den gamle landpoliti Ottesen. Fuldmægtigen åbnede auktionen. Første bud kom fra en borger fra Horsens. Han blev klemt ind i stimlen. Fuldmægtigen begyndte at tale forsamlingen til rette, men saa kom han ogsaa ind i mængden. De blev ikke gjort fortræd, nej, men der faldt selvfølgelig haanende ord mod regeringen. Det var ikke saadan for fuldmægtigen at gøre sig fri. Politi Ottesen stod op paa en tønde, talte fornuftige ord til forsamlingen. Fuldmægtigen kom fri. Auktionen standsede, der var ingen der turde byde.

    Der blev selvfølgelig sunget en del sange og ned med Estrup, Skavenius og Ravn, vil vil ingen revnet grundlov ha i folkets København. Der blev raabt hurra for Jens Busk og leve Bojsen.

    Nogle dage efter blev en del af dem, der var med til auktionen, stævnet til at møde paa tinghuset i Horsens, der kom de i forhør. Om de havde været med til auktionen, om de havde forulempet fuldmægtigen, råbt ned med Estrup, hurra for Jens Busk, leve Bojesen ( Jens Busk var folketingsmand og boede i Aas ved Tvingstrup). De fleste havde ikke ytret sig, heller ikke set eller hørt noget og slet ingen havde set, at fuldmægtigen eller andre var bleven forulempet, disse som slet ikke havde deltaget og næppe været tilskuer ved auktionen, fik lov at gaa. Nogle vedgik, at de havde raabt ned med Estrup, andre havde kun raabt hurra for Jens Busk eller blot Leve Bojsen. De blev idømt bøder. Dem, der havde raabt ned med Estrup og været med i hele skaleen, blev dømt til at betale 50 kroner i mult, andre der havde været mindre aktiv, blev idømt bøder paa 20 og 10 kroner. Bøderne skulle betales med det samme. Ville de ikke betale, skullebøderne afsones i arresten, et døgn for hver 10 kroner. Fader var med til auktionen og var stævnet til møde paa tinghuset, men havde ikke deltaget i noget, der kunne give anledning til dom.

    Nu skulle bøderne afsones, dette maatte ske holdvis, der avr ikke plads i tinghuset til dem alle paa en gang. En bedre forplejning kunne købes hos arrestforvarren. Tiden fordrev de ved samtale, kortspil, de havde det ret hyggeligt.

    Da det første hold blev løsladt, var der mange landboere i Horsens for at tage imod dem. De løsladte var politiske martyrer. Ved det sidste holds løsladelse var der ingen. Ilterheden var bleven afkølet.

    En mand i Tvingstrup, Søren Degn, var dømt til, at betale 10 kroner, sagde ”jeg vil selvfølgelig sidde bøden af, min kone siger, at jeg maa være en lus, hvis jeg betaler”. Søren Degn kom ikke ind, en spøgefugl havde betalt for ham. I spøg maatte han høre, at han var en lus, han havde betalt multen.

    Kampen mod regeringen fortsattes. Ved indkaldelsen af rigsdagssamlingen i Oktober blev den provisoriske finanslov af 1. April forelagt rigsdagen til vedtagelse, men blev ikke vedtaget. Estrup regerede videre, tog de penge han ville bruge til Københavns befæstning.

    Nu skete der dette, at en typograf fik den ide at rydde Estrup væk, skød paa ham med en revolver af lille kaliber. Kuglen prellede af paa en knap paa Estrups frakke. I regeringskredse og i højre blev der stor bestyrtelse. Der forlangtes større beskyttelse for kongen og hans ministre. Der blev af frivillighedens vej oprettet et korps paa hundrede mand til at beskytte kongen, livjægerkorpset. Politiet blev tillagt et Gendarmerikorps. Horsens fik tilstillet 36 Gendarmer 24 til hest, 12 til fods. Disse skulle hjælpe øvrigheden at holde styr paa de slemme Venstremænd. Jeg er saa overbevist om, at der ikke var en, som ville tilkæmpe sig retten ved mord eller blod, dertil var landbobefolkningen for fredsommelig, men de var bange for, at de goder, de havde vundet, skulle blive frataget dem igen.

    Regeringen begyndte at tage haardt fat paa deres modstandere. Berg, Venstres store fører, blev arresteret paa et møde i Holstebro. Da Berg besteg talerstolen havde herredsfogeden taget plads paa denne. Berg erklærede, at han ikke ville tale, naar herredsfogeden sad der. Der var forsamlingsfrihed, at politiet tog plads paa talerstolen var imod forsamlingsfriheden. Et par mænd gik op paa talerstolen, tog paa en lempelig maade i herredsfogeden og førte ham ned. Berg blev for dette dømt til seks maaneders fængsling, de andre to mænd fik mere straf. Berg paadrog sig en sygdom i fængslet, da han kom ud, var han en syg mand. Venstre havde samlet penge sammen til ham, en gave paa 10000 kroner. Fader indsamlede til gaven i Kattrup sogn.

    Pressefriheden blev indskrænket. Den dag, da det skete, mødte Horsens Folkeblad med flere sortmalede spalter.

    Redaktør Bojesen blev ved at skrive imod. Saa fik han en meget stor mult, den blev betalt, atter skrev han imod, blev idømt dobbelt saa stor en bøde. Nu kunne det ikke gaa længere, skrev han atter imod, kom han til at vandre i fængsel. En ny ansvarshavende redaktør blev ansat. Den ny redaktør hed Johansen, der fortaltes, at han var en kendt krybskytte fra Balle Skove. Bojsen blev ved at skrive imod. Den ny redaktør maatte snart vandre i fængsel.

    I 1887 var der ordinær valg. Højre gik noget frem i folketinget. Venstre, landboerne, var ved at blive trætte, der var andre ting, som fangede landmandens interesse. I Rigsdagen blev kampen varig. Finanslovene blev ikke vedtaget før i 1894, da kom der et forlig i stand. Venstre havde delt sig i to partier,det moderate Venstre og Reformpartiet. De moderate Venstre gik sammen med højre og nu fik Estrup efter 9 aars forløb en finanslov. Den periode i dansk lovgivning blev kaldt for visnepolitikken.

    Nu var Bojserne bleven moderate. Hele egnen fulgte deres fører. Efter dette forlig blev som en mildere luftning over Horsens egnen. Naboer kunne nu bedre tale saglig sammen om politik.

    Efter som tiden skred frem, gik det op for landbostanden, at fra herremands partiet havde de ikke mere at frygte. Denne stand kunne nu heller ikke tænke sig, at de gamle tider skulle komme igen.

    I 1884 blev en skræddermester Holm valgt i København, han var den første Socialdemokrat, der fik sæde i Rigsdagen.

    I mangt et bondehjem findes endnu et gruppebillede af Venstres førerer Frede Bojsen, Hørup, Berg, Sofus Høgsbro, og Grev Holstein. (Frede Bojsen, Rodkilde Højskole Møn, broder til Bojsen, Gedved).

 Tilbage

Andelsforetagender.

    Englænderne ville købe vort smør. Kornsalget var helt gaaet i staa, fordi der kunne købes meget billig russisk korn. Dette blev købt til kreaturfodder. Mælkeproduktionen steg. Tyskland begyndte at købe fede svin, som blev sendt levende til Hamburg. Der var tegn paa en opgangstid for landbruget.

(Nu cirka 50 aar efter denne tid, jeg sidder og nedskriver, hvad jeg erindre om tidens udvikling for landbruget, beundre jeg mange af datidens landmænd, hvor hurtig de til at gribe det ny, som kom frem og forstod at udnytte de muligheder, der fremstod. Ja, landmanden tænkte ogsaa paa andet end politik).

Ved køb af billig korn blev mælkemængden forøget. Den skummede mælk sammen med det hjemmeavlede korn gav svinefedningen et godt økonomisk resultat. Handelen og industrien tog mægtig opsving. Der begyndte en indvandring til byerne fra landet. Landboungdommen kunne nemmere faa en levevej i byerne.

    Som jeg før har skrevet om, fremstod andelstanken først i firserne, og denne har faaet et mægtig opsving igennem tiden.

    I denne tid begyndte vi ogsaa at faa et marked i England for vore svin, men i slagtet tilstand. To slagterier fremstod for privat kapital. Holstebro og Silkeborg. Det var vist en udlænding, der anlagde dem, han hed Kopmann. Først paa foraaret 1887 lukkede Tyskland for indførslen af vore svin. landmænd, som den dag var kørt til stationen med svin, maatte tage dem med hjem igen. Omdet var dagen efter, at der var lukket for tilførslen til Tyskland, eller der gik nogle dage, tør jeg ikke sige.

    Men en dag var Gedved Bojsen ude med en artikel i Folkebladet om, at Horsensegnen skulle slutte sig sammen og bygge et andelsslagteri i Horsens.

    Hvor blev der talt mand og mand imellem om dette foretagende. Bojsen talte og skrev, hele egnen fulgte deres fører. Andelstegningen begyndte i Gedved, altsaa indvendig fra og bredte sig til alle sider omkring Horsens. Fader fik andelsnummer 40. Seks uger efter, at Bojsen havde skrevet sin første artikkel i Folkebladet, begyndte opførelsen af Horsens Andels Svineslagteri, og blev taget i brug samme aar 1887.

    Det udvalg, der blev nedsat til at varetage slagteriets opførelse, havde en del bryderier med Horsens bys sundhedskommition  om slagteriets beliggenhed. For transportens skyld skulle det ligge saa tæt paa banegaarden som mulig. Slagteriet kunne ikke faa anden plads end ude i Bygholms enge. Sundhedskommitionen skærmede byen.

    I 1868 blev den ny havn i Esbjerg taget i brug. Da vi begyndte med forsendelse af vore landbrugsprodukter til England, blev de for Jyllands vedkommende afsendt derfra. Da slagteriet i Horsens havde begyndt at virke, begyndte Bojesen at skrive og tale om, at vi skulle bygge to nye skibe, som skulle sejle med vore produkter fra Esbjerg til England. Horsens egnen var med, de fulgte deres fører, men andre steder mødte den tanke modstand. Nogle aar senere var den samme tanke fremme af andre mænd men mødte en modstand, saa det ikke var mulig at realisere den. Modstanden kom fra det førende Dampskibsselskab og handelsstanden.

    I firserne fik Bojsen oprettet en landboforsamlingsbygning i Horsens ”Heimdal”. Den blev oprettet paa aktier a 100 kroner stykket. Fader var ikke med.

    For Horsens omegn var der for mange aar tilbage oprettet et landhusholdningsselskab. Dette selskabs medlemmer var mest godsejere og større properitærer samt en del borgere i Horsens. Det var det reaktionære højre. I dette selskab kunne den almindelige landmand, Venstre, ikke føle sig hjemmme. Bojsen fik en ny stiftet under navnet Horsens Omegns Landboforening. Bojsen blev formand. Den voksede sig hurtig stor, fik antaget konsulent til at lede Landbofroeningens sager og der blev taget mange opgaver op og resultaterne blev til gavn for landbruget. Det gamle selskab blev saa lille.

    Heste og kvægavlen gik stærk frem. Resultater af dette arbejde blev bedømt ved et aarlig dyrskue. Et aar blev dyrskuet overrasket ved, at der paa pladsen over dommernes samlingstelt vajede et meget smukt banner. En gave til Landboforeningen fra kvinder med fru Bojesen i spidsen. Banneret var af silke og broderet med guldtraad. Banneret havde kostet kvinderne foruden deres eget arbejde 1500 kroner. Paa den ene side var regnbuen, paa den en galende hane. Den anden side Hejmdal, der blæser i gjalderhornet. Da dyrskuet var slut, vandrede gæsterne i prosition fra pladsen ind til Hejmdal med banneret højt vajende, holdt af Hesteavlsforeningens hingstepasser ridende paa Holger Danske. To mand, en ved hver side gik og holdt bannerlinerne.

    Mange aar efter, jeg var med til et stor skue i Horsens, det var 1905. Bojsen var ikke mere formand for landboforeningen men æresformand. Paa en aaben plads paa dyrskueterrænnet kom Bojesen gaaende alene, jeg kom tilfældig imod ham, tog hatten af paa militær vis. Bojesen standsede, saa paa mig, jeg blev ved at gaa, jeg hilste paa Bojesen, Horsensegnens fører gennem 40 aar.

   Tilbage

Faders offentlige hverv.

    Da fader var færdig med at dræne og mergle, var det som jeg før har skrevet ikke noget der rigtig indfangede hans interesse. Ja politik var han altid stærk optaget af. Hen i firserne blev han valgt ind i sogneraadet og sad der i to perioder. 10 aar. I Bojesens formandstid var han næstformand og formand for fattigudvalget. Samtidig blev han valgt som kirkeværge.en tid var han formand og kasserer for Møballe mejeri.

   Tilbage

Kirkeværge og altertavlen.

     Disse hverv var han stærk optaget af. Dette som kirkeværge havde nok hans største interesse. Det var 1878 eller 79 Kattrup sogn købte kirken med konge og kirketiende. Den blev købt fra Serritlevsgaard. Slægten Gustow var uddød. Godset blev solgt. Sognet købte kirken med tienderne for 25000 kroner. 10000 kroner betalte sognet selv. Resten laantes af Grev Vedel Borupgaard, senere Vedelsborg. Samtidig blev Ludvigseje købt af den nuværende ejers bedstefader. Den første kirkeværge efter, at sognet blev ejer af kirken var sognefoged Christensen Overby. Efter ham blev fader det i 1886, synes jeg. Pastor Møller var kommen til Kattrup et par aar i forvejen.

    Den første opgave fader fik for kirken udover administrationen var at faa kirkegaarden udvidet. Der kunne ikke lægges en retlinet side til for en bygning, som laa op mod kirkemuren. Et stykke toft blev købt fra bygningens ejer købmand Jens Hviids enke.

    Nu fik kirkegaarden den facon. Fader tog Anders Rasks broders søn Landinspektør Eriksen Odder til at forestaa opmaalingen. For det første var Eriksen af Anders Rasks familie, for det andet var han god Venstremand. En tid i forvejen havde han givet en Gendarm nogle drøje rap af sin stok,bagefter skrev han om det i aviserne. Da det ny kirkegaardsstykke var blevet omdiget og anlagt med gange, blev det indviet som kirkegaard. Fader var paa kirkens vegne med ved højtideligheden. Efter indvielsen blev der talt om, hvem mon der nu bliver den første, som kommer til at ligge i det ny kirkegaardsstykke, nogle sagde, at de nødig ville være den første. Fader havde dertil sveret, at det ville han godt, for jeg ved, at Lise vil ligge ved min side. Saa vidt jeg husker blev den første, som blev begravet i den ny jord en søn af Sognefoged Christensen. Peder Christensen var skolelærer, døde i en ung alder.

    Bedstefader fortalte, at i halvtredserne ( Traps Danmark siger 1855) fik kirken en hovedreparation, nyt overtømmer blev paasat Skibet og Koret, de store vinduer kom ind. Bedstefader var med. Haandlangerarbejdet skulle udføres af sognet og gik paa omgang fra gaardene.

    Altetavlen var et lille maleri som forestillede Jesus med tornekronen og med korset over skuldrene. Fru Pastor Møller lignede maleriet ved  nogle glansbilleder, som dengang gik i handelen til 5 øre. Hun talte med fader om at faa en ny altertavle, der blev talt om det over hele sognet. Før bestemmelsen blev taget, kom der tilbud fra en kunstmaler, at han ville male et alterbillede og give det til kirken. Dette smukke tilbud blev selvfølgelig modtaget med tak og glæde.

    Pastor Sparre var sognepræst i Kattrup i cirka 30 aar til 1884, havde for aar tilbage en tjenestedreng fra Kattrup. Hans moder gik rundt og hjalp til med vask. Faderen tjente som røgter i Tolstrup. Moderen, Ane Mols, hed hun, var en prægtig kone. Faderen drikfældig. Denne dreng fik præsten interesse for, ved at han paa en af Præstegaardens porte havde tegnet nogle billeder med stumperne af en brændt sten. Da drengen var konfirmeret, fik præsten ved egne og formaaende folks hjælp drengen til at faa en uddannelse med malerkunsten som maal. En Properitær Hansen Store Hovedgaard var en af drengens velyndere.

    Om sommeren kom han hjem til moderen, opholdt sig meget i Præstegaarden og Store Hovedgaard. Der gik nogle aar, han ikke blev talt om, men saa blev der skrevet om ham i aviserne, han havde erhvervet den lille guldmedalje paa kunstakademiet, faaet tildelt en sum penge til en rejse i udlandet. Der blev talt meget om ham og sognet var stolt af saadan en søn. Naar han kom hjem til Danmark, opholdt han sig meget i Præstegaarden. Nogle aar efter fik han Akademiets store guldmedalje, fik atter penge til at rejse for. Ham var det, der tilbød at male og give kirken et alterbillede. Billedet forestiller Vorherre modtager mennesker i alle aldre og alle folkeslag. Billedet af Vorherre er efter Thorvaldsens Kristus. Hele sognet var betaget og glad for gaven.

    For mine øjne er det billede et stort kunstværk. Vorherre staar der saa lys og kærlig og tager imod mennesker og disse føler sig saa glade og trygge ved at blive taget imod.

    Fader syntes, at der skulle gives Mols et vederlag, det skulle være til en rejse. Jeg synnes, at sognet gav ham 500 kroner. Fader udbetalte dem af kirkens midler. Paa  Randers Museum hænger et billede, redningsbaaden gaar ud, malet af Mols. Mange aar efter jeg var hjemme i Kattrup, gik en tur paa kirkegaarden, fik jeg paa en gravsten øje paa et billede støbt i Bronze det var minde over kunstnerens moder, Ane Mols, hvor det ligner hende, som hun færdedes i Kattrup. Mols døde omkring ved 1920.

    Jeg forstaar ikke den ny malerkunst, som nu er kommen frem. Mit øjesyn er svækket og jeg ser daarlig paa afstand uden briller. Naar jeg ser tingen paa afstand uden briller, er den klumpet saa underlig sammen, uformelig, uden liv, saadan synes jeg, den ny malerkunst er den er som set med halvt blind øje. 1936.

    Hvordan det var før med at afgive jord til dem udenfor sognet, der ønskede at stedes til hvile paa Kattrup Kirkegaard, ved jeg ikke. Fader fik en prisskala lavet for alt dette, som kirken ydede dem, der ikke hørte sognet til. Noget uforudset indtraf. Ved en brudefærd kom brudeparret kørende i lukket vogn hen foran vaabenhuset, dette var der ingen pris for, herefter var det 5 kroner.

    Kirkesynet var en af de store dage indenfor bestillingen. Fader var efter datiden altid klædt pæn paa. Skæget velplejet fuldskæg efter tidens mode, et kraftig mørk haar, strøget pænt tilbage, skil i venstre side. Skoene omhyggelig blanke, rank og spændstig var han i gang og bevægelse. Fader saa godt ud og jeg mindes ham saa tydelig ved saadanne lejligheder, naar der var noget, der rigtig indfangede ham. Kirkesynet var for ham en begivenhed. Der skulle bestemmes sammen med Provsten om hvad der skulle udføres ved kirken i det kommende aar, ogsaa middagen i Præstegaarden.

 Tilbage

Jordløse og insidere.

    Foruden landbostanden, der sad inde med jorden, var der en anden stand, som ingen jord havde, kun et jordløs hus eller var insider, boede i gamle stuehuse, som var bleven staaende, naar en gaard var udflyttet.

 Tilbage

Omkring ved 1820.

    Vi ved, at omkring 1820 var der stor fattigdom paa landet. Tiggerne gik i flok og følge, mænd, kvinder og børn og bad om mad. Mange familier gik fra gaardene og maatte ofte slaa følge med alskens pak. Efter bedstefaders fremstilling af forholdene var det ikke saa sørgelig paa min hjemegn, som mange andre steder, for eksempel paa Djursland i Randers Amt. I Randers Amts landhusholdningsselskabs aarhundredeaars jubilæumsskrift er borgmester Aagaard i Grenaa tilsagt til bestyrelsesmøde i selskabet den 17. Maj 1826. Han er forhindret i at komme. Han skriver saaledes til selskabet.

    Idet jeg tillader mig ærbødigst og forbindtlig at takke for den ærede indbydelse fra Randers Amts Husholdningsselskab til den 17. medderes behagelige skrivelse af 29. f.m., maa jeg meget beklage ikke at kunne faa den ære at møde i den førstnævnte dag bestemte generalforsamling, da jeg den dag har tingdag og auktion over 21 gaarde samt forhør i en justitssag. Thi er herved min ærbødige anmodning, at Hr. Kammerraaden vil have den godhed for det ærede selskab at undskylde min udeblivelse.’

    Disse 21 gaarde var i et enkelt Herred. En del af dem laa helt forladte i mange aar, fortalte en mand, som kendte til egnen. Efter som tiden gik og landboforholdene bedredes, blev det ogsaa bedre for de jordløse og insiderne. Naar bonden har mad har alle mad. De jordløse huse laa paa udmarkerne, ved mose, i skov, langt fra landsbyen og Herregaarden. Familiefaderen søgte arbejde ved tærskning, jordarbejde, fik føden, hvor han arbejdede, kun et lille vederlag i penge, ofte megen mad med hjem til familien. Tiggeriet blev ved til hen i halvfjerdserne, fik et rigtigt knæk i firserne, da Gendarmerne kom.

 Tilbage

Forsørgelse.

    Naar moder havde slagtet om efteraaret, kom der nogle og bad om lidt i Jesu navn. Saadan lød bønnen. Ligeledes efter faareklipningen kom der nogle. Moder gav altid efter evne rundelig. Kom der nogen fra hendes egen sogn Hylke og hun kendte dem, blev de opvartet med mad og kaffe. Hvert sogn havde sit fattighus, ofte flere som sognet ejede. Naar en familie kom til at staa uden tag over hovedet, kunne de faa lov at flytte ind i fattighuset. Disse jeg har kendt var vel vedligeholdt paa tag og fag. Beboerne af dem havde den fordel, at det laa i byen. Velgørenheden laa nærmere. De gav ikke nogen husleje for at bo der, og de tabte ikke deres borgerlige rettigheder, det skete først, naar sognet skulle til at forsørge dem. I fattighuset i Ustrup kom en mand til at bo, hans kone var død, han havde mange smaa børn. Han var en dygtig Bødker. Han havde faaet en kvinde til at passe huset og børnene, men pengehjælp under sygdommen havde han ogsaa faaet. Nu ville han gerne giftes med husholderen. Sogneforstanderskabet blev forespurgt om de ville eftergive ham gælden, det ville de vel nok, men de var bange for, at familien skulle blive yderlig forøget og komme sognet til byrde. Bødkeren talte med morbroder Mads Møller om sagen, fortalte at hans husholder havde det saadan. Morbroderen fortalte samtalen med Bødkeren i næste sogneraadsmøde. Bødkeren fik sin gæld eftergivet, giftede sig og forsørgede familien godt. Morbroder har fortalt mig historien.

    I halfjerdserne blev der i nogle sogne bygget fattiggaarde. En gaard blev købt og ombygget. En gift bestyrer blev antaget, som skulle forestaa driften og økonomien, pleje de gamle, opdrage børnene. Før blev børnene akkorderet ud i pleje, men nu kom en del paa fattiggaarden og skulle der opdrages. Det skulle være saaledes, at alle der kom der skulle føle, at de havde et hjem. Med hjemmet var det saa som saa, husfreden manglede. De gamle kunne ikke forliges. Kiv, strid og indbyrdes drillerier. Opsætsighed mod bestyrerfamilien. Det blev ikke noget godt sted. Naar ældre folk fik bolig i fattighuset, var ikke saa slemt, men komme paa fattiggaarden var strengt for mange, de var ikke dem selv.

    En kone, der havde ophold paa Kattrup fattiggaard, hjalp til med at malke, var bleven vred paa bestyreren, for at hævne sig kom hun vand i mælken. En dag kom hun mere vand i, end der var mælk. Fattiggaardsbestyren kørte selv mælken hen til mejeriet,han havde ingen anelse om kvindens renker. Paa mejeriet havde de et par dage i forvejen faaet en mistanke om, at mælken var blandet med vand. Denne dag var mælkemængden steget stærk. Fattiggaardsbestyren kunne ingen forklaring give. Det blev meldt til politiet, med det samme kom en Gendarm og førte ham til Horsens, der sad han den nat. Fader der havde tilsyn med fattiggaarden fik det først at vide, efter at Gendarmen havde hentet ham. Sagen blev hurtigt opklaret, dagen efter kom bestyreren hjem. Folk lo af ham. Fader havde meget at tage vare paa angaaende fattiggaarden, saa var det driften, besætningen, der skulle tages stilling til, snart fattiglemmerne. Naar børn var konfirmeret, skulle de ud at tjene eller i lære. Fader skulle føre sogneraadets bestemmelser igennem. Fader var pligtopfyldende, han ville nødig gøre noget forkert.

    Paa denne tid var der en ordning, som kaldtes den fri fattigkasse, til denne blev ydet et tilskud fra komunekassen og ved handel med ejendomme, køberen skulle ved skødets modtagelse give et lille beløb mindst tre mark. Kirkeblokkens indhold blev overgivet den fri fattigkasse. Fader var med til at tømme blokken og dele disse beløb ud til trængende. I kirkeblokken kunne der være ilagt guldmønter, pengesedler, der var ogsaa store sølvmønter, men den overvejende del var kobber. Til jul blev pengene uddelt efter bedste skøn. Fader var rigtig velkommen, naar han kom med disse gaver.

Tilbage

Andelsmejeriet.

    I 1887 var der stor røre i sognet. Et andelsmejeri skulle opføres, det var saa godt som alle enige om. Med beliggenheden hørte enigheden op. Kattrup holdt paa Kattrup. Møballe og Overby paa et sted der var bedst beliggende for dem. I en tid saa det ud til, at de hver for sig ville bygge, men efter megen tovtrækning blev der enighed.

Fader var ikke med fra begyndelsen. Han var imod den maade, som mejeriet skulle styres paa.. stemmeretsparagraffen i loven blev saaledes, at hver de 19 køer gav en stemme, det var ham imod. Nogle maaneder efter, at mejeriet var traadt i gang, gik han med.

    Da fader blev andelshaver i mejeriet, blev han hurtig valgt i bestyrelsen, blev med det samme formand og kasserer. Jeg mener i to aar 89 og 90. det var et stor ansvar, fader der paatog sig, alle de mange penge, der skulle gaa igennem hans hænder. Fader var ikke regnskabskyndig. Mejeribestyren og fader arbejdede godt sammen, saa jeg tror ikke, at fader satte penge til ved det, udover at en andelshaver lod sig sine mælkepenge udbetale udbetale to gange en dag. Fader var klar over det men kunne i øjeblikket ikke sige noget, men da han kom hjem og gjorde kassen op, manglede det beløb, som vedkommende havde snydt sig til cirka 80 kroner. Fader græmmede sig, men manden kom aldrig mere til at hjælpe fader ved udbetalingerne. Han var nemlig i bestyrelsen og denne dag kvitterede han i bøgerne efter som fader betalte penge.

    For Østbirk mejeri hed formanden R.P.Aase. i aviserne blev han ofte omtalt paa mejeriomraadet. Fader kom paa den tanke, om han ikke hos ham kunne faa nogen underretning om hvordan han paa bedste maade skulle opstille regnskabet, saa der blev en nem oversigt. Fader tog hen til ham men kom ikke klogere hjem end han rejste.

    Smørret blev solgt til slagteridirektør Nørgaard. (I krigen blev han højeste myndighed i ernæringsraadet). En dag kom der brev fra direktøren, at der stod en sending smør over i England, som ikke var bleven solgt paa grund af, at smørret var i daarlig kvalitet og var muggen paa stavene. Importøren i England ville have erstatning. Fader svarede ham, at det ikke var noget, der vedkom mejeriet, de solgte ikke smørret til England men til direktøren, den omtalte sending var vejet og prøvet, ingen anmærkninger, at det havde nogen fejl. Der kom et brev til fra direktøren. Fader rejste saa til Horsens for at tale mundtlig om sagen. Da han kom ind paa direktørens kontor tog direktøren imod ham paa en venlig maade og sagde, det var smørret, ja jeg skrev et aller helvedes tordenbrev til agenten, det hjalp, nu er den sag ude af verden. Fader havde sine tanker. En kort tid efter blev smørret solgt til en købmand Smidt Madsen, Horsens. Nu jeg sidder og skriver dette, kom jeg til at tænke paa slagteriets begyndelse. Direktør Nørgaard kom til Horsens og omegns Andelsslagteriet, da det begyndte. Han var en ganske ung mand. Han kom fra Holstebro slagteri. Da der var gaaet nogle faa aar, kom det rygte frem mellem andelshaverne, at han foruden sin løn fra slgteriet ogsaa fik løn fra England. Der blev talt returkommision. Sagen kom frem i Fulkebladet. En ekstra generalforsamling blev holdt paa Hejmdal, hvor direktøren skulle forsvare sig. Agenten fra England var kommen for at hjælpe ham. Jeg var med ved generalforsamlingen. Direktøren nægtede alt. Agenten kunne ikke tale dansk, havde tolk, han afviste ogsaa beskyldningerne. Andelshaverne havde tabt tilliden til direktøren, der lød røster i generalforsamlingen, vi kan lade ham rejse, der er vel en anden at faa. Jens Busk stod frem og førte en længere tale, det ser ud til, at det er for stor en ting, vi bønder har givet os til, selv at slagte og sælge vor svin, jeg foreslaar, at vi skal sælge slagteriet, vi kan nok afhænde det uden tab. En stemme nede fra forsamlingen raabte op til ham,hvor meget skal du have for den forretning. Latter og ubehagelige tilraab til Jens Busk. Den dag tabte Jens Busk meget af den agtelse, omegnen havde til ham. En tid efter rejste Nørgaard. Landbofereningens konsulent Hansen fik pladsen. En daglig tilsynshavende blev ansat, Jørgen Jakobsen Ørbæk.

 Tilbage

Vinteren 1888.

Vinteren 1888 var den haardeste og mest langvarig, jeg erindre. Gårdejer Folmar Jensen, Kattrup var snefoged. Da kyndelmisse kom var han ked af bestillingen. Han lavede akkord med smeden og skulle give ham 10 kroner for at være snefoged til vinterens slutning. Om smeden blev til slut, husker jeg ikke. Fra den 2. februar af og til den 22. april, da blev vejen fra Kattrup til Brørup gravet op, havde vi 64 snekastningsdage.

    Kattrup sogn skulle dengang kaste sne paa hovedlandevejen. Hver dag maatte der mandskab derover, jeg var med flere gange. Vi var 11 a 15 mand. Stykket, vi havde, var ikke saa lang, gik imellem bygningerne ved gammel Tebstrup kro. Der var cirka en mil derover. Vi fulgtes ad fra Kattrup, gik i lige linie over Tebstrup sø mod kroen. Togene var standset rigtig ofte.

    Sommeren kom saa sent, at det blev et kold og ufrugtbar aar. I skovene laa sneen længe efter at træerne var sprungen ud. Tæt omkring træstammerne og buskene var der bart og grønt men saa laa driverne, de var overlagt med jord fra fygningen. Hvor var det underlig at gaa paa sneen under skovens grønne blade.

    Rigsdagsmand H.P. Hansen Nørre Mølle skriver i sine erindringer, at han havde bryllup den 4. Maj. Den 6. Maj kørte de over Pontonbroen til deres ny hjem i Sønderborg. Alsund var endnu opfyldt af svære fler meter tykke isblokke. Men solen skinnede mildt og varmt fra en skyfri himmel.

    Den 22. April, vi kastede sneen op paa Brørupvejen, var ligeledes klar solskin. Vandet drev som en rivende aa ned ad bakken i hele vejbredden.

Tilbage 

Morbroder Mads Møller.

    Morbroder Mads Møller blev gift i sommeren 67. morbroder tjente i Mandbjerg ved Østbirk, hvor mosters hjem var. Der var de bleven kendt. Morbroder Andreas tjente ogsaa i byen. Bedstefader har fortalt mig, at hun først var lidt kæreste med Andreas, men saa kom broderen, ham syntes hun bedre om. Morbroder Andreas skulle have sagt, vil hun hellere have dig, lillebroder, end mig, saa værsgo. Aaret efter giftede han sig med en enkekone, som var 24 aar ældre end ham.

    Morbroder Mads Møllers købte en lille gaard i Vinding mellem Bræstrup og Bryrup. Moster havde 1000 og morbroder 2000 rigsdaler. Nogle aar efter, det var nok 1872, kom morbroders til Ustrup og overtog fødegaarden. De betalte 4000 rigsdaler for den plus et stor ophold i natura og afkald paa al arv.

    Morbroder og moster var af dem, jeg beundrede. De havde en evne til at se det i det nye, som kom frem, det der netop passe for dem. De var mageløs arbejdsom. Moster lige til sin død. I Bjørnum var der en lod paa 20 tønder land, den største del var storskov, nogle sandagre blev plantet til med naaletræer. Resten cirka 4 tønder land var indhegnet til græsgang.

    I skoven var der rigtig mange store Egetræer, som morbroder solgte som skibstømmer til Hamborg. Han solgte ud af skoven for 2000 rigsdaler. Bymændene sagde om ham, han forhugger skoven, den bliver ødelagt. Morbroder lod Bøgen vokse. En del aar efter havde han en smuk Bøgeskov. De gamkle bymænd kunne ogsaa have solgt deres Egetræer, men da de kom paa den tanke, var det for sent. Nu stod deres skove med knudrede Ege, og disse var ikke mere værd end til brænde.

    De havde fra det første, jeg kan huske, hestegang til kærnen. Moster lavede fin smør, flere aar før moder. Ost som blev solgt i købstaden. Da saamaskinerne kom frem købte morbroder to,en til korn og en til frø. Kornsaamaskinen som blev baaren af tre hjul, paa den var et lille urværk, som viste, naar maskinen var gaaet over en skæp land. Jeg var en lille dreng, fortalte om de maskiner til bedstefader, ja, de er gode, dem kan man saa med om det blæser aldrig saa haardt.

    Da nogle aar var gaaet, begyndte morbroder paa forarbejde til udflytning af gaarden. Paa marken var der i tidens løb gravet en mængde sten op, nogle laa i dysser, andre var sat op til dige i markskelle. Der blev slaaet saa mange, som skulle bruges til udbygningerne, og forbroen mellem stuehuset og udbygningerne, de sidste var trukket til ligesom brostenene i købstæderne. Dette stenarbejde varede i flere vintre. 1884 blev gaarden udbygget. Stuehuset tækket med skiffer. Over indgangsdøren midt paa stuehuset blev indmuret en marmortavle. Møllersminde opført af Mads og Mette Møller 1884. naar morbroder omtalte sit hjem, sagde han Møllersminde.

    Gaardsplads, have og læbælte udgjorde 2 tønder land. Denne plantning blev udført aaret efter. En sjælden smuk udsigt var der fra havestuen og verandaen ned over banen, skove, mose, søerne og Skanderborg og ude i Nordvest kunne Silkeborgskovene og  Himmelbjerget ses.

    Alt blev holdt i en sjælden orden. Naar der kom fremmede, de var bleven opvartet, gik morbroder foran ud, nu fremviste han alt, først svinestalden, saa kostalden, ind i laden, igennem denne, over i vognporten, ud og ind i hestestalden, alt skulle vises frem. Der var en sjælden orden. Alt paa sin plads, rent og pudset alle steder.

    Naar han festede karle, førte han dem rundturen, forlangte af dem, at den orden skulle de holde. Stuehuset laa betydelig tilbagetrukken fra udbygningerne. Et meget høj hvidmalet stakit tværs over gaarden, langs dette var plantet en række Lindetræer, alt vidnede om smag for skønhed.

    Nu skulle vi tro efter dette, jeg fortælle, at morbroder var en rigtig storbonde. Nej, han var den jævne mand. Moster og morbroder har hjulpet. De fortalte aldrig, naar de hjalp, men folk talte ofte om deres godgørenhed. De havde ingen børn men holdt af børn, især morbroder han trykkede mangt en skilling i barnehaanden.

    En husmand, der boede paa en lille jordlod tæt ved gaarden. Hans kone syede. De havde barn,han tjente hos morbroders, drengen var meget begavet. Efter konfirmationen kom han til bogen. Forældrene arbejdede og sparede for at hjælpe sønnen frem. Folk mente, at morbroders hjalp meget til. Da sønnen var færdig med læsningen, var han præst. Da han fik embede, havde han ikke raad til at købe møbler. Saa gik han til morbroders og bad dem hjælpe sig. Morbroders gav ham 2000 kroner som kunne betales tilbage, som han selv syntes og havde raad. Moster var død før alle pengene var betalt. Da præsten ville betale det sidste beløb, bad han morbroder besøge sig og være en tid i Præstegaarden. En kort tid efter besøget hos præsten talte jeg med morbroder, da fortalte han mig dette.

    Morbroder modtog en god besætning efter bedstefader. Med den arbejdede han, saa den i mange aar var den næstbedste og bedste paa dyrskuet i Skanderborg. Morbroder og folketingsmand P. Thomas Nielsen Haarby konkurerede til de to bedste præmier, snart var den ene i favoritten snart den anden. Jeg var kun en dreng, da morbroder indførte prøvemalkning. Det var efter den tids forstaaelse.

    Marken. Hen i firserne havde han en hel vang med roer. Naar de var tyndet første gang, var der familiebesøg. Fader beundrede ham og ikke fri for at misunde ham.

    Hvor kunne morbroder nu føre saa pænt et landbrug, der var ingen i sognet, ja viden om, der var som  Møllersminde. Han rejste baade til Horsens og Skanderborg for at høre landbrugsforedrag, og den evne havde han at udnytte dette han saa og hørte, dette som netop passede for ham.

    Morbroders fik, da de kom til Ustrup, en karl og pige i tjeneste. Pigen var søster til moster. Karlen var sønnesøn af Peder Møller Simonsen, der døde som ung mand.

    Disse to blev gift sammen og købte hjem i nærheden af Løgten ved Aarhus. Nu de var bleven svogre, kom de trods afstanden meget sammen. P. Møller havde været paa Højskole. Fader mente, at hos ham fik morbroder sin meste landbrugsviden. P. Møller døde i en ung alder.

    Da mejerierne kom, gik morbroders ikke med, vi kan faa mere ud af vor mælk ved selv at behandle det. Mælken blev ikke skummet, det hele blev sat til syrning og kærnet. Der blev ved dette et fortrinligt foder til grise og kalve. De gik heller ikke i Andelsslagteriet, solgte store svin vægt op til 300 pund til hjemmeslagtning. Moster havde piger nede fra Randersegnen, som lærte husholdning. I de sidste aar havde han søskendes børn at tjene sig.

    Da bedsteforældrene var døde kom vi ikke saa meget til Ustrup. Familiebesøg morbroders fødselsdag den 17. April og midt paa sommeren, naar roerne var tyndet. Det skete sjældent, at mosters familie var sammen med morbroders. Jeg kendte ingen af hendes søskende.

    Jeg kom ud at tjene og kom ikke til Ustrup hver aar. Naar jeg var hjemme, fulgtes Marie og mig derover. Marie kunne saa udmærket tale med moster, jeg ikke med morbroder. Jeg vidste ingen ting. Naar vi havde gaaet den sædvanlige rundtur igennem husene og set alt, ville han godt tale om andre ting, det eneste jeg var lidt med i var politik og det var ogsaa for lidt.

    Morbroder var Sognefoged i nogle aar, men da skattenægtelsen i provisorietiden kom, sagde han hvervet fra sig. Paa Herredskontoret ville de vide grunden. Nej, jeg vil ikke omkring i Sognet at pante for resterende skatter. Det blev skrevet om dette i aviserne. En Sognefoged der har ren halm i støvlerne.

    Aarerne gaar, jeg skulle ind som soldat i April 92. jeg var over at sige farvel, med den tanke der vanker en skilling. Den fik jeg, hvor stor har jeg glemt. Om julen jeg var hjemme, fulgtes Marie og mig derover. Nu kunne morbroder og jeg bedre tale sammen. Han havde ogsaa lagt som soldat i Fredericia, paa rømningen fra Dannevirke havde han ligget i halm en nat i det store ekseserhus. Om sommeren som underkorporal var jeg ogsaa i Ustrup og fik en tærreskilling. Saa erindre jeg ikke mine besøg, før jeg kom hjem fra Tune Landboskole. Til at begynde med regnede han ikke min landbrugsviden. Den første gang vi talte sammen efter min hjemkomst var i mit hjem, jeg viste ham en bog om kvægavl og opdræt. Da han saa den, skubbede han til bogen, dem kender jeg godt, dem har jeg mange af selv. Han mente formodentlig, at det var aarsberetninger fra Landboforeningen. Jeg kom ikke mere plumpende med min viden, hverken i bogform eller paa anden maade, før han i tiden begyndte at spørge mig til raads.

    Jeg begyndte at gaa oftere til Møllersminde, vi kom rigtig til at tale landbrug. Morbroder begyndte at faa lidt respekt for mig. Et tidlig foraar, det var i Marts maaned, jeg gik en tur til Ustrup en søgn eftermiddag. Morbroder var i skoven at hjælpe til med fældningen af træer. Jeg gik ned i skoven til ham, det er godt du kommer, saa kan jeg blive fri for dette her. Vi fulgtes ad ud paa en indhegning, han havde, den gav daarlig og lidt græs. For aar tilbage var den brakket og tilsaaet med kulturgræs. Kan du give mig et raad, saa den kan blive bedre. Jo, hvis du vil følge det. I morgen den dag saar du saa meget fosforsyre og saa meget kaligødning, jeg opgav ham prisen og regnede ud, hvor stor udgiften ville blive. Saa gør vi det, sagde han. Om efteraaret var jeg med ham nede at se virkningen, der var meget græs og kvierne saa velplejet ud. Recepten var 400 pund fosforsyre og 200 pund kali per tøndeland.. indhegningen var mosebund. Nu var jeg morbroders mand.

    Der var ingen ajlebeholder. Disse var ikke kommen frem paa egnen endnu, men en beholder cirka en 1½ alen dyb, i denne løb ajlen ud, og der kom al aske og andre ting i den. Han kaldte det kompost. For aar tilbage var han saa begejstret og talte om det gode kompostmøg. En gang vi stod ved beholderen, spurgte jeg ham, om han endnu var begejstret for den gødning som i begyndelsen. Nej, det var han ikke. Jeg fortalte ham, at der ved at blande ajle og aske sammen skete noget, saa at en del plantenæring gik tabt. Ajle for sig og aske sammen med andet for sig. Den dag blev det bestemt, at han ville bygge en ajlebeholder. Jeg lovede at opgive ham størrelsen paa denne i forhold til besætningen, hvor mange sten, der skulle bruges og hvad den omtrentlig ville koste. Nogle dage efter sendte jeg ham beregningen, efter den blev beholderen opført.

    Aarerne gaar, morbroder begyndte at blive træt. Engang jeg besøgte ham mange aar efter jeg kom til Rougsø Herred, fortalte han mig, det gaar ikke saa godt nu som da jeg var yngre, da kunne jeg sige til folkene, kom nu, nu maa jeg sige gaa nu, ser du, det er en forskel.

    Morbroders havde aldrig haft gæld, og da de flyttede gaarden ud, havde de samlet de penge det kostede. Da de havde sølvbryllup, gav de en gave til sygekassen (sygekassen var for mindre bemidlede). Sygekassen dengang var et privat foretagende af sognets beboere. Om Morbroder var med til at oprette den, ved jeg ikke, men i mange aar var han dens formand. Kontingentet var meget konstant. Folk fortalte, at blev der et aar for lidt penge, gav Morbroder det manglende.

    De havde, som jeg kan forstaa, tidlig lavet testamente. I dette var bestemt, at der af deres efterladte midler skulle gives Kirken et orgel. Sognet ejede selv deres Kirke. Nu kom Sognet paa den tanke, at de ville have et orgel. Saa kom Morbroders frem med den bestemmelse, som var i testamentet. Men vi kan give det med det samme. En komite med Præsten som formand blev sat. Morbroder holdt sig udenfor, han ville kun betale. Orglet blev købt og kom i brug. Efter nogle aars forløb blev der noget i vejen med det. Det blev ubrugelig. Myndighederne forlangte, at der skulle spilles, var det ubrugelig, skulle der indsættes et nyt. Dette ville blive en større udskrivning for Sognet. Da der ingen orgel var, kunne Sognet enes om at anskaffe et. Nu de var bleven et givet, og gaven ikke duede, var de meget utilfreds med selv at skulle udrede penge til et ny. Der var megen talen og misfornøjelse med den sag. Saa traadte Morbroder frem, vi giver atter et orgel, men vi forlanger, at det bliver bygget saaledes, at det er holdbar. Sognet fik orglet. Morbroder betalte. Denne historie kostede flere tusinde kroner. I et af de sidste aar de havde gaarden, gav de et ligkapel til Kirken. Og for dem selv lod de mure et gravsted og satte penge hen til begravelsets vedligeholdelse, dette gælder saa længe Kirken staar. Om disse gaver har Morbroder aldrig fortalt mig.

    Sommeren 1910 afstod Morbroder gaarden til Bedstemoder Inger Pedersdatter Møllers søn søns datter. Hendes moder var Mosters søster. Pigen hed Inger Møller. Hun blev samtidig gift med en søn af Christensen Bodstrup. Christensen var ridder af Dannebrog. Morbroder havde om sommeren bygget en villa ved Hylke Stationsby. Møllershvile staar der med indmurede jernbogstaver over indgangsdøren. Moster døde et par aar efter. Vi var med at følge. Begravelsesgildet var paa Møllersminde.

    Nu efter Mosters død var det som Morbroder søgte mer til vi søskende. Søren blev gift. Morbroder var med til deres bryllup paa Lykkegaard den 3. April 1915. ved dette gjorde han bekendtskab med de familier, vi var kommen ind i.

    1917, fader var død aaret i forvejen, var moder og Morbroder rejsende sammen ned til os for at overvære Mads Andreas Møller Jensens fremstilling i Kirken. Han var født den 21. Maj, døbt af lærer Bøje samme dag, fremstillingen blev den 29. Juli. Vi havde bedt moder om at bære og Morbroder som vidne. Moder undslog sig saa blev det vor svigerinde Andrea Kristiansen.

    Morbroders husbestyrerinde skrev til os, at Mads Møller nok skulle komme, hun bad os tage saa megen hensyn til hans alder som mulig. Til slut skrev hun, at han glædede sig meget til atter at komme ned i Rougsø Herred.

    Dagen i forvejen, vor mor og mig hentede dem i Allingaabro ved 7 toget, en dejlig mild sommeraften. Morbroder var 75 aar. Moder 73, saa det var et par gamle gæster. Vor mor var taget med for at være omhyggelig for dem. Morbroder var en tid i forvejen bleven tildelt Dannebrogskorset. I indbydelsen til ham havde jeg udtrykkeligt bedt ham om at tage sine hæderstegn med, saa han kunne bære dem ved den festlighed. Det var sikkert første gang han bar Dabnnebrogskorset offentlig. Da han kom ud af gæstekammeret paaklædt til Kirken, havde han kjolen tæt knappet. Hvad er det Morbroder, hvor er hæderstegnene, han knappe kjolen op og viste os, at han havde hæftet dem paa vesten. Nej, Morbroder det tillades ikke. Vor mor og mig fik ham ind og fik medaljen og korset hæftet paa kjolen. Der var eftermiddagsgudstjeneste. Svigerfader kørte for Morbroder ad vejen om Tørslev. Vi kørte tværs over igennem skoven. Svigerfader fortalte ham om egnen og paa Hjelmehøj gjorde svigerfader holdt, for at fremvise den smukke udsigt over Store Sjørup og havet. De kom i god tid til Kirken. Svigerfader fortalte om Estruplund. Det var noget for Morbroder alt det kønne.

    Familien R. Skrivers Lykkegaard samt læerer Bøje og hustru var med til festligheden i vort hjem. Lærer Bøje talte for barnet, om den gruelige krig og indflettede i talen Morbroder, som havde kæmpet for Sønderjylland o haabede, at naar krigen var sluttet, vi saa fik Sønderjylland tilbage. Morbroder afbrød ham med de ord. Nej lad os endelig ikke dette, vi kan ikke tumle Tyskerne. Jo, sagde Bøje og fortsatte med det han ville sige. Efter bordet sagde jeg til Morbroder, dette maatte du ikke have sagt, vi skal have Sønderjylland tilbage. Det var ikke rigtigt af mig at afbryde, men det jeg sagde, fastholder jeg. Den gang var en almindelig tanke, at vi skulle have al den jord, som Tyskerne fratog os i 1864.

    Dagen efter kørte R. Skriver en tur med Morbroder og mig til Holbæk, Kær, Voer Færgested, Randers Fjord og færgeforbindelsen. Jeg bød dem ind i kroen paa et glas øl. Ja gør det, sagde R. Skriver, du har bedst raad, saa blev der leet. Morbroder fik navnene paa byerne, vi kom igennem, nedskrevet.

    Om tirsdagen rejste Morbroder hjem. Moder blev nogle dage længere. Før han tog afsked uddelte han pengegaver til karlen, pigen, børnene og vor mor. Jeg rejste med ham til Rnders for at faa ham vel med toget. Vi gik fra Strømmen op gennem byen, han ville se Niels Ebbesen. Da vi kom til banegaarden, det var god tid, satte vi os paa en bænk ude paa pladsen. Solen skinnede saa varmt ned paa os. Morbroder nød hvilen, og det han saa.

    Saa begyndte morbroder, nu skal jeg fortælle dig noget fra aar tilbage. Mette og mig har aldrig fortalt det til nogen. Medens vi havde gaarden, kom Amtmanden kørende en sommerdag og bad om lov til at hilse paa os og se Møllersminde. Han havde hørt saa meget om os og gaarden, saa han havde faaet lyst til at se os og vort hjem. Vi gik jo ved vort arbejde. Mette og jeg var paaklædt derefter, men gaarden og haven var til alt held i bedste orden. Amtmanden gav sig god tid, fulgte med mig turen igennem udhusene, med Mette og mig igennem stuerne ud i haven. Amtmanden roste alt og sagde, det stod ikke tilbage for hvad han havde hørt fortælle. Da Amtmanden tog afsked, sagde han til os. Jeg synes, at eders virken skulle paaskønnes, hvad siger de Mads Møller til at blive udnævnt til Kammerraad. Vi blev rigtig forbavset for dette tilbud. Jeg svarede Kammerraad, nej, jeg gaar i træsko og siger a, nej Mette og mig ønsker ikke, at jeg blever Kammerraad. Mette sagde som jeg, at det ønskede hun ikke, men saa sagde jeg med det samme, hvis Amtmanden synes, at vi har været noget for vor egn, ville jeg gerne have Dannebrogskorset, dette svarede han ikke paa.

    Nu, Mette og jeg gik og ventede, at jeg skulle blive Dannebrogsmand, der gik aar hen, vi talte sjældnere om det. Mette døde, hun fik det ikke at se. Nu efter mange aars forløb kom det til mig som en overraskelse. Jeg fik at vide, at det blev ikke givet mig, fordi jeg havde været en dygtig landmand, men fordi jeg havde været med i krigen, ogsaa været Sognefoged. Og saa ved du, Gunner, den dag, jeg fik korset overrakt af Herredsfogeden, havde jeg budt alle medaljemændene i Sognet sammen, vi havde en glad eftermiddag og aften.

    Dette betroede han mig, om han derefter fortalte historien om Kammerraadstitlen til nogen ved jeg ikke, jeg mener nej.

    En lille tid efter kom der brev fra hans husbestyrerinde, at Mads Møller var kommen vel hjem. Vi skulle alle hilses, svigerfader, R. Skriver, alle dem han havde været sammen med, endvidere skrev hun, Mads Møller taler meget om turen og alt dette han saa.

    Det var sidste gang, jeg rigtig talte med Morbroder. Foraaret efter døde han, jeg besøgte ham paa hans sygeleje, han kunne kende mig, men næppe tale. Et par dage efter døde han 76 aar gammel.

Tilbage

Hjem fra Langeland.
 

    Den tredje November 1895 kom jeg hjem til Kattrup. Broder Søren var rejst til Kejlstrupgaard som forkarl. Paa en maade var mine forældre glad til, at jeg kom hjem, dog tror jeg, at fader havde ventet noget større af mig, fordi jeg havde været ude og været paa landbrugsskole. Saadan er det vel med forældrene, de vil gerne, at børnene skulle naa længere frem end de selv er naaet,saadan synes jeg selv, nu hvor jeg er 68 aar. Fader havde været syg og sengeliggende dette efteraar, der var ikke videre udført noget efteraarsarbejde. Mine forældre var glad til, at jeg kom hjem. Sine egne har man mere tillid til end fremmede.

    Som soldat jeg kom paa skolen om vinteren, fik vi paalæg om, at dem af os, der talte dialekt, skulle aflægge dette og tale rent sprog. Dette blev jeg ved at tale de aar jeg var ude. Paa Langeland kunne de ikke høre, at jeg var jyde. Der fortaltes mig, at mit sprog var rent og blødt. Da jeg kom hjem, tog jeg mit Jydske modersmaal op igen, ingen kunne høre, at jeg havde været ude. I de første dage talte jeg ikke meget. En aften, jeg var med min søster Marie ude at malke, sagde hun, jeg ved ikke, Gunner, det er som jeg slet ikke kender dig igen. Det var som en forløsning, den gamle fortrolighed kom pludselig igen. Som søster Marie og mig kunne tale fortrolig sammen. Hun fortalte om broder Søren, i hans opdragelse havde hun del. Vi talte om samme ting, som unge mennesker tale om, vi talte om fremtiden, om selv at danne hjem, begge to forestillede vi os et landbohjem, det var vort ideal, vi kendte ikke til andet. Der kom unge mænd i vort hjem, mange kom og besøgte mig, det var Marie det gjaldt. En nabosøn til vort hjem, nu var han bosat paa en anden egn, han besøgte os trolig til jul i mange aar. Han talte til mig om søster men erklærede sig aldrig til hende. En simnarist sværmede ligeledes i flere aar. Der var flere i gode stillinger, som ønskede min søster til livsledsagerinde. Naar jeg kom til Ustrup, ville Morbroders have besked, om hun ikke snart kunne bestemme sig. Jeg tror ikke, hun modtog erklæringer fra ret mange, for hun havde takt til at afværge dette ubehagelige.

    Engang jeg talte med søster om dette fremtidsspørgsmaal, spurgte jeg, siger du nej til den og den, jeg nævnede adskillige navne, hun svarede, det gør jeg, siger du ogsaa nej til Peder i Vrold, kommer Peder, siger jeg ja.

 Tilbage

Svoger Peder.

    Peder i Vrold  var dattersøn af Moster Gjertrud. Morbroder Andreas blev som før nævnt gift med en enke, som var 24 aar ældre end ham. Hun havde seks børn, en datter af Moster blev gift, da hun var 18 aar, et par aar efter døde hendes mand. De boede paa Foderlev Nymølle ved Skanderborg.

    I dette ægteskab blev født en søn, Peder Pedersen. Han smoder giftede sig igen med en mand, der havde været i Amerika. Da jeg som dreng kom til at kende de, boede de i Slagballe ved Bræstrup. Nu bor de i Selling ved Hadsten, de har i efteraaret 1937 haft Diamantbryllup.

    Moster Gjertruds datters mand, Anders Christian, var god og dygtig, lige saa god og kærlig overfor sin stedsøn som for sine egne børn. Stedsønnen, Peder, kom til at tjene hos sine bedsteforældre i Vrold, var der i flere aar. Morbroder sagde om ham, han er vældig dygtig. Ham var det, søster Marie ville sige ja til, hvis han kom.

    Peder var soldat i Fredericia 1895 aftjente sin værnepligt som underkorporal. Nogle aar i forvejen havde han været paa Højskole. Efter soldatertiden tjente han paa Aarhusegnen, var 9 maaneder paa Lyngby Landbrugsskole. Peder havde arv efter sin fader, denne havde stedfaderen rygtet vel. I 1898 købte han Brørup Nygaard per Hylke Station. Peder kom og blev gift med søster Marie den 1. November 1901.

 Tilbage

En ny nabo.

    Sommeren 1890 fik vi en ny nabo. Kristian Richters byggede deres gaard ud. Den kom til at ligge cirka 500 alen fra vor. Kristian Richter og han skone Lene havde kun et barn, en søn, der var to aar ældre end mig. Moder har fortalt om hans fødsel. En Søndag, Lene var i Kirke, under gudstjenesten følte hun, at nu var tiden kommen, hun skulle føde. Hun gik ud af Kirken, om og tog Jordemoderen med hjem, samme dag fødte hun en søn, som i daaben fik farfaderens navn Kresten. Nu da gaarden blev udbygt, blev mit hjem deres nærmeste nabo. Kresten lille Kresten, som sønnen i mange aar blev kaldt, fordi der var flere i gaarden der hed Kresten, var den yngste af Krestnerne, før han blev konfirmeret var han den største. Navnet lille Kresten blev han ved at bære længe. Nu som ældre blev moder ved at sige, der kommer lille Kresten. Ham og mig havde gaaet i skole sammen baade i Kattrup og Overby, men ellers mindes jeg ham ikke meget som dreng. De boede jo i byen. Nu gaarden blev udbygget, kom vi rigtig til at kende hinanden. Han havde ikke synderlig lyst til arbejdet ved landbruget men dog interesseret. Han havde stor lyst til at dispotere med folk, han forlangte beviser, førte slaget over i modstanderens lejr, angreb med modpartens egen vaaben, morede sig rigtig, naar han fik en mulet. Nu havde Kresten længere til Kattrup end til os. Ingen søskende han kunne fortælle til, være fortrolig med. Efterhaanden blev vi meget fortrolige, vi kunne samtale i flere timer, det var ham der mest førte ordet. Han havde en sjælden hukommelse, læste meget, han var som Moth, dømte mildt om sine medmennesker.

    I de to aar, jeg var hjemme, før jeg blev soldat, var Kresten den af min ungdomskreds, der paa en god maade udfyldte min tid mest. Han kunne faa pudsige indfald, saa vi kunne faa en god latter.

    Kresten, Jakob Jakobsen Edelsminde og mig var budt til Elling i besøg. Kresten kørte for os. Det var en ugift søn og datter i gaarden. Navnene paa familien har jeg glemt. Gaarden hed Vestergaard. Vi kom der til middag. Da vi havde spist, blev vi sat til at spille kort, dette havde ingen skik, vi talte for meget. Kortene blev lagt til side. Passiaren gik. Det var meget Kresten der førte ordet. Om aftenen var vi i et andet hjem. Manden hed Kristian Vilhelm, var fætter til Kresten og gift med en datter fra Vestergaard. Skolelæreren fra Sattrup, Pedersen Solgaard, havde været lærer for os i Kattrup, var budt dertil i anledning af vor besøg.

    Pedersen fortalte træk af livet, talte om mænd, der den gang var fremme i tiden. Der blev sunget sange af Bjørnson, foragtet af de store men elsket af de smaa, jeg køre frem gennem straalefryd, Ingrisletten, det var første gang jeg hørte Ingri og foragtet. Sidst paa aftenen var der ikke mere olie i lampen, konen paafyldte. En tid over midnat var lampen atter tør. Nu kom hun med et stort lys, det anfægtede ikke os, lærer P. Solgaard blev ved at fortælle og føre disusion. Under bordet laa en stor hund, ved tretiden udviklede hunden en rædsom lugt. Læreren kom i tanke om, at det var paa tide han kom hjem til Sattrup Skole. Om formiddagen efter var vi over i hans Skole. Lærerfamilien havde mange børn, de blev stillet op paa rad, Pedersen satte sig til klaveret. Som de børn kunne synge. Vi kom hjem til aften. Turen til Elling er en kær erindring.

    En af lærer Pedersens historier maa jeg fortælle. Jeg har ikke hørt eller læst den før eller siden. Jeg har ofte fortalt den.

    Der boede et par gamle folk noget langt og afsides for naboer. Et lille barnebarn, en dreng havde de taget til dem. Medens drengen voksede til, kom han sjælden sammen med andre børn. Han havde kun bedsteforældrene, ved dette blev hans ord saa velovervejede, talte saa gammelklogt. Nu kom tiden han skulle i skole. Han ville ikke have nogen af bedsteforældrene med. Nej, han var stor og ville selv gaa.

    Da han kom til skolen var undervisningen begyndt, det anfægtede ham ikke. Han strøg huen af, gik ind i skolen, lige hen til den gamle lærer, som sad ved sit kateder. Godav degn. Goddag min lille dreng, hvor er du fra? A æ om fra brinken, naa er du det. Hvad hedder du? A hie Moten. Hvad vil du? A vel begyn at go i skol. Nu vel du det, kan du stave? Det ku a da a var bette. Naa kunne du det. Kan du skrive? Nej det æ for let, for mi bestemoe ki sjel skriv, saa hoer a it fat læe. Kan du regne? Ja. Lad os prøve. Hvor mange faar har i? tre. Naar de nu faar 2 lam hver, hvor mange har i saa? Syv. Nej, det passer ikke. Jo det passer. Nej det gør ikke. Jo det gør, for a ved noget degnen ikke ved. Hvad er det? Jo, det jen faar, de æ en bed.

    Kresten og mig kørte ofte sammen til Horsens, naar vi skulle ud med svin. En gang han kørte sammen med mig. Vi havde forrettet vore ærinder og fulgtes ad paa Tonbogade, kom forbi Valhalla, der holdtes auktion, der blev opraabt noget vin. Kresten bød paa nogle halvflasker 35 øre pr. stk. jeg paa en hel flaske. Vi fik dem tilslaaet, da vi fik dem, var det genever og rødvin. Da vi gik derfra med flaskerne i lommen, sagde jeg, hvad skal vi med det? Nu gaar vi op i Købmandsgaarden og lægger flaskerne i magasinet. (et lukket rum under agestolen). I morgen aften kommer du ned til mig, tager flaskerne med, vi gaar ind til Søren Jensen og giver dem til ham, saa bliver han glad. Jeg var nu ikke rigtig glad ved at opbevare flaskerne. Skulle fader opdage det. Jo, fader opdagede flaskerne, kom ind til mor, jeg maatte gøre redelighed. Moder lo, det smittede far, saa var jeg atter rolig. Søren Jensen fik Geneveren, naar han skænkede for folk fortalte han, hvordan han var kommen til den drik.

    Kresten brugte kun faa penge, naar han var ude. Jeg kan ikke mindes at vi har nydt noget sammen på en restauration. Naar vi kørte med hinanden, betalte den medagende altid drikkepengene.

    Hjemme havde vi faaet en slæde. Farbroder Søren lavede den lidt klodset, men det var en slæde. Der skulle være dilletantkomedie i Riis, Kresten ville derop og have mig med. Fader skulle ligge slæde til og Kresten hest. Vi morede os godt i dansen. Ud paa natten blev det et rigtig tøvejr. Da vi skulle hjem, var det meste af sneen borte. Det gik ud over slædemederne. Far var ikke tilpas med dette.

    Vi fulgtes ad til maskebal i Ørskov. En rigtig fæl aften med sne, frost og rimtaage. Kresten var for tyndt klædt paa, blev syg efter turen, laa i sengen længe, ingen lægehjælp ville han have. Hans moder passede ham. I den tid han laa, var han i krigshumør, jeg kunne risikere at faa en bog i hovedet, naar jeg saa ind til ham. Han forvandt ikke den tur før ud paa sommeren.

    Naar vi talte om at finde en livsledsagerinde, kom han ofte til at nævne en pige fra Grumstrup Maren Lund Andersen. En tid efter at jeg var rejst hjemmefra, blev han forlovet og gift mede Maren Lund Andersen. Da jeg atter kom til Kattrup, kom jeg til at kende hende som en prægtig lille kone. Jeg kom rigtig meget ind til Krestens, som jeg sagde, for at se, hvordan barometeret staar. Da jeg rejste hjemmefra for at holde bryllup, gav hans kone mig et barometer mage til deres. Det har jeg kigget efter hver dag i 35 aar.

    Tiden skiller. Efter jeg ogsaa havde faaet hjem, var det ikke hvert aar, vi talte sammen. Den sidste gang jeg talte med Kresten var i sommeren 35. jeg var i Kattrup at besøge min broder og svigerinde. Jeg gik ind for at hilse paa Kresten og Maren, der var fremmede, dem forlod de og drog mig med ind i en anden stue. Vor samtale var om børnene, nu var det dem, der havde vor største interesse. To af børnene kom ind til os, de stod der stiltiende og hørte. O, som jeg følte mig velkommen. Det var sidstegang, jeg talte med min ven fra ungdomsaarene. Aaret efter var jeg ogsaa i Kattrup, da laa Kresten syg til døden i deres hjem i Horsens. Jeg var inde hos børnene Svend og Ane, jeg trøstede dem med, at nu var vi gamle, Eders fader har haft en rig arbejdsdag. Vi maa komme, naar der bliver kaldt. Ane sagde, men far er ikke færdig med sit arbejde, vi kan ikke undvære ham endnu. Kort tid efter døde Kresten. Min svigerinde skrev til mig om at komme hjem og være med til hans begravelse. Jeg kunne ikke. Jeg sendte en krans til hans baare.

    Kresten havde haft en stor arbejdsdag i det offentliges tjeneste, Sogneraadsformand, Skatteraadsformand. I over 25 aar medlem af Amtsraadet. I en aarrække første direktør i Landbosparekassen i Horsens med mere. Ridder af Dannebro.

    Kresten var et søndagsbarn.

Tilbage

Mig selv.

    Som jeg før har nævnt, fik jeg paa Tune om sommeren en ny læsekammerat. Da vi sagde farvel til hinanden i Roskilde, lovede jeg at skrive til ham til hans fødselsdag den 1. August. Den første August var tillige afslutningen af vort ophold paa Tune.  Det første brev skrev jeg til hans fødselsdag 96. jeg havde ventet at høre fra ham men fik ingen brev. I 1897 skrev jeg atter, dette aar heller ingen. 98 skrev jeg atter til han sfødselsdag, til slut i brevet skrev jeg. Da de forrige breve ikke er kommet tilbage og jeg ikke har hørt fra dig, har jeg faaet den tanke, maaske du ikke er mere. Familien har ikke svaret mig, det synes jeg er forunderlig. Hvis jeg ikke hører fra dig eller din familie, saa er dette her brev det sidste. Jeg fik ikke noget brev. I 99 i April maaned kom han og besøgte mig. Nu han ikke havde begyndt at skrive eller faaet skrevet til mig, kom han nu selv. Han var hos os tre dage. Vi var i Ustrup, jeg var med ham i Skanderborg den dag han rejste. Han var en prægtig mand. Fader syntes saa godt om ham. Han havde stiftet hjem i 96, havde faaet andet at tænke paa end at skrive til mig. Min søster og mig skulle komme og besøge ham og hans hustru om Pinsen. Det syntes vi ikke om, men lovede at om alt gik vel, ville vi komme til Pinsen næste aar. Saadan blev det. Vi rejste ti Vivild Pinselørdag aaret 1900. det var den anden Juni, femte juni Grundlovsdagen rejste vi hjem. Niels Christiansen og hans kone hentede os i Allingaabro, da vi rejste fulgte de med os til Randers. Paa Nielss skrivebord stod nogle billeder, blandt dem et af hans kones søster. Konen fortalte, at hendes søster hed Rise og tjente paa Tingstedholms Mølle ved Horsens. Da jeg hørte det, kom der en følelse over mig, der sagde, det er hende du skal følges med.

    Det var en selvfølge, at hun skulle besøge os, nu vi havde besøgt hendes søster. Da vi kom hjem fortalte vi vores forældre om den dejlige tur, vi havde haft og at konen havde en søster, som tjente paa Tingstedholms Mølle. Nogle dage efter var fader og moder i Horsens, paa hjemvejen kørte de ind paa Møllen og forlangte at komme til at tale med Rise. De fortalte hvem de var og bad Rise komme til Kattrup næste Søndag og besøge os. Rise fortalte, at hun godt vidste, at hendes svoger havde en skolekammerat der. Rise kom at besøge os, moder fik først at se hende komme, gik ud paa vejen og tog imod, førte hende ved sin arm ind i gaarden, der stod fader min søster og mig og bød hende velkommen. Jeg ved hvad der rørte sig i mig, jeg mener mine forældre og min søster har haft de samme tanker. Det bliver Gunners livsledsagerinde.

    Der blev ikke i vores omgangskreds fortalt om dette besøg. Det udviklede sig saa, at Rise og mig blev ringforlovet den 28. Marts 1901. det var i Horsens vi vekslede ringe. Hos en købmand paa Søndergade havde Rise en veninde fra Rougsø Herred, der tjente. Denne veninde ville Rise hen at besøge, hun ville have mig med, men det ville jeg ikke. Rises veninde blev jer mor. Denne vor forlovelsesdag var jeg første gang med Rise hos en læge.

    Om Pinsen var jeg med hende hjemme i Rougsø Herred. Hun var født i Hevring den 21. Maj 1875. Datter af gaardejer Jens Pedersen Maarup, og hustru Rasmine født Hørning. Rise blev døbt den 8. September og fik navnet Rise Kirstine Jensen Maarup. Da Rise var et aar gammel døde hendes moder i en barnefødsel. Rise kom nu til hendes moders broder som var gift med hendes faders søster, altsaa dobbelt svogrede. Der fik hun sin opdragelse med deres børn. Rise rejste hjem til faderen i Hevring November 1901. vi havde aftalt med hinanden, hvis det kunne blive saaledes, ville vi sammen til foraaret.

    Om julen var jeg i Hevring at besøge hende, hun laa isengen noget af tiden ikke rask. Hun saa ellers saa straalende sund ud. Hendes fader og mig kunne godt sammen, han var en klog mand. Han havde været enkemand i 26 aar, var bleven slem til at gaa hen til købmanden og drikke øl. Dette liv svækkede paa viljen til at udrette noget. Gaarden var bleven forfalden. Bygningerne, marken og besætningen. Der var cirka 100 tønder land, for aar tilbage var det den bedste gaard i byen, nu var det ikke saadan. Jens Maarup ville gerne, at vi skulle afløse ham. I det haab bestemte vi, hvis alt gik vel, skulle vort bryllup være den 3. April 1902. Nu begyndte det at bære mod det maal, som jeg gennem flere aar havde længtes efter, at faa et hjem, at faa jord.

    Jeg erindre, at jeg en gang stod uden for gaarden derhjemme. Det var en tidlig foraarsdag. Vejret var saa smukt, jeg lod blikket glide ud over landskabet, jeg sagde til mig selv, skal du mon aldrig faa nogen af den Danske jord, du kan kalde din egen. Nu synes jeg at være nær ved maalet at stifte hjem og komme til at arbejde med egen jord.

    Vort bryllup blev som vi havde bestemt, den 3. April. Jeg var 32½ aar Rise 27½ aar. Jeg var ikke med ved trolovelsen (Indskrivningen i Kirkebogen). Jeg sendte min skudsmaalsbog, i denne var min daabsattest. Et bevis fra Kattrup Sogneraad, at jeg aldrig havde modtaget fattighjælp. Andre beviser skulle der ikke til dengang. Rise var rigtig paa færde i denne tid, hun var  ved præsten og degnen at faa dagen og tiden bestemt. Der gik i de dage mange breve imellem os. I et spurgte jeg, du har vel husket et bestille klokkeren. Det fik jeg svar paa dagen før brylluppet. Fader og moder var med mig. Paa Allingaabro station var Rise at tage imod os. Hun fortalte med det samme, at i Ørsted Kirke blev der ikke kimet til brudefærd. Bryllupsgildet var hos Rises far, altsaa i hendes fødehjem. Lille bryllup, cirka 10 personer. Der var kun to vogne til Kirken. Da vi kørte igennem porten, stod der en pige og stoppede os, hun ville have os til at købe en hattefjer hos Ankerstin Morten. Jeg var ked af, at vi saadan blev standset, jeg syntes at se en daarlig varsel for os. Jeg mindes ikke at der blev talt om det. Senere hen har jeg ofte fortalt om hattefjeren vi brudefolk blev bedt om at købe. Da vi kom fra Kirke, var der brudegaver fra familien og Søren gav mig Anders Nielsens Lommebog. I denne skrev han sin lykønskning.

Til min storebroder Gunner.

Nu faar du tak for det tag du tog,

Jeg maa se at gøre dig det efter.

Din lille broder Søren.

En hjertelig lykønskning paa bryllupsdagen og en lykkelig fremtid, ønskes eder.

    Nu er jeg 71 aar. Tak kære broder for de ord du skrev i lommebogen. Bogen har jeg endnu.

    Naar jeg tænker tilbage i tiden medens jeg var hjemme, kommer vor dagligstue, hvor vi opholdt os, saa tit i mine tanker. Langbænken ved vægen. Bordet vi sad om, fader for bordenden, bedstefader næst og saa mor og søstrene, Søren og mig paa bænken. Var der fremmede, sad de paa vores plads. Bedstefaders Chatol, derover et spejl. Til højre for døren ud til køkkenet stod den gamle Bornholmer. Stueuret som mor havde faaet i arv fra Ustrup. Den maalte tiden saa bestemt ved dens tik tak. Hvad tid eller hvem af slægten, der havde ført den til Ustrup, ved jeg ikke, har aldrig hørt om dette, og nu er der ingen, der ved hvor og hvad tid den begyndte at maale tiden for vor slægt. I 58 aar har den maalt tiden derhjemme i Kattrup.

Den 28. Marts 1941.

    I 1940 fik vi en ny præst til Ørsted. Han havde embede i Søby, Skader og Halling Pastorat, blev udnævnt til Provst efter Provst Vestergaard i Ørsted, som tog sin afsked den 1. Oktober 1940. Den ny Provst blev opfordret enstemmigt af Menighedsraadet til at søge embedet som Sognepræst. Provst Johannes Asmund efterkom opfordringen.

    Ørsted avis er et lille blad, som bliver trykt i Ørsted bliver ved posten udbragt i hvert hjem i Rougsø Herred en gang om ugen.

    I nummer 44 den 9. April 1941 har Provsten skrevet følgende vers.

Saa hils du ham

Guds søn blev født en vinternat

Og fik af straa sit leje,

Blev hilst af hyrders arme flok,

Gav dem guds fred i eje.

Det var din frelser, som blev født

Den nat hos os hernede,

Til dig den arme bragte han

Guds julebud og glæde.

Guds søn blev dømt en foraarsnat

Og fik et kors at bære,

Blev hilst af fjenders hadske raab,

Bad gud dem naadig være.

Det var din frelser, som blev dømt

Til kors med torne kronet,

Din spot han bar, din skyld han tog,

Din synd han der har sonet.

Guds søn stod op en morgenstund

Og sprængte dødens kæder,

Blev hilst af venner, bange, faa,

Bød dem sit. Fred med eder.

Det var din frelser som opstod

Hin paaskedag af døde

Med ord om fred og evig liv

Vil han bag grav mig møde.

Saa hils du ham, guds søn paa straa,

Saa knæl for ham, korsfæstet,

Saa tak ham denne paaskedag.

Gud selv har støvet gæstet.

Johannes Asmund.

    Jeg synes saa godt om disse vers. Jeg synes, det er en salme, som kunne føres hen til ”den hellige almindelige Kirke”. Provstens mening er vel en paaskesalme.

    Lad os dog endelig alle sammen, hvad vi saa ellers kan have paa hjertet eller i hovedet eller bag øret eller i lommen, nøjes med at være hvad vi er, at gøre hvad vi kan, og at tage hvad vi kan faa eller, om det er for meget forlangt paa en gang, saa lad os dog, hvad vi saa ellers vil være, endelig først være Danske, og hvor mange levende og døde sprog vi end agter at lære, saa dog først lære at læse og tale Dansk, og hvor meget vi end ellers har lyst til at forstaa, dog først lære at forstaa os selv og hinanden, og at hvad vi end ellers ønsker at erhverve og bevare vi dog endelig først ser til at beholde Danmark kvit og frit til evig arv og eje for os selv og vore børn, saa ogsaa de kan have det ældgamle Danmark til deres fædreland.

N.F.S. Grundtvig 1848.

For guds velsignelse opstig

Taksigelse til Himmerig.

Velsignelsen da strømme ned

I skybrud til guds menighed.

Grundtvig.

Naar du gaar i ægtestand,

Skal du spørge først din mand.

Hvad han vel fortjene kan,

Og hvor meget du maa bruge

Udi løbet af en uge.

Er han kommen ud med sproget,

Da er sagen ej saa broget,

Tag da intet paa kredit,

Men betal blot hver mand sit,

Og skal du et selskab have,

Maa du længe dig belave,

Lægge hen hver dag en skilling

Til du er i saadan stilling

At foruden gæld du faar det.

Blot endnu et lille ord,

For at pigen ej skal stjæle

Og med andre stakler hæle,

Bringe dem i nød og straf,

Maa du intet lukke af,

Thi forbuden frugt den smager,

Og du meget dig bedrager,

Om for mistillid du tror.

Denne fattige forklaring

Har dog tredivie aars erfaring

Efter Fru Nanne Jensen født Bojesen.

Om orden til en kær ung pige.

Nanne Jensen Født Bojesen.

    Fru Nanne Jensen var søster til Seminarieforstander P Bojesen Gedved. Hun syede Hejmdal fanen til Horsens og Omegns Landboforening. Mor Danmark og mange flere kunstværker.

    Nu begynder et nyt afsnit af vort liv, nu er vi to og vi to er et.

    Hvor meget jeg faar nedskrevet af dette, ved jeg ikke. Jeg mener, at det jeg herefter skriver ikke maa læses af nogen, før jeg ikke er mere.

    Min broder Søren skrev et andet sted i lommebogen to vers af bryllupssalmen, jer hus skal i bygge.

    Foraaret 1902 var ikke gunstig for jordens behandling. Haard nattefrost saa vi ikke kunne faa harven i jorden før langt op paa formiddagen. Vi havde to stærke spand heste, men daarlige redskaber. Vi var de første der fik sæden lagt. Vor karl fortalte mig, at en af naboerne var vild, fordi vi var bleven færdig før ham.

    Da sæden var lagt, var Rise og mig færdig. Jeg kunne ikke komme frem med arbejdet. Der var ingen redskaber, kun en vogn, der var i samme forfatning som alt andet. Der var 12 køer, rene undermaalere. Opdrættet var derefter. Jeg talte med svigerfader om betingelserne for at overtage gaarden, men ingen besked. Han ville gerne, vi blev, men være med til en ordning kunne han ikke. Det kunne blive en ordning, men selv kunne jeg ikke fatte hvordan.

    Søren Hørning og Poul Dahlerup, svigerfaders svogre, ville, at svigerfader skulle gøres umyndig. Jeg kunne forstaa, at det ikke var et øjeblikkelig indfald af dem, det havde de nøjere drøftet før de fremlagde forslaget for mig. Dette tog jeg bestemt afstand fra. Nej, det kunne jeg ikke være med til.

    Rise laa meget i sengen, vi maatte have fremmed kvindelig hjælp. Søren Hørnings raadede os til at rejse fra Hevring. Jeg var meget imod, men alligevel jeg saa ingen anden udvej. Rise og mig gik fra Hevring over til Søren Hørnings om eftermiddagen den 19. Juni. Hvor var jeg ked af det, alt kom til at se saa haabløs ud. Jeg der saadan havde glædet mig til at faa hjem og jord, nu laa det hele i kaos. Rise var ikke saa ked af det, hun trøstede, vi faar nok et hjem, det troede jeg ogsaa, men uden jord.

    At blive ved Søren Hørning i ret lang tid kunne selvfølgelig ikke gaa. Jeg maatte søge arbejde. Jeg skulle vel, selv som arbejdsmand, kunne forsørge os. Et par dage efter gik jeg hjemmefra en morgenstund, sagde til Rise, du maa ikke vente mig, før du ser mig, men jeg kommer hjem før aften. Nogen bestemt maal at gaa efter havde jeg ikke. Jeg lod tilfældet raade. Jeg gik ind paa Langtoftegaarden, kom til at tale med manden. Pedersen var egnens mest driftige mand, forspurgte om han midlertidigt havde brug for en mand. Jeg maatte gøre rede for min stilling. Det havde han ikke, men naar jeg ville tage hvilket som helst arbejde, saa fik jeg nok fat. Pedersen ligesom trøstede mig. Jeg gik ad Ørsted til. Paa vejen mødte jeg en muremester P. Krensen, han kom ifølge med sine svende og haandlangere. Jeg forespurgte P. Krensen, om han havde brug for en murerarbejdsmand, nej, det havde han ikke. Han trøstede som Pedersen, at jeg nok fandt noget. I Ørsted gik jeg ind til Poul Dahlerup. Han var ikke hjemme. Poul Dahlerup var som jeg før har hentydet onkel til Rise. Hans kone var søster til Rises mor. Rises moster og mig sad og talte sammen. Jeg fortalte hvordan Rise og mig havde det, og nu søgte jeg om, at faa noget at bestille. I samtalens løb fortalte hun, at Poul var ved Rygaards Strand at tømre et kohus, i disse dage mangler han saa haardt en mand til at hjælpe til, du kan vel ikke tømre. Jo, sagde jeg, jeg har været noget med før. Poul kommer ikke hjem de første dage. Hvor langt er der til Rygaards Strand, spurgte jeg, to mil svarede hun. Jeg gaar dertil med det samme. Lidt før middag kom jeg til Elkærsskolen ved Rygaards Strand, fik talt med Poul. Det blev bestemt, at vi skulle mødes en bestemt dag hos en gaardmand i Ørsted og foreløbig hjælpe Poul i 14 dage. Da jeg kom hjem ud paa eftermiddagen, kom Rise mig i møde saa forgrædt, hun kunne ikke forstaa, hvorfor jeg kunne blive borte saa længe.

    Den anden August flyttede vi ind i en lejlighed i Ørsted. Nu havde Rise og mig hjem, jeg var bleven haandværker.

    Rises helbred blev daarligere, vi søgte læge men uden resultat. Hun laa ofte til sengs i længere tid. Poul Dahlerup var en prægtig mand, tog velovervejet paa arbejdet og alle livets forhold. Vi kunne saa prægtig sammen. De 14 dage blev til hele sommeren og næste sommer med. Nu kom det mig til gode, at jeg havde prøvet at tømre før. Jeg fik en dagløn som var almindelig for en haandværker. Jeg var glad for det, hellere være haandværker end arbejdsmand.

    Efter at vi var rejst fra Hevring, faldt svigerfader mere af. Den 14. Oktober døde han. Gaarden blev solgt til P. Skødt og søn, Hevring. Den kostede 22000 kroner. Rise fik arv 4000 kroner. Nu er gaardens marker lagt under andre gaarde, kun stuehuset staar tilbage.

    Da vinteren kom og vi ikke kunne tømre mere, gik jeg op til Søren Hørnings og tærskede Rug og lave tækkehalm. Der var Rug af 10 tønder land cirka 100 traver. Jeg tærskede en trave om dagen , fik 75 ører og kosten og føde med hjem til Rise, naar hun selv var der, fik hun med hjem til føden, dette hun ville.

    Den 12. November blev datteren, Rises plejesøster, gift med Erik Eriksen, søn af Mads Eriksen, lille Gørup. Til jul rejste vi hjem til Kattrup. Juledag kom svoger Peder fra Brørup, bad Rise og mig følge med hjem. Søster Marie var ikke rigtig rask, hun ventede sin nedkomst. Vi tog med svoger Peder til Brørup, og søster var glad for, vi kom. Vi gik alle i seng ved ti tiden. Lidt efter kom Peder op i gæstekammeret til Rise og mig. Marie var bleven syg, om jeg ville følge med til Tebstrup efter Jordemoderen. Da vi kørte ud af gaarden og hen af aleen mærkede vi, at det var en meget haard storm. Det var maane, skyerne farede over himlen i et hurtigt jag. I Vest stod der skybanker lig tordenskyer, fra disse banker udgik lyn. Det var uvejr, vi havde vinden imod. Hestene kunne ikke holde ud i løb ret langt. Vi kom til Jordemoderboligen, kørte i læ af boligen. Jeg holdt hestene medens Peder fik kaldt Jordemoderen op. Medens hun blev færdig, stod Peder og mig og talte sammen om det der forestod i hjemmet. Vognen, vi kørte i, var en lille fjedervog med aaben agestol bag. Jordemoderen var lille og let, iført meget tøj, da vi kom til at køre, maatte jeg sætte haanden mod hende for at trykke hende ned i stolen. Nu havde vi vinden paa bagen. Hestene kunne løbe, og snart var vi i Brørup Nygaard. Jeg gik i seng, ud paa natten kom Peder ind i kammeret, tog om mig af glæde, medens han fortalte, at søster Marie var nedkommen med en søn.jeg ønskede tillykke og om morgenen ønskede jeg søster det samme. Hen paa formiddagen gik jeg til Kattrup. Vinden havde lagt sig. Jeg tænkte ikke paa stormen, der havde raset om natten. Brørup Nygaard laa i en stor plantage i ly af det haardeste vejr, ikke saa meget som en lok af taget var blæst op. Der var ikke noget, der tydede paa, at der havde været uvejr. Da jeg var kommet uden for byen, fik jeg noget andet at se. Kostalden til den gaard, der havde været morbroder Jens Gunnersens, var væltet, hele den udvendige side var blæst ind. Taget stod paa jorden. Samtidig opdagede jeg en ladebygning, som var opført om sommeren, der var murerne væltet, taget revet væk, lidt længere henne paa vejen fik jeg øje paa Kattrup Mølle, den manglede hatten og vingerne. Saa gik det op for mig, at svoger Peder og mig havde færdes i et uhyggeligt vejr. Hjemme var der kun sket det, at toppen af en kornstak var blæst af, den laa i læ ved stakken.

    Far og mor var glad for budskabet. Nu var de bleven bedsteforældre. Mellem jul og nytaar fik jeg brev fra Poul Dahlerup om at komme hjem til Rougsø Herred, der var saa mange skader, der skulle udbedres. Hvad skade, der ellers skete ud over landet, kan jeg ikke huske. Det var julestormen 1902.

    En veninde til Marie havde navn til Maries dreng med det samme. Jul Storm Nygaard Pedersen. Drengen fik navn efter hans farfar Søren.

    Rise blev ved at være hos min søster til vi rejste hjem lige efter nytaar.

    Efter at vi var rejst fra Hevring, var jeg flere gange inde at besøge svigerfader. Der var ikke spor af bitterhed mellem os. Nu han var død, var jeg især glad, at jeg saa bestemt satte mig imod at være med til at faa ham gjort umyndig. Da svigerfader var død, var Rise meget bedrøvet. Hun syntes ikke at have været mod sin fader, som hun burde. Til hendes undskyldning fremførte jeg dette, at hun slet ikke kendte ham som fader, havde kun været sammen med ham i fem maaneder. Der var meget, der kunne undskylde.

    Nogle dage efter nytaar den 6. Februar 1903 Poul og mig tømrede paa Langtoftegaard, fik vi at vide, at Kresten Bangs pige fra Bonhøje var funfet myrdet ude i Ørsted Lyngbakker. Folk var klar over, at det var Jens Stryg en stor dreng, der var morderen. Det passede. Dagen efter fandt politiet ham, han bekendte straks. Det var en voldtægtsforbrydelse. En styg dreng var han at se paa. Han blev idømt otte aars tugthusstraf men blev benaadet før tiden. Efter udstaaet straf kom han hjem til Ørsted. Efter som tiden gik og kom længere fra den ulykkelige begivenhed, kom befolkningen til at se mildere til ham, selv doktoren brugte ham til chauffør, der var nogle mænd i Store Sjørup, som paatalte for doktoren det upassende deri, saa kom han ikke mere til at køre for doktoren. Han blev gift med en kvinde, han var bleven kendt med fra tugthuset, der fortaltes, at hun ogsaa var morder. Jeg syntes, hun saa godt ud, bnu som ældre ser de saa styg ud. Jeg synes at de har et rigtigt Kains mærke. Den myrdede pige var fra Store Sjørup, hendes fader hed Peder Christiansen, i sine unge dage havde han været kusk paa Estruplund.

    Vinteren 1903 gik, men det gik ikke fremad med Rises helbred, hun laa meget i sengen. Den gamle læge kunne ikke kurere hende. Vi fik et brev fra fader, han raadede os til at rejse ud til Aarhus til en bestemt læge, hvis speciale var kvindesygdomme. Det var først paa foraaret, vi rejste til Aarhus. Lægen forlangte hende indlagt paa et hospital med det samme, jeg maatte rejse alene hjem. Det havde vi ikke ventet, at lægen havde taget saa hurtigt paa sagen. Hun var altsaa mere syg end vi anede. Især Søren Hørning blev meget overrasket. Hvor lang tid hun var paa hospitalet husker jeg ikke. Da hun kom derfra fik hun ophold i et privat hjem og blev der tilset af lægen. Jeg besøgte hende kun en gang, men der gik mange breve os imellem. Jeg var ude at hente hende hjem. Rise var meget afkræftet, da hun kom hjem efter dette. En kort tid efter fik hun Gostriksfeber. Hun kom ikke paa sygehuset, jeg passede hende selv under det lange sygeleje. Den gamle læge havde sin gang til og fra sygehuset forbi vor dør, han kom rigtig ofte ind, fortalte hvordan jeg skulle passe Rise og mig selv for at undgaa smitten. Sidst paa sommere kunne hun begynde at være oppe. Der var megen familie i Ørsted, hun havde besøg hver dag, og jeg kunne atter følge med Poul.

    Der gik saa lang tid hen, før Rise kunne klare tankerne, hun prøvede et haandarbejde, men nej, hun kunne ikke tælle maskerne paa en strømpe. Jeg talte ikke om det, jeg frygtede, jeg frygtede at hun havde taget skade paa forstanden. Gudskelov at det ikke blev saaledes. Hen imod jul var hun rask som aldrig før.

    Som tømrer var Poul Dahlerup stærk efterspurgt i Ørsted og omegn. Han forstod at makke noget gammelt sammen, kunne bruge materiale, der til bygningsbrug for mig synes uduelig. Poul satte ikke bygherren i unødig udgift. Havde et godt greb paa at forklare, hvordan dette og hint burde laves. Han var ikke med i tarrifferne. Arbejdstiden var fra 6 morgen til 7 aften med 2½ times spise og hvilepause. Altsaa 10½ times arbejde. Det var en arbejdsdag imod den, der er nu. De fleste steder blev der taget hensyn til os. Formiddagen (frokost) var der dækket ordentlig bord. Manden spiste gerne med og stod for flasken. Jeg smagte sjælden brændevin og sjælden deltog jeg i nogen samtale ved bordet. Poul regnede ikke med nogen bestemt dagløn. Naar arbejdet var udført skønnede han over det, at saadan kunne manden være tjent med at give. Ingen klagede over, at han tog for meget for det. Paa steder blev der talt politik. Poul var Radikal. Den gang kaldtes det Reformpartiet. De fleste landmænd var Moderat. De sluttede sig til forliget af 1894. Hos gaardejer Jens Smed i Hollandsbjerg  blev politikken drøftet til lidenskabelighed. Han slog i bordet for Poul. Poul lo svagt, bed lidt haardere i pibespidsen virrede noget mere med hovedet. Hvordan har du saa tænkt Jens, skal vi bruge det gamle tømmer eller vil du have bud til Allingaabro efter noget andet.

    Vi arbejdede et sted hos en enke, hun havde en ældre ugift søn hjemme. Enken var vel cirka 70 aar, meget daarlig til bens, hun støtte sig ved stok. Jeg stod og tilberedte noget tømmer. Enken kom stavrende, standsede et par skridt fra mig, stirrede mere end jeg syntes var nødvendig. Jeg hilste, hun blev ved at stirre paa mig, endelig kom der lyd fra hende. Naa, det er dig, der er gift med Rise Hørning. Ja, det er. Ja, det er to dygtige piger, det er noven, der ka sit paa der røw. Jeg sagde ikke noget til denne anbefaling, hun gav Søren Hørnings piger. Hun fortsatte, a vil gjen,at min søn skul had had jen a dem, men det ku it blyv te nod, no vil han ha vo pige, en postdatter fra Auning, hva tøkkes du? Jeg sagde nogle trøstende ord. Hun fortsatte, a hoe ingen majt over min søn længere. Hvordan kan det være, faldt jeg ind. For en tid siden var han i Ørsted til kaaring mæ to af vo øg. Han pleje no altid og kom pæn hjem, men den dav høj han faaet et par punse, og da han kam hjem, lo han sig i sengen, og ka do tænk dæ, pigen gik i seng til ham. Hvad sagde du til det. Hva a soe, a skamt mæ, og siden den dav ho a ingen magt hat over ham.

    Om historien passer ved jeg ikke, men saadan fortalte hun mig. Poul mente, at hun godt kunne finde paa at fortælle noget, der ikke passede. Pigen postdatteren fra Auning blev gift med sønnen, blev ham en rigtig dygtig hustru. I tiden fik de fire pigebørn. De lærte at spille klaver, to af dem er lærerinder. De andre to rygter deres plads i livet godt.

Naar vi skulle udenbys, var vi tidlig paa færde, for eksempel til Hollandsbjerg. Jeg syntes saadan en morgenvandring var dejlig. Poul havde noget at fortælle om hver sted vi kom forbi og om hvert et hjem, hvor vi tømrede. Han fortalte, at der i Ørsted by var 38 gaarde og dengang var der 1100 indbyggere. Nu i 1941 er der en ung lærer, der fortæller, at Ørsted er Danmarks største landsby. Landsbyer, der er større, har faaet jernbane, det har bevirket, folkeantallet i disse er forøget. En morgenstund vi gik af vejen til Allingaabro, kom vi til en ponnivogn, der laa halv væltet i vejgrøften. Der har Rasmus Skriver Lykkegaard og Ole Christian i Tørslev spændt fra, sagde Poul. Der havde dagen i forvejen været dyrskue i Allingaabro. Rasmus Skriver havde jeg set en gang. Ole Christian havde jeg aldrig set.

    Vi fulgtes ad til Rygaards Strand, havde alt det værktøj med, som en tømrer har brug for, det var ingen lille byrde. Poul var 64 aar, jeg var 32. Jeg tog selvfølgelig den største byrde, Poul tog lange skridt. Jeg kunne næppe følge ham, han var altid et halvt skridt foran, om aftenen, vi kom i seng, var jeg træt men fortalte det ikke.

    Naar vi rejste derfra kørte manden os til Hevringholm, godt den halve vej. Den sidste mil var for intet at regne selv med en stor byrde. Vi skulle atter til Rygaards Strand, gik fra Ørsted en tidlig sommerstund. Byrderne, vi bar, var vel lige som sidst, jeg tog denne gang endnu mere paa mig. Da vi begyndte at gaa, søgte jeg at komme det halve skridt foran Poul. Da vi gik i seng om aftenen, sagde Poul, jeg kan godt mærke alderen. Jeg kan ikke holde ud som førhen. Tæt op til gaarden laa Rygaards Strand skole. Skolelæren kom hen paa arbejdspladsen. Da vi havde talt lidt, spurgte han, om jeg ikke var fra Horsens egnen. Ja jeg er fra Kattrup, og jeg er fra Ørritslev. Saa er de en søn af Poul Jeppesen og broder til Ole Poulsen. Saa var vi kendt. pOul og mig blev budt op i skolen til kaffe. Jeg var vist i skolen hver aften.vi sad i skolestuen og talte om hvad der kunne falde for.han var stærkt interesseret i afholdsbevægelsen. I gaarden havde en familie lejet sig ind. Manden var fisker i det større. Han blev omtalt i bladene. Han havde mange folk til hjælp, solgte fisk for 27.000 kroner denne sommer. Vi spiste megen fisk, hvor var det en dejlig spise.

    Der var stigning i landbrugsejendomme af alle størrelser, jeg fulgte denne, var bange for, at vore penge skulle blive for lidt til at købe en lille ejendom for. Ejendomshandlere begyndte at dukke frem paa egnen. Gaarde blev købt. Besætningen til auktion, alt, hvad der kunne laves i penge, blev solgt. Jord blev solgt fra. Bygningerne og den daarligste jord blev tilbage. Ejendomshandleren fandt en mand med lidt kapital og fik ham hængt ved resterne af den ribbede gaard. Tiderne var opadgaaende. Der var stigning i de produkter, landmanden havde at sælge. Rise var for saa vidt rask. Vi ville gerne have jord. Der blev fortalt mig om en ejendom i Tørslev Dal. Rise kendte den, der ville hun gerne bo. Jeg gik en eftermiddag til Tørslev Dal for at se den omtalte ejendom. Det var Rasmus Skrivers fødselsdag. Manden hed Thomas hans kone Marie. Thomas stod og var færdig at gaa til fødselsdag. En anden mand P. Jensen Holbæk Gammelgaard var der ogsaa. De skulle følges ad til fødselsdag paa Lykkegaard. Jeg fremsatte mit ærinde. De havde aldrig set mig og jeg ikke dem. P. Jensen roste ejendommen i høje toner. Thomas var med i rosen. Jeg hørte paa dem, før jeg tog til orde. Jeg kender ikke ejendommen, har aldrig set den før, men saa meget har jeg set i dag, at de lyngbakker er plantet til, det ser godt ud, og de faar værdi. Ejendommen ligger ved god offetnlig vej, det regner jeg ogsaa for godt. En nabo til Thomas ville ogsaa købe den. A. Neimann, ville ikke give saa meget. Thomas havde talt om plantningen, den regnede Anton Neimann ikke for noget. Nu kom jeg som køber, var glad fordi lyngbakkerne var plantet til. Der blev siden fortalt mig, at Thomas og Marie syntes saa godt om mig, fordi jeg skønnede paa plantningen. Thomas sagde prisen paa ejendommen. Jeg vil ikke handle i dag men jeg kommer herover i morgen eftermiddag, saa har jeg Søren Hørning med. De gik til fødselsdag jeg over til Søren Hørning. Dagen efter kom Thomass pige ind til os, hun var til konfirmationsforberedelse, skulle sige, at vi ikke maatte komme i dag, for Thomas var ikke rigtig rask. Du kan hilse og sige, at nu det er bestemt, kommer vi. Søren Hørning og mig mødtes og fulgtes ad. Søren Hørning viste mig markskellene. Søren og mig kom ind ved kaffetid. Thomas saa ikke ud til at fejle noget. Thomas gik en vending ud til kreaturerne, imedens fortalte konen os, at Thomas var kommen meget syg hjem fra Lykkegaard i aftes, derfor sendte vi afbud, men nu er Thomas rask igen, det var godt i kom. Der blev sendt bud efter Knud Peder Maarupgaard. Han skulle være Thomas behjælpelig med at handle. Thomas begyndte med, at ejendommen skulle koste 8000 kroner. Ja, det kan godt være, men prisen taler vi om til slut, naar vi faar ordnet, hvad der følger med ejendommen. Selvfølgelig skal al udvendig løsøre bleve ved ejendommen, alt til den mindste ting, for det du har haft brug for, skal jeg ogsaa bruge. Jeg vil ikke købe, naar det hele ikke følger med.ja, det har sin rigtighed, sagde Søren Hørning og Knud Peder. Thomas kom i tanke om nogle smaating, han gerne ville beholde. Disse ting, han maatte tage med, naar han rejste skrev jeg ned paa et stykke papir. Jeg ville ogsaa gerne have noget af indboet. Det var konen jeg nu maatte henvende mig til. Jeg havde set et saltkar. Jeg forklarede hende , at det maatte hun lade os faa. Der var en rulle, enseng til pigen og flere ting, som var ret værdifulde. Dette fik jeg ogsaa lov til men ikke sengeklæderne, dem har jeg selv stridt for at faa, nej dem vil jeg ikke af med, sagde hun. Da du har det, vil jeg lade det forlangende falde. Og saa Thomas, har jeg tænkt mig angaaende handelens ordning, at vi deler alle omkostningerne ved handelen. Den dag vi faar købekontrakten skrevet, betaler vi dig 1000 kroner og den dag jeg modtager skødet betaler vi 3000 kroner. Resten af købesummen bliver staaende i ejendommen uopsigelig i 10 aar til 4% rente og forrentes fra 11. Juni termin, endvidere skal du betale alle de skatter og afgifter, som forfalder i indeværende kvartal. Det var Thomas villig til at gaa ind paa. Jeg skrev det hele ned som vi kom tilrette om. Nu kommer vi til købesummen. Ja den er 8000 kroner. Ja, saa har vi handlet. Vi gav hinanden haandslag. Søren Hørning og Knud Peder ønskede tillykke. Det var den første ejendomshandel. Jeg var rigtig glad for det. Ejendommen var billig, holdt godt i orden. Thomas og hans kone var saa akkuret og paapassende. Det var en dejlig lille ejendom. Nu synes jeg ikke, der er nær saa hyggelig som dengang, vi kom til at bo der. Nogle faa dage efter rejste Rise og mig ind i Tørslev Dal. Thomas og hans kone skulle bo sammen med os til den 1. April 1904.

    Knud Peder og Søren Hørning var gaaet en vending udenfor. Det varede lidt før de kom ind. Paa vejen hjem fortalte Søren Hørning mig om Thomass sygdom, han var til fødselsdagen bleven saa fuld, at mændene fra Tørslev maatte bære ham hjem. Smeden gik i forvejen ind til konen, fortalte hende, at vi er her med Thomas, saa kom mændene ind og hev ham op i en seng. Der frotaltes meget og længe om den fødselsdag paa Lykkegaard.

    Nu havde vi faaet ejendom, rejste dertil nogle dage efter, at handelen var ordnet. Thomas og hans kone boede med os til den 1. April.

    En aften kort tid efter vi var kommen til Tørslev Dal, jeg kom ind i stuen efter endt dagsgerning, var kvinderne i saadan humør, der blev talt og leet. Der var kommen en fremmed pige, for mig var hun fremmed, jeg havde aldrig set hende før. Det var Maren til Ole Christians i Tørslev. Hun ville laane noget tøj af Marie til at klæde sig i til et maskebal, der skulle være i det ny forsamlingshus. Det var første gang jeg saa jer mor. Dagene gik. Vi to familier kom godt ud af det sammen. Pigen Marie Eriksen tjente nu os. Rise blev atter daarlig, maatte holde sengen, det sket flere gange mens vi var sammen med Thomass. En dag vi sidder sammen ved bordet, spurgte Thomas, har i testamente, nej, det har vi ikke, ja, det er forkert, for skulle en af jer dø, kan den afdødes familie forlange arv. Rise sagde resolut, Gunner vi maa have testamente, for skulle jeg dø først, skal Karen ikke arve noget efter mig. Dagen efter rejste vi til Randers og fik et testamente opsat saaledes, at den længst levende ægtefælle skulle arve alt.

    Thomas havde køretøjet til at køre sine sager til Tørslev, der havde de købt hus. Han læssede noget paa vognen, som efter vor handel var mit, jeg paatalte det. Jeg vil have det, folk oppe i byen siger til mig, at jeg ikke faar rentepenge før til December termin. Ja, men Thomas, saadan handlede vi, det staar i købekontrakten, at du skal have rente fra 11. Juni termin. Værdien af dette, han kørte med var vel 10 til 15 kroner. Jeg gjorde ikke flere ophævelser, da det var aften, var Thomas og mig atter venner. Thomas var god og tjenestevillig. Det forkerte, der var ved ham, var at han var glad ved dram. Konen bar over og dækkede ham saa godt hun formaaede.

    Rise maatte ofte gaa til sengs, men vi havde en pige, en som ikke kunne faa arbejde nok, hun ville helst ud til mig, og naar Rise var nogenlunde fik pigen sin vilje med det. I dag vil jeg selv til købmand med æggene. Rise gik, jeg syntes det varede for længe. Jeg gik op efter byen til. I grøften sad Rise, hun kunne ikke gaa længere. Jeg gik hjem, spændte for fjedervognen, kørte hende hjem, hun laa i sengen flere dage efter den tur. Vi skulle lægge kartofler, jeg vil hjælpe til, sagde Rise. Vi fik begyndt, hun kunne ikke, jeg maatte køre hende hjem. Det var ikke godt. Rise kunne gaa og passe huset, hvile sig imellem stunder.

    Først paa sommeren var fader og moder at besøge os. De syntes godt om vor lille ejendom. Den laa saa hyggelig der i Dalen. Skrivers, Lykkegaard, havde faaet at vide om mine forældres besøg. Vi var paa Lykkegaard at drikke kaffe. Hen mod høst var min morbroder Andreas, svoger og søster at besøge os. De ville ende rejsen en dag. I Ryomgaard kom de i forkert tog og kørte tilbage ad Aarhus til. I Thorsager stod de ud og maatte vente til næste tog kom fra Aarhus. Jeg var kørende til Allingaabro at tage imod. Der var ingen fremmede med toget. Da jeg ville køre ud af hotelporten og hjem, kom en pige og spurgte, om her var en Gunner Jensen. Dine fremmede er i Thorsager og kommer med næste tog. De kom og vi kom til Tørslev Dal. Rise gik ude paa vejen og ventede og suppen ventede. Det var kun et kort besøg.der var humør. Søster havde sin søn med, ham der blev født i julestormen. De syntes ogsaa om hjemmet, vi havde faaet. Da saa det mere tiltalende ud end nu. I krigen 1914-18 blev granskoven paa Søndergaards bakker og den der hørte til vor ejendom solgt til mejeriet i Ørsted. Tørslev Dal kom nu til at se saa øde ud.

    Rises helbred blev daarligere. Vi havde den gamle læge han stod uforstaaende overfor sygdommen. Vi rejste til Aarhus. Lægen, der havde behandlet Rise, var borte, man af ham havde vi faaet besked, at skulle der atter komme noget i vejen, skulle vi søge professor Tage Hansen. Han havde den forrige læges bøger. Professeren mente, at Rise var i omstændighed, om ikke dette, var der en svulst, der skulle bort, der ville gaa et par maaneder før det kunne bestemmes. Efter jul var Rise klar over, at det var saadan. Glad var vi, for efter dette maatte Rise blive rask. Den sidste maaneds tid før fødslen gik Rise meget ude ved mig, hun ville se mig hele tiden. Hun var saa rask, hendes øjne straalede med saadan en glans. En søndag eftermiddag vi sad alene, vi holdt vor lille andagt, Rise læate søndags evangeliet og de salmer, der hørte til. Hun læste salmen En liden stund i Rosenlund. Der gik nogle anende tanker igennem mig, Rise saa op, jeg tror, vore tanker mødtes, det var kun et øjeblik, saa var de paa flugt. Den 17. Maj var det et prægtigt vejr, Rise gik ude hos mig. Om aftenen vi gik til ro, bad vor aftenbøn, som vi plejede. Rise faldt snart i søvn, jeg var begyndt at blunde. Rise vaagnede pludselig, nu var tiden kommen. Vi tog hinandens hænder, foldede dem sammen i hinanden og bad vor Herre om hjælp. Det var sidste gang, vi bad sammen.

    Det skete, at Rise om morgenen kunne sige, det bliver nok i dag, da kunne det komme over mig, at jeg blev bange, ja hel daarlig tilpas. Nu det var alvor, var al skræk og utilpashed borte. Med glæde kørte jeg efter mor Andreasen. Natten gik, dagen kom men ingen fødsel. Rise var meget syg. Lægen blev hentet, kunne ikke hjælpe. Søren Hørnings kom om eftermiddagen og Rises plejesøster Rasmine Eriksen, de tog hjem til aften. Mor Andreasen var træt og gik til sengs. Jeg vaagede over Rise, hun var saa syg. Om morgenen lidt før solopgang begyndte fuglene at synge, aldrig har jeg hørt saa meget fuglekvidder. Jeg spurgte Rise, om hun kunne høre fuglene. Nej sagde hun, lidt efter spurgte jeg, om vi skulle bede sammen, ja, bed du Gunner, jeg kan ikke, saa syg havde Rise aldrig været, at hun ikke kunne bede. Jeg bad saa godt jeg kunne for os, jeg ved ikke der var noget sløvet over mig, jeg kunne ikke rigtig samle mig. Jeg kaldte paa mor Andreasen, lidt efter døde Rise. Da hun var død tog jeg hendes haand i min og sagde, saa er du jord. Mor Andreasen lagde sine hænder paa mine skuldre, det er godt du tager det fornuftigt. Siden fik jeg at vide, at aarsagen til alle Rises lidelser var kræft.

    Rise døde den 19. Maj Store Bededag.

    I disse dage Rise laa lig, kom Poul Dahlerup op til mig. Vi var nødsaget til at flytte liget ud i vogn. Vi fik rummet pyntet med gran. Det saa rigtig smukt ud. Poul var trofast, det var han i alle livets forhold. Ane Hørning, Rises plejemoder var der hver dag at lave til. Det var skik, at dem, der ville følge, skulle spise frokost og drikke kaffe. Efter begravelsen skulle familien spise til middag. Hvordan dagen gik, husker jeg ikke, kun at lærer Bøje sang ved baaren, Kirkeklokker ej til hovedstæder. I Kirken talte Pastor Steffensen, at i den tid han havde kendt os, havde det været en kæde af sygdom. Præsten kom rigtig tit ind til os, medens vi var i Ørsted. Han viede os. Der blev sagt, at der var rigtig mange mennesker i Kirken for at følge, jeg husker det ikke. Der kan pludselig opstaa anelser eller tanker, som kommer til en saa bestemt, at det var som de blev sagt med ord. En tid før Rise døde, stod jeg oppe i et lille hus, som vi kaldte smedien, der havde vi vor redskaber og forskelligt andet. Jeg manglede et skaft til en ting, jeg ved ikke hvad. Jeg faar øje paa skøslen, den der bruges til at sætte brød i ovnen med. Jeg tog den frem for at udnytte skaftet. Da kom den tanke eller anelse, som var det sagt med ord. Det maa du ikke, den skal bruges ved Rises begravelse. Jeg husker saa tydelig, hvor overvældet jeg blev for den tanke. Jeg lagde skøslen paa plads igen. Den blev brugt som anelsen sagde. Det var den eneste gang, der blev bagt iden tid jeg boede i Dallet. Mine forældre og morbroder Andreas var med til begravelsen. Morbroder gav mig en pengegave 20 kroner fra ham og moster Gjertrud 30 kroner fra morbroder Mads Møller og moster Mette.det mildnede ikke paa sorgen, men i dette laa et bevis for at de følte for og holdt af mig. Rise blev begravet den 23. Maj. Den 24. Maj havde hun blevet 30 aar.

    Der skrives og tales om hjertesorg, sorg, der gaar til hjertet. Jeg følte det saadan, at der blev et tomt sted i mit bryst. Det var som der manglede noget derinde. Legemet led derunder, jeg tabte og saa daarlig ud. Mine forældre forlangte, at jeg skulle komme hjem og besøge dem. Jeg fik det ordnet saadan, at jeg kunne være borte nogle dage før høst. Jeg besøgte først morbroders i Skanderborg, derefter søster og svoger i Vrold. Brørup Nygaard havde de solgt og købt morbroders gaard i Vrold, saa blev den i familien. Jeg gik fra Vrold til Kattrup, denne vej havde jeg gaaet mange mange gange, altid glad i sindet. Jeg mødte en mand, jeg kendte, Marius Brigsted. Vi talte sammen. Jeg spurgte efter hvordan han havde det. Ja det var ikke saa godt, hans kone var sindssyg, hun var hjemme og han passede hende selv. Det gjorde mig ondt. Min sorg var slet ikke at ligne ved hans. Hans kone var sandelig død. Nej, min sorg var ikke mod den han maatte bære. Jeg tror at huske, at jeg sendte en tak til gud for dette møde.

    Hjemmet skulle passes. Nu var det kun jorden, den holdt jeg af paa sin maade. Pigen Marie Eriksen blev hos mig den sommer. Hun passede huset saa godt hun forstod, var ivrig paa alt sit arbejde. Hun sørgede for mig, ville gøre det saa godt.

    Vi havde en eng ved Ørsted (Flodjen) 2 tønder land. Om foraaret var den gødet med fosforsyre og kali, der blev en stor høst. Vi kørte tre læs om dagen. Kornhøsten og roerne var gode. Der var meget mere foder end besætningen kunne fortærre.

    Nogen sandjordhavde jeg bestemt at plante til. Det blev brakket, fik lidt kunstgødning og saaet Rug. Da Rugen var saaet, blev der gravet plantehuller. Planten kom til at staa lavt. Høsten efter var der et pænt stykke Rug. Rugen kunne betale planternes gødning og en dagløn til plantningen, og alle planter stod godt. Aaret efter plantede vi et lignende stykke. Der var cirka 1 tønder land. Det var min mening, at al sandjorden skulle plantes til. Det er 35 aar siden. Træerne er store. De har i mange aar holdt ejendommen ved lige med brænde og pæle. Der blev ikke plantet mer efter min tid der.

    Mine naboer i mark var Anton Neimann i Tørslev, Martinus Skriver Søndergaard, Rasmus Skriver Lykkegaard, Knud Peder Maarupgaard, som var vor nærmeste. Alle flinke folk. Rasmus Skriver og Knud Peder havde faar. Vi havde ogsaa faar, men de blev paa vor egen jord. Det gjorde de andres ikke. Deres lam voldte mig skade, jeg paatalte dette. Ja, de lam er nogle utaknemmelige skabninger, sagde Knud Peder. Rasmus Skriver svarede, at hans faar skulle blive paa den mark. Jeg svarede roligt og bestemt, at det blev hans sag, hvor de skulle være, men de maatte ikke gøre skade paa min mark. Ja, ja, sæt dig nu ned, der blev talt om noget andet. Jeg fik aldrig mere grund til at klage over markfred.

    En dag jeg var kørende i Allingaabro, Martinus Skriver kom til mig, spurgte om han maatte køre med hjem, om jeg ville vente lidt, ja i 10 minutter. Martinus Skriver skulle sammen med en anden mand ind paa hotellet at nyde en bajer. Martinus Skriver kom ikke, jeg kørte. Der blev ikke talt om det os imellem. En af sønnerne kom og spurgte, om de maatte vande deres plage ved vor brønd. Ja, det maa i rigtig nok. Denne som jeg selv synes sikre optræden overfor mine naboer gjorde at de respekterede mig. Efter høst var broder at besøge mig. Der var høstgilde i Tørslev. Om formiddagen kom der bud til mig, at vi skulle komme der og spise til middag.senere spurgte jeg Martinus Skriver, hvorfor vi blev budt. Vi har jo hele sommeren faaet vand til plagene. Dette med vandet havde jeg vel ikke tænkt paa mere, end da jeg sagde ja.

    Pigen Marie Eriksen var kun 15 aar. Hun ville godt blive et aar til. Jeg syntes, hun skulle under en husmoders vejledning, det var ikke rigtig, at hun blev hos mig. En enke fra Ørsted ville godt til mig som husholder. Hun havde en lille pige, der havde begyndt at gaa i skole. Jeg fæstede hende, hun kom til November 1905. jeg erindre ikke noget om, hvordan julen gik. Vinteren gik. Hen paa foraaret forlangte hun at rejse. Jeg sagde ja. Jeg kunne se paa hende, at det svar havde hun ikke ventet. Lidt efter sagde hun, at det skulle være med det samme. Det maa du ogsaa, jeg kører for jer til Ørsted. I maa ikke gaa i dette vejr. Det var et rigtig regnvejr. Nej, hun ville ikke køre. Saa gik hun og hendes pige. Samme dag kørte jeg til Hevring. Holdt an ved købmand Skødt, spurgte om han ikke vidste, hvor jeg kunne faa en kvinde fra til at passe huset for mig. Jo, kør ud i kæret, der er en i hver hjem, jeg kørte derud. Manden i det første hjem hed Beider, jo han havde en datter, det kunne godt være, at hun ville tage til mig midlertidig. Datteren hed Marie, tog med mig med det samme. Hun kunne ikke blive ved mig længere end til der kom bud fra et hjem, hvor konen ventede sig. Lidt før høst fik hun bud, saa var det slut, jeg stod atter uden kvindelig hjælp. Jeg fik hurtigt en anden, en pige over fra Gravmose, hun var fuldbefaren, en meget dygtig pige, var hos mig et par maaneder. En dag sagde hun, jeg maa ikke blive her længere for min kæreste. Hun fik selvfølgelig lov at rejse. Til November kom der en ny pige, hun var fra Lille Sjørup, en krøbling, havde et træben. Hun kunne ikke hjælpe til ude men passede huset, saa godt hun kunne. Til jul kørte jeg hende til Hevringholm Strand til en familie og hentede hende efter nytaar. Jeg ville være ene den jul. Juleaften var jeg hos Erik og Rasmine. Rises plejesøster. Rasmine ville have juletræ. Erik havde ingen skaffet. Ude i haven stod en lille gran, den gravede vi op med saa megen rod, at den kunne udfylde en spand, fyldte spanden op med sand, saa stod der et juletræ med fod. Ud paa aftenen gik jeg hjem. Det var meget imod deres vilje, at komme hjem til et tom og kold hus juleaften. Nej, jeg skulle blive hos dem. Jeg gik hjem, der var maane. Hvordan julen ellers formede sig ved jeg ikke. Ja, jeg husker, jeg besøgte dem atter, da plantede vi juletræet ud i haven igen.

    Den 29. Januar 1906 døde vor gamle konge 87 aar gammel. I de senere aar var han blevet højt elsket af folket. Dette, at han i 1901 valgte sit ministerium ud af folkets brede lag, knyttede ham nær til det. Jeg har læst saa meget godt om ham i bøger. Nu ved hans død blev der skrevet meget i aviserne til hans ros. Jeg samlede alt dette sammen, men i tidens løb er det bleven borte. Kong Christian den IX er død, kong Frederik den IIX leve, blev raabt ud over Amalienborg Slotsplads af Konsejlspræsidenten I. C: Christensen. Skolelæreren fre Hee. I Maj 1906 skulle der være Rigsdagsvalg. Op mod et valg vaagner vælgernes interesse. Selv om der var en stærk meningsforskel, var de politiske vande smulgt imod tiden før forliget i 1894. Ved forliget ventede Venstre, at Estrup skulle vige. Højre blev ved at danne ministerium til 1901. da kom det første Venstre ministerium. Dette vendepunkt blev kaldt systemskiftet. Det største parti i Rigsdagen danner regering (Parlementarismen). Dønzner blev førsteminister. Han var saa vidt jeg husker ikke rigsdagsmand men en anset jurist. Han holdt forelæsninger paa universitetet. i. C. Christensen blev kulturminister, gaardejer Ole Hansen Bringstrup, Landbrugsminister. Det Moderate parti, der hjalp til at faa forlig i 1894 var svunden meget ind. De ville i det store samme politik som Reformpartiet. I 1905 gik Konsejlspræsidenten af, der var bleven uoverensstemmelse imellem ministrene. I. C: Christensen kom da til at danne ministerium. De misfornøjede fra Reformpartiet traadte fra, dannede selv parti, det Radikale Venstre med Th. Zale som formand. Det var den branderianske retning. Politikkens folk. Vi gamle moderate kunne slet ikke tænke os retningslinierne for landets styrelse lagt i hænderne paa dette parti. Vi var herefter I. C. Christensens mænd. Valget i 1906 stemte vi for hans politik. Rigsdagsmanden i vo Hornslet kreds Christiansen, Beder, havde sluttet sig til de Radikale. Til hans modkandidat fik vi en Amtsforvalter N. P. Jensen fra Vejle. Han havde taget skolelærereksamen. Giftede sig, fortsatte med at læse, derovre i København, samtidig var han murerarbejdsmand. Blev Cand Magister. Han betog os med sin veltalenhed. Christiansen, Beder, kunne slet ikke være med, han var alt for lidt vidende.

    En søndag formiddag kom Martinus Skriver ned til mig, forlangte mig til at køre med til vælgermøde i Hollandsbjerg. Vor Rigskandidat var paa Søndergaard. Martinus ville køre for ham til mødet. Christian Jensen skulle ogsaa med, saa vi var fire til vognen. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Klokken fire skulle mødet være i Hollandsbjerg og derefter skulle vi køre til Udby. Der skulle være møde klokken otte. Det var en dejlig køretur. Om mødets forløb i Hollandsbjerg er ikke noget at sige. Der var ingen diskusion.

    I Udby kørte vi i gaard hos gaardejer Boldsen. Der var Christiansen. Han viste kulde imod N. P. Jensen. Jeg tror nok, at vi alle paa vognen var indforstaaet med, at vi ikke var velkommen. Vi begav os op i forsamlingshuset. Christiansen var første taler. Han fortalte om alt det arbejde, han havde udført i Rigsdagen. I dette og hint havde han indtaget en særstilling. N. P. Jensen var meget over det almindelige som taler. Derefter diskusion. Smeden i Udby blev valgt som ordfører. Christiansen og N. P. Jensen talte igen. Christiansen kunne slet ikke klare sig. Skolelæreren fra Udbyhøj (Socialdemokrat) kom Christiansen til hjælp, sprang frem, op paa talerstolen, klaskede højre haand paa laaret, derefter hænderne i hinanden. Den begyndelse fremkaldte latter.efter mødet blev vi budt kaffe hos Boldsens. Konen lod sit glade ansigt skinne ligelig over os alle. Boldsen tavs. Christiansen mut, ville næppe savre paa N. P. Jensens spørgsmaal. Hvordan tænker de Christiansen, vi kan dele stemmerne paa valgdagen. Jeg skal ikke have noget delt. Lidt efter var vi færdig med kaffen, kørte vi hjem til Tørslev. Paa valgdagen blev N. P. Jensen valgt med et stort flertal af stemmer. Socialdemokraterne stemte sammen med de Radikale. Christiansen fik for lidt. I den sommer kom jeg Tørslev nærmere. Der var de politiske spørgsmaal at drøfte. Der var især Martinus Skriver, hans broder Rasmus Skriver og Christian Jensen. Vi var af det gamle Moderate Venstre, men var glad for den politik, der blev ført. I Estrups tid blev alderdomsunderstøttelsen gennemført, en god lov, at ældre ubemidlede kunne faa nogen fast hjælp og beholdt deres borgelige rettigheder i stedet for at blive anbragt paa fattiggaarden. Dog var det først efter systemskiftet, at reformerne rigtig kom frem. Dette drøftede vi, naar vi kom sammen. Hartkorns skatternes overgang til ejendomsskyld. Nu kom byejendomme ogsaa til at svare skat. Tiendeafløsningsloven. Tienden blev betalt af jorden, nu blev den afviklet. Statstilskud. Tilskud til oprettelse af mindre landbrug. Martinus Skriver var Sognefoged og Sogneraadsformand. Ja vi fik mangen stund en god samtale om disse ting. Ole Christian var ikke med i det. Der var kommen en lov om foderstof og gødningshandel. Indhold af værdistoffer skulle oplyses ved salg. Kristian Jensen kom ned til mig. Vi kom til at tale om dette. Jeg kunne bestemt have lyst til at faa kagerne analyseret, om jeg ville være ham behjælpelig med dette. Jeg var villig. Vi fik en prøve af kager udtaget som var købt ved hans købmand. Den blev sendt over til Steins laboratorium med anmodning om at faa oplyst om det lovbefalede indhold var tilstede samt faa en værdiberegning. En tid efter kom Kristian Jensen atter ned til mig. Analysen var kommen og den kostede 65 kroner. Han var ikke rigtig tilfreds ved at komme af med de mange penge. Kagerne var købt for dyrt efter deres indhold af værdistoffer. Jeg raadede Kristian Jensen til at tage analysen med hen til købmanden og forlange godtgørelse. En lille tid efetr kom han igen, han havde været ved købmanden. Købmanden betalte beredvillig analysen. Hvordan det øvrige blev ordnet, husker jeg ikke mere, købmanden bad Kristian Jensen om ikke at tale om den sag.

 Tilbage

Mit System.

    Min broder havde faaet et styrtebadsapperat. Han var stærkt interesseret for renlighed med sit legeme. Det samme havde jeg været, siden jeg var sammen med Moth paa Borupgaard. Søren havde købt en bog, som  i den tid blev meget omtalt i bladene. Mit system af I. P. Møller. Den laante han mig. Siden købte jeg den selv. Det var om behandlingen af sit legeme. Den begyndte med en art gymnastik, derefter afvaskning i koldt vand. Derpaa frotering en gnidning eller strygning over hele legemet. Det blev jeg meget interesseret i, købte en stor aflang vaskebalje, et stor stykke  linoleum til at brede paa gulvet, saa gik jeg ilag med mit system. Jeg raadede selv i huset, kunne laase døren. Systemet forlangte, at det skulle udføres om morgenen. Det kunne jeg ikke faa tid til. I mine yngre aar var det saadan, saa snart jeg vaagnede, saa ud af sengen, i tøjet og ud til morgengerningen. Jeg brugte det, før jeg om aftenen gik til sengs. Dette system bekom mig vel. Jeg benyttede det al den tid, jeg var enkemand. Jeg blev rask, ja hel trænet.systemet var for aabne vinduer, selv i den haardeste frost. Undertiden gik jeg udenfor og stod paa isen, medens jeg froterede mig. Jeg talte om dette. Folk talte om det, at jeg ikke var rigtig klog. Knud Peder havdeværet med i den samtale, hvor det var drøftet. Knud Peder havde svaret dem, at jeg var klogere end nogen af os her tilstede. Efter dette talte jeg mindre om mit system.

    Hen sidst paa vinteren 1907 rejste pigen. Nu stod jeg atter uden kvindelig hjælp. Min nabo Anton Neimann kom forbi, vi talte sammen. Ja men Gunner, hvad for gifter du dig ikke igen. Jeg har ogsaa været enkemand, det er et sølle liv. Jeg er glad for, at jeg atter giftede mig. Saadan talte flere til mig. En amnd i Dallet havde en datter, han tilbød mig som husbestyrerinde nogle dage efter, at Rise var død. Han kom saa plomp med det, jeg forstod med det samme, at meningen var, at hun skulle blive hos mig. Dette tilbud saarede. Mine forældre talte ogsaa med mig om at finde en kvinde igen. Morbroder Andreas i Vrold sagde, faar vi snart Gunner gift. Jeg var inde hos Lærer Bøjes, han blev som ung gift med en enke. Fru Bøje sagde, de maa virkelig ikke sidde hen som enke, jeg har sagt til Bøje, naar jeg er død, skal han gifte sig igen. Det er daarlig for en ung mand eller kvinde at sidde hen i enkestand. Hun var 24 aar ældre end Bøje. Jeg forstod godt den tale, den var rigtig set fornuftig, men jeg havde slet ingen lyst til at blive gift, men jeg kunne godt se og føle, at det var ikke godt, som det var.

    En dag efter, at den sidste husbestyrerinde var rejst, kom en mand fra Voer forbi. Vi talte sammen. Nu kan jeg ikke huske, hvordan det gik til, jeg tilbød ham ejendommen for 10000 kroner. Han købte ejendommen, og jeg skulle flytte ud til 1. April. Nu var jeg inde i ejendomshandelen. Hvad nu? Jeg vidste det ikke, det gik saa pludselig med en handel. Der var en gaard i Store Sjørup. Konen var enke. Den skulle koste 32000 kroner, god gaard var det. Jeg havde lyst men ikke mod paa at gøre forsøg paa at købe den. Nogle dage efter blev den købt af en ejendomshandler, de tjente mange penge paa den.

    Jeg skulle rejse til April, men hvorhen? Indboet hvordan med det? Ja, der var saa meget at tænke paa. En tid før jeg solgte, var jeg bleven distriktsforstander for en ny brandforsikring Vermund af 1904. Den havde endnu ikke haft stor tilgang. Der skulle tales med folk om denne sag. Direktøren ville tildele mig hele Djursland, dette afslog jeg, jeg kunne ikke undvære jorden. Var jeg saa repræsentativ nok til at paatage mig saa stor et arbejde? I 1907 fik jeg kontrakt med Vermund. Jeg fik tildelt Rougsø Herred og Vejlby Sogn. Har haft den bestilling i 34 aar. I dag er jeg den ældste i tjenesten af dem, der arbejder for Vermund.

    Men som sagt hvad nu? Jeg havde rigtig mange forskellig artede blomster, som stod i et prægtig flor. Hvad med dem? Jeg spændte for, kørte dem op til byen og delte dem ud til familierne. I den tid jeg var enkemand, blev jeg flere gange budt til besøg men afslog indbydelserne, kom jeg et ærinde ind, blev jeg altid budt noget, jeg følte, at jeg var i høflighedsgæld til byen, det ville jeg betale lidt af paa, saa indbød jeg alle familierne til kaffe i forsamlingshuset. Hvordan det blev ordnet, kan jeg ikke erindre, men lærer Bøje holdt tale for mig. Jeg havde skyld i, at han somme tider fik utak af sin kone fordi han ikke kom rettidig hjem til aftensmaden. Naar børnene kom ud af skolen, gik han altid en tur ned til broen, men saa skete det en gang han kom til at gaa over broen og hen til Gunner Jensen. En gang blev til flere gange, jeg glemte tiden, det gjorde min kone ikke, saa fik jeg skænd, og det var Gunner Jensens skyld. Nogle dage efter købte jeg Eriks gaard. Bøje sagde, jeg kunne nok have sparet min tale.

    Eriks gaard gav jeg 19500 kroner for. Det var 2000 kroner mere end de selv havde givet. Til brug var den vel nok tre gange saa meget værd som den i Dallet. Bygningerne var meget simple. Avlsredskaberne ligeledes. En ny arbejdsvogn og pæn fjedervogn. Besætningen var 11 malkekøer og ungkreaturer, svin og 8 faar, 2 heste. Gaarden var nu ikke saadan, jeg havde anset den for. Sagen var, at nogen af marken var vandlidende og ikke mærglet ordentlig. Tørslev marker var ikke drænet, men af naturen godt afledet for vand. Cirka i tre alens dybde var der sandunderlag. Se dette var jeg ikke klar over, da jeg købte. Jeg mente, at det alene var gødning, den manglede. Forsult som mange ejendomme var dengang.

    Nu var jeg bleven gaardejer. Det var vel fremad. Og jeg blev i Tørslev, som jeg var glad for. Jeg fæstede husbestyrerinde, pige og karl. Pigen skulle hjælpe til ude, saadan var skikken dengang. Husbestyrerinden var Ole Christians Rasmine. Hun var fæstet for sommeren og ville ikke blive længere. Sidst paa sommeren kom hun en søndag med sin søster Maren, hun ville godt tage pladsen efter Rasmine. Anton Neimann var morbroder til dem. Han havde flere gange talt til mig om Maren, hun ville blive mig en god kone. Jeg holdt ikke af folks gode vilje i denne sag.

    Jeg var glad for ejendommen, jeg havde mennesker om mig hver dag. Jeg havde atter faaet et hjem. Et gammelt ord siger: er du ene men har en tue vil der snart komme en frue.

    Fruen kom den 1. November 1907. jeg vidste det ikke. Med hende kom der sang. Jeg lyttede til sangen. Den sang jeg først lagde mærke til var: Sara var død. I sin enlighed sad Abraham ene tilbage. For kvinden hun er i livet i huset. Paa den tid blev Grundtvigs bibelske sange sunget meget og Maren havde aaret i forvejen været paa Thestrup Højskole.

    Den 14. November var Marens fødselsdag, hun havde budt nogle piger ind paa chokolade. Jeg var i marken. Ved kaffetid kom Maren gaaende over agrene hen til udsiden af marken. Det var novemberkulde. Hun kom med hænderne indsvøbt i forklædet. Hun havde ventet, at jeg var kommen hjem af mig selv, nu kom hun og bad mig komme og drikke chokolade sammen med hendes gæster. Maren var mere glad, da vi fulgtes ad hjem end da hun kom for at hente mig. Jeg erindrer det saa tydelig. Jeg saa mig glad paa hende. Fra den dag af ville jeg gerne være i hendes nærhed. Hun var ikke for megen snak. Jeg talte vel op om alt, hvad der laa for, men hun var meget interesseret baade i sin og min gerning.

    En aften hen i Februar maaned kom en pige ind til os og ville have os til at følge sig paa Gammeljorden. Det var Søren Hørnings datter. Plejesøster til Rise. Pigens navn var ogsaa Rise. Maren og mig fulgte hende. Da vi kom hjem, kom vi til at tale om fremtiden. Jeg overvandt mig selv, spurgte om hun ville blive hos mig altid. Hubn sagde ja. Vi satte os paa en stol mellem kakkelovnen og sovekammerdøren. Der hvor mor senere hen sad i mørkningen og sang for i børn. Vi bestemte, at hun skulle gaa hjem dagen efter og fortælle det, og jeg skulle hente hende om aftenen. Maren var glad, jeg var glad og hendes forældre ønskede os tillykke. Det blev bestemt, at der ikke skulle tales om dette, før vi blev ringforlovet. Den 28. Februar, hendes moders fødselsdag skulle vi til Randers at købe ringene.

    Der var ingen, der fik noget at vide. Aftenen før den 28. Februar vi alle sad om bordet, fortalte jeg, at i morgen skulle jeg til Randers. Maren faldt ind om hun maatte komme med. Det havde jeg ikke imod. Maren fortalte mig, at pigen havde sagt til hende, hvorfor hun ville til Randers, det var saa morsomt at være ene hjemme. I Randers købte jeg et halssmykke til mor. Da vi kom hjem, var hendes moders fødselsdagsgæster kommen. Vi blev ønsket tillykke. Om morgenen efter saa pigen, at Maren havde faaet ring. Hun kunne ikke tænke sig med hvem. Op ad dagen saa hun, at jeg havde faaet en ring mere. Saa gik det op for hende. Det har i rigtig nok forstaaet at dølge. Maren blev hos mig under forlovelsestiden. Det blev bestemt, at vi skulle have bryllup i Maj. Jeg syntes, jeg ville over de aarsdage der knyttede sig til Rises død. Brylluppet blev bestemt til den 26. Maj. Jeg ville helst, at det blev lille gilde, det havde Maren heller ikke imod. Hendes forældre var imod, det skulle være stor, som skik og brug var. Da vore navne blev indført i Kirkebogen, var Søren Hørning min forlover. Mine forældre, søster, svoger og morbroder Andreas var med til vort bryllup. Svigerfader havde købt en ny Chabang, den blev brugt første gang til at hente bryllupsgæsterne med ved Allingaabro station. Fader og moder fulgte med mig hjem. Maren var med for at hjælpe dem til rette. Maren førte dem ind i sovekammeret. Der stod to ny opredte senge, som hun havde faaet i udstyr. Der skal i ligge, sagde Maren til mine forældre. Mine forældre gjorde indvendinger, det nyttede ikke, Maren ville have sin vilje. Da tog Maren mine forældre om hjertet, viste dem den godhed, at de skulle ligge i de nye senge. Jeg husker tydelig, hvor glad de blev til Maren. Jeg blev ogsaa saa glad for dette, at Maren ville yde mine forældre det bedste. Saadan var Maren, hun ville glæde og gøre godt. Efter at Maren havde hjulpet mine forældre gik hun hjem til Tørslev. Moder fortalte mig, at deres pige hjemme i Kattrup havde sagt, at Maren var den bedste af Ole Christians børn. Pigen havde tjent hos Oles, medens Maren var hjemme. Jeg havde skaffet mine forældre hende. Min forældre gik glad i seng i den sikker tro, at Gunner faar en god kone.

    Den 26. Maj 1908 blev Maren Christiansen viet til mig i Estruplund Kirke. Hun var født den 14. November 1879.

    Marens farfar Christian Asmussen var født i Ørsted gamle kro den 15. Marts 1803. Der fortaltes, at hans fader var indvandret tysker. Det menes, at det sorte lød, som de fleste af slægten har, stammer sønden fra. Han var i mange aar kusk paa Stenalt. Der fortælles om hans styrke og dygtighed til at omgaas heste. Han kunne køre firspandet uden tømme, dirrigere det med pisken, senere blev han kusk paa Holbækgaard, da var han gift med Mette Asmussen født Pedersdatter af Tørslev. En broder til hende skulle have haft fødegaarden men døde før det kom i orden. Mette fik det ordnet Saadan, at det blev dem, der fik den, dette skyldtes Mettes ihærdighed. Hun fik forhindret, at gaarden kom paa andre hænder.

    Maren fortæller om bedstefaderen, som var i gaarden til sin død, at han var saa god overfor vi børn, og de holdt meget af bedstefader, og deres moder og ham kunne saa godt sammen.

    Mette var født i gaarden 5. Marts 1813, døde der den 23. Februar 1873 af sorte kopper. Et skib var kommen ind til Udbyhøj, havde sygdommen ombord, nogle af beboerne blev smittet. En familie fra Tørslev Dal var til begravelse, havde laant dækner hos Christian Asmussen, disse førte smitten til gaarden. Bedstefader Ole Christian fortalte, at han var soldat, kom hjem i anledning af moderens død. Han lagde hende i kiste. Der var ingen begravelsesgilde paa grund af smitten. Der fortaltes, at farmor var energisk, jeg synnes at forstaa, tillige meget selvsikker. Marens farfar blev kaldt Christian Kusk.

    Marens moder er født i den nederste gaard i Tørslev. Kirsten Neimann Jacobsen den 28. Februar 1852 død den 21. April 1923. Jeg tror ikke, at Neimann navnet var et slægtsnavn, blev det først i dette aarhundrede. Der var kommen en lov, at tilnavne, bynavne, som slægterne førte uden at være døbt, dette kunne ved ansøgning bevilges, med ret til at føre det. Oprindelsen til Neimann navnet menes at være denne, den nederste mand i byen, den nederste gaard.

    Morfar Ole Christian var en meget dygtig landmand, han var fuldt ud paa højde med tiden. I mange aar havde han en fortrinlig kvægbesætning, Jydsk, kom hjem med mange præmier fra dyrskuerne, en ypperlig hestebesætning, flere af hopperne var optaget i stambogen, det var stort i den tid. Han og nogle andre mænd i Tørslev købte en hingst ”Ølgod”. Den stod hele tiden opstaldet hos ham. Hingsten blev 16 aar. Den blev sendt over til Landbohøjskolen, da den ikke kunne mere. Der faldt udmærket afkom efter ham. C. Jensen og Martinus Skriver, Tørslev, solgte hver sin hingst.  C. J. solgte til Horsens og omegns hesteavlerforening. Holger Danske 5000 kroner kontant. Ole Christian solgte en til 7000 kroner kontant. Da han havde leveret hingsten og faaet pengene udbetalt, ville han paa hjemvejen igennem Randers og sætte pengene i banken, banken var lukket. Da han kom til Ørsted indleverede han dem til købmand Hansen, som var bestyrer for Ørsted Sparekasse. Hansen var saa flink og afholdt, tjenstevillig, han modtog indsats til enhver tid.kort tid efter gik købmanden fallit og sparrekassen med ham. Alle, som igennem aarerne havde været i bestyrelsen sammen med Hansen, maatte betale store summer, Ole havde været i en periode, maatte for dette betale 2000 kroner og foruden tabte han 54% af de 7000 kroner. Det var mange penge i halvfemserne. Rasmus Skriver Lykkegaard, og hans svigerfader havde tilsammen et stort indskud og de havde begge været i bestyrelsen, deres tab var 24000 kroner. Rasmus Skriver var gift med hans eneste datter og arving til Lykkegaard. Han sagde ofte, at naar jeg bliver 70 aar, kunne jeg være ejer af 70000 kroner mer, hvis købmand Hansen ikke var rendt med kassen.

    Bedstefader havde foruden sin fødegaard, Sorvadgaarden, (navnet efter familien) som han havde købt. Han drev dem sammen til han afstod fødegaarden  til sønnen Christian Kusk. Bedstefader byggede stuehus, ja han havde bygget det hele. Han solgte en stambogshoppe til Rasmus Skriver for 2000 kroner de havde handlet om denne i lang tid. Handlen blev ordnet paa gæstgivergaarden i Ørsted, men det tog en hel dag.

    Kort tid efter, at mors forældre var bleven gift, brændte gaarden. Bedstefader laa som soldat. Folkene var i marken. Bedstemoder var ene hjemme, hele gaarden brændte, intet levende men alt det indbo, som bedstemoder var kommen med, gik tabt. Svigermoder talte ofte med vemod om dette. Vor gaard, som laa i toften syd for, brændte ogsaa, blev flyttet ud paa en mark, som hørte til gaarden. Ved handel kom marken til den form og størrelse, den har nu (1942).

    Bedstefader mærglede hele marken. Ham og en karl kørte om vinteren, hver to læs daglig, hentede det i Drammelstrup. Han fortalte, at de kom op klokken 4 om morgenen, skar hakkelse med skærekniv og gjorde andet morgenarbejde og var i mergelgraven saa tidlig, de kunne se. Markerne i Tørslev er fra naturen godt afledet for vand, tre a fire alen til bakkesand. Bedstefader kom til at avle stort efter mærglingen, og da han samtigig fodrede godt, blev jorden ved at være yderig. Rougsø Herred var en menneskealder bag efter med mærglingen. Det fandtes ikke af betydning. Der kom først gang i det da de begyndte at hente i Drammelstrup cirka 1½ mil fra Tørslev. Var bedstefader en dygtig landmand, var bedstemoder ikke mindre som husmoder. Hun havde lært husholdning på Udbygaard, det var især mejeribruget, og da hun blev gift med bedstefader, var hun moden til at bære sin gerning. Hendes smør kom til Randers, kom hjem med højeste pris. Hendes ost blev ligeledes solgt i Randers, men i private hjem. Jeg synnes at forstaa, at i den tid, de selv behandlede mælken i gaardene, var bedstemoder den dygtigste af kvinderne i deres by.

    Det blev lettere for husmoderen, da den tid kom, at mælken gik til mejeriet i stedet for i mælkekælderen. Mange husmødre savnede i den første tid dette arbejde. Senere hen talte de med stolthed og glæde derom.

    Bedstemoder var saa flink og omsorgsfuld overfor tyendet som for sine egne børn. Hun havde god lov af alle og til alle. Som ældre blev hun svag af syn, næsten blind, et slagtilfælde lammede hende. Hun bar det med taalmodighed. Hun var saa glad for hendes Ole, og han gengældte hendes kærlighed, var omhyggelig og god imod hende. Paa deres guldbryllupsdag kunne hun ikke sidde til bords med bedstefader, han talte og takkede, hun hørte det ikke, men vi. Han talte om dagen for 50 aar tilbage, erindrede den som var det i gaar. Rise erindre det, du sad ved mig.

    Bedstemoder var glad for sine børn, ville gøre for dem det bedste. Bedstefader var vel ogsaa, han var, synnes mig, for lidt meddelsom. De store børn især drengene var ikke med i det daglige arbejde, men i det. Der var kun en vilje paa gaarden, og det var bedstefaders. Rasmus Skriver sagde, Ole ligner sin moder i det var der baade ros og dadel. Der er mange morsomme træk at fortælle om bedstefader. Om jeg faar nogle af dem skrevet  ned, ved jeg ikke.

    Den lov maa jeg give jer bedsteforældre, at de var dygtige og levede et smukt liv sammen.

    Bedstefader havde flere søskende. En søster gift med lærer Nygaard i Voer. Mariane, hun blev over 90 aar. En søster, Bodil, gift med en Jacob Jacobsen. De boede i en aarrække paa Risberggaarden i Vivild. En broder P. Christiansen gaardejer i Holbæk. En broder som var bogholder paa Herning Andelssvineslagteri. Og en broder som faldt i krigen 64.

    I børn ved, at i Estruplund Kirke er en marmortavle indmuret. I 1914 var det 50 aar siden slaget paa Dybbøl Banker. Eftersom den erindringsdag nærmede sig, blev historiske minder drøftet, der var endnu gamle mænd, som havde været med den dag. I Tørslev var Niels Kusk, Maarupgaard. I forsamlingshuset blev holdt en lille mindefest. Niels Kusk var æresgæst, han havde faaet Dannebrogsmændenes hæderstegn. Lærer Bøje holdt talen.

    For bedstefaders broder Rasmus Christiansen var der efter krigen ophængt en tavle i Kirken, en malet blikplade. I de mange aar, der var gaaet var den næsten fortæret af rust. Bedstefader lod en ny tavle lave med samme paaskrift i anledning af mindedagen. Han sagde til mig, det skulle have været en marmortavle. Da bedstefader var død huskede jeg det om marmortavlen. Jeg fortalte det til svoger Christian Kusk. Vi blev enige om, at nu skulle det ske, indsættes en tavle i muren til varig minde om hans farbroder. Vi ville lade boet betale, ikke omtale det til familien før pladen var betalt og indmuret i Kirken. Jeg var ved menighedsraaden, ingen havde noget  imod at bliktavlen blev fjernet og marmor sat i stedet. Paa marmortavlen staar de samme ord, som var paaført den oprindelige:

Rasmus Christiansen. Underkorporal ved 9. regiment 8. kompagni, født i Tørslev 18. Juni 1840, blev saaret ved Dybbøl den 18. April i krigen 1864 og døde af sine saar paa lazarettet i Augustenborg den 22. Maj, paa hvis kirkegaard han ligger begravet. Han døde hædersdøden, men vi sørgende forældre og søskende, der lader sætte dette minde, finder dog i vor dybe sorg en trøst deri.

Husk den mindetavle og fortæl til slægten om jeres bedstefaders broder, der døde for gamle Danmark.

    Vor bryllupsdag den 26. Maj 1908. det var mig , som bestemte den dag, fordi jeg saa var kommen over mindedagene som knyttede sig til Rises død. Vort bryllup blev som Marens forældre ville, stor bryllup som skik og brug var i Tørslev. Det var før bilerne havde erobret vejene.

    Maren gik hjem til Tørslev, da hun havde faaet mine forældre anvist, hvor de skulle sove.

    Jeg kørte for mine forældre til bryllupsgaarden. Morbroder, svoger og søster Marie kom samtidig. Lidt efter kom Maren ind i stuen til os. Jeg blev betaget af hendes ynde, gik hende i møde, kyssede hende i alles paasyn. Hun var smuk, den fine sorte silkekjole, brudesløret, kransen, et hvidt silkeklæde lagt over skuldrene under sløret.

    Min søster hviskede til mig, hun er køn. Familien og omgangskredsen var budt. Bedstefader kørte for vi brudefolk. Det gik i trav. Ogsaa denne gang savnede jeg kirkeklokkeklangen. Den smukke skik bruges ikke her paa egnen. Den er dog saa festlig.

    Sidst i forrige aarhundrede og et stykke ind i dette var landboerne smukt kørende. I mange gaarde var der sølvplateret seletøj blankt skinnende stadsvogne. Bedstefader havde, som jeg før har fortalt købt en ny vogn. Den 26. Maj var en smuk solskinsdag. Alt saa smuk. En rigtig dag at holde bryllupsfest. Turen til og fra Kirken skete i bedste orden. Vi blev givet mange gaver, morbroder i Ustrup og morbroder i Vrold gav penge, vel ogsaa flere. En fætter til Maren, Kristian Nygaard, Voer, gav mig en tegnebog. Jeg stod med bogen i haanden. K. Nygaard kom til, skulle der ikke være noget med, som for eksempel et godt ønske. K. Nygaard svarede ikke straks, men saa kom ønsket, at den aldrig skulle blive saa tom som da den kom. Jeg brugte den aldrig, siden hen i tiden gav jeg den til en af i børn.

    Vi spiste i overstuen, da var der ingen gæsteværelse taget fra, der blev sagt, at vi var 80 i den stue. Der spistes tillige i to andre stuer. Ved bordet blev der holdt taler for os. Lærer Bøje, Christian Jensen, Martinus Skriver. Lykønskninger blev læst op. Jeg husker ikke hvad der blev sagt, det var selvfølgelig gode velmenende ord. Som hører sig til ved saadan en fest. Henad aften gik vi alle ned i forsamlingshuset. Musikken kaldte til dansen. Svigerfader førte sin datter, bruden, ud i dansen, dansede salen rundt, førte hende saa hen til brudgommen, vi fortsatte, andre traadte ind i dansen. Faderen dansede datteren ud af de unges lag. Før gæsterne forlod gildegaard, blev der spist frokost. Byen blev budt til andendagsgilde. Mine forældre, morbroder, Peder og Marie rejste dagen efter brylluppet, jeg kørte dem til Allingaabro.

    Nu var Maren og mig bleven et, nu begyndte et nyt afsnit af vort liv. Jeg synes, vi tog vorherre med os. Vi takkede og bad til gud, saa godt vi kunne. Vi bad fadervor med hinanden i haanden, kunne slet ikke falde i søvn før vi havde bedt aftenbøn. Det tog ikke af, nej, vi bad sammen hver dag indtil døden kom.

    Foraaret 1908 var sent paa. Der kom en mængde regn i April. Den 6. Maj var der bryllup paa Lykkegaard. Lang tid i forvejen havde Rasmus Skriver bestemt denne dag, for saa har vi sæden lagt. Og vi har tiden til at lave gilde. Den 6. Maj regnede det hele dagen. Ras var ikke blevet færdig med sæden, havde kun saaet en vang havre, og den var ikke harvet ned. Vi var helt færdig med foraarsarbejdet den 26. Maj. Svigerfader ikke med roerne. Dem der blev saaet efter kom daarlig op. Svigerfader gav gildet skylden. Maren havde travlt med at faa alt i orden, som hun fandt var rigtig. Købte ind for de penge, som hun havde faaet i brudegave. Et spisestel. Vi var bleven givet 2 sølvspiseskeer af Købmand Rasmussens Ørsted, nu købte hun fire til i samme mønster. Hvor var hun glad for sine gaver, altid i tiden nænsom med disse ting. Nu havde jeg faaet et hjemigen, et hjem sammen med den pige, som jeg saa første gang, da hun laante tøj til maskeballet i Tørslev. Nogle dage efter brylluppet var Maren hjemme, hendes fader kom ind, hvad er du her, Maren. Nej, nu skal du holde dig til dit eget hjem, ikke her. Maren kom grædende hjem til mig, fortalte om faderen, hvad han havde sagt. Jeg lo lidt af hendes ivrighed, trøstede. Din fader har ikke ment det saadan ment, at nu var du rejst fra dit barndomshjem, nu hørte du til i det hjem, du har stiftet sammen med din mand. Maren havde snart ærinde til Tørslev igen.

    Randers Fjord var nu bleven uddybet fra 17 til 22 fod. Aabningen skulle ske ved, at kongen skulle sejle ind ad fjorden. Ved Udbyhøj var spændt en silkesnor over indsejlingen, den skulle kongeskibet sprænge, fjorden var aabnet. Der var skrevet meget om det i aviserne. Jeg husker ikke datoen, men det var faa dage efter, at vi var gift. Maren og mig cyklede til fjorden, sto paa brohovedet ved voer færgested, da kongeskibet passerede. Det kom ganske stille og tæt ind til broen. Alle som var kommen tilstede raabte hurra, hurra for Kongen, Kongen vinkede og hilste hele tiden, medens skibet gled forbi. Ved Kongens side stod hans førsteminister I. C. Christensen. Vi var hjemme til middag. Det var den første tur uden for Sognet, Maren og mig var paa som ægtefolk.

    Sommeren gaar, høsten er inde, svigerfader havde til denne faaet en selvbinder. Vi havde en gammel aflægger, der godt kunne arbejde men ogsaa gøre strejke, det var ubelejlig i en travl tid. Maren var med at binde neg, det gik fort, fire opbindere. Det var noget andet end at gaa med leen, som jeg hidtil var vant. Efter høst blev Maren syg, meget syg. Vi havde lægen, den gamle distriktslæge Frandsen, vi var kendt fra Rises tid. Jeg var rigtig ked af det med Marens sygdom. Det var nyrebetændelse. Skulle Maren blive syg ligesom Rise, jeg var bedrøvet, jeg vaagede over hende om natten, hun havde høj feber, var ikke klar. Maren kom over det, men denne sygdom forvandt hun aldrig.

    En aften sidst i Marts havde Maren nogle fremmede til kaffe. De gamle piger fra Tørslev, saadan blev de kaldt af Maren og dem, som var gaaet ud af rækken og selv faaet hjem. Ud paa aftenen blev Maren daarlig. Rise fra Lykkegaard blev opmærksom og sagde. Nu, Maren, nu maa vi hellere sige godnat. Da de fremmede var borte, kørte jeg op og hentede svigermoder, for nu var tiden kommen, vi ventede. Jeg kørte med det samme til Holbæk, var hurtig tilbage igen. Hen paa formiddagen den 30. Marts 1909 blev vi velsignet med en lille pige. Maren og mig var glade, bedstemoder og alle. Bedstefader kom og ønskede tillykke. Mor havde det godt. Jeg skrev fødselsdagen for den lille pige ned i bibelen, tilføjede nogle ord. Den lille pige var egenraadig, ville ikke tage ved dien. Berta Jensen kom ned til os dagen sfter. Ved forenet anstrengelse af mor, bedstemoder og Berta fik de dog den lille til at bøje sig.

    Mor blev meget givet, medens hun laa i sengen, mad, kage, vin og penge. Manden skal have det halve sagde madam Andreasen, hun besøgte patienten nogle dage efter.

    Mor og mig var enige om, at saa snart hun blev saa rask, at hun kunne færdes ude, skulle den første udtur være til Kirken. Til Kirke for at takke Vorherre for den lille pige, der var kommen. Den gang og mere almindelig bliver det at undlade den kirkefærd. Det er saa forkert. De gamle, mine forældre og deres igen, holdt saa fast ved den skik, at det vakte forargelse, naar en kvinde efter overstaaet barnefødsel lod sig se første gang efter i et selskab.

    Engang, jeg var vel 23 aar, jeg var kommen til Ring i Kirke. Jeg kom lidt for sent, kirkegangen var begyndt. I vaabenhuset stod præsten og talte til to kvinder, laa sin haand paa den ene, jeg mener, at han nedbad velsignelse over hende. Det var en kone, som første gang var i Kirke efter barnefødsel. Den anden kone fulgte hende (kirkegangskone). Det var skik paa den egn, at præsten kom ud i vaabenhuset, talte til kvinden før hun gik ind i Kirken. Engang som barn spurgte jeg min moder, hvad betydning det havde, at en kone skulle vise sig i Kirken før andre steder. Jo, Gunner, saa vil det gaa barnet godt. Som jeg har tænkt meget over de ord, som min moder sagde. For saa vil det gaa barnet godt.

    I dette foraar, Rise blev født, fik vi en del plantet omkring gaarden. Da jeg plantede tænkte jeg, nu kan det vokse sammen med datteren.

    Den 7. Maj blev vor lille pige døbt i Estruplund Kirke og fik i daaben navnet Rise Kirstine Jensen. Mor holdt hende selv over daaben. Faderne var Karen Fjesing, Niels Fjesing fra Vivild. Søren Hørning Ørsted Mark og Ole Christiansen i Tørslev (bedstefader). Mor havde bestemt vor lille piges navn forud, hun skulle hedde Rise. Hvor smuk og kærlig af mor. Daabsdagen den 7. Maj almindelig bededag.

    Samme aar 1909 var der atter bryllup i Tørslev. Mors søster Karen blev gift med sin fætter købmand Jacob Neimann i Nimtofte. Den 14. Oktober. Stor bryllup. Svigermoder og Jacobs fader var søskende.

   1910 den 27. Februar blev mors broder Christian gift med en pige fra Selling ved  Hadsten. Datter af Gaardejer Anders Fisker. Vi blev budt til Tirsdagen den 24. Vi havde alt i orden til dagen. Tørslev, Lykkegaard, Tørslevgaard, i alt 23 personer var budt. Om natten havde det sneet. Luften hængte fuld af sne, da vi om morgenen kørte til Allingaabro. Da vi kom der, lod vi vognene køre hjem. Vi kom ind paa stationen og ville købe billetter, blev vi overrasket ved, at togene var indstillet paa grund af snefog. Der stod vi net i det, talte frem og tilbage, et blev vi enige om, at gaa over paa hotellet og trøste os med en varm kop kaffe. Den varme drik og den lune stue satte humøret op. Vi havde dagen for os, kunne vi ikke komme til bryllup, kunne vi da komme hjem. Vi saa paa vejret, det tog til med snefoget. Marius Thomsen havde sat sine heste i stald. Sammen med ham gik jeg en tur hen ad vejen. Vejret var stygt. Vi maa have ham gift, jeg kan køre ham derud. Jo svoger Marius var den rigtige, han havde to russere, den ene halt. Viljen havde Marius. Vi kom tilbage. Brudgommen gik frem og tilbage, sagde ikke noget, kunne jo heller ikke foretage sig noget. Vi gik hen paa samtalestationen for at tale med Selling, den almindelige linie var afbrudt. Frøknen, en ældre pige, kunne ikke hjælpe os til en samtale, men saa fortalte vi, hvad det gjaldt. Bryllup, det tog hendes interesse. Hun forsøgte af andre linier at komme til Selling, det lykkedes efter nogen ringning og forklaring, jeg synnes at huske, at samtalen gik over Hornslet. Vi fik talt med Anders Fisker. Nej, i maa ikke køre herud. Herude er alle veje ufremkommelige. Himmel og jord gaar i et. Vi lader eder vide, naar vi kan holde gilde. Vejret skal bedres, vejene kastes op, før det kan ske. Vi kom hen paa hotellet med den besked. Vi lejede en vognmand til at køre kvinderne hjem til Tørslev, og saa skulle de sørge for, at der kom vogne hen efter os. Vi sad jo godt paa hotellet, vi fik et spil kort og nogle forfriskninger. Jeg kom hjem før aften.onsdag og Torsdag var det opholdsvejr. Vi havde telefonforbindelse med Selling. Vi kaster sne, 72 mand er ude, fortalte Anders Fisker. Torsdag fik vi bud om, at komme om fredagen. Den dag oprand med klar frost. Vi mødte alle sammen til morgentoget. Nu var det fremkommelig. Paa Hovedbanegaarden i Randers havde vi et længere ophold. Vi drak kaffe, godt humør, gildehumør solen skinnede. I langaa var der ogsaa et ophold. Mor, Sofie Skriver og mig var i en kupe. Jeg købte lidt slik til damerne. Av sagde Sofie, der knak jeg en fortand. Det gjorde vel ikke av. Tænderne var købt men et kedelig uheld var det. Vi kom til Hadsten. Brudens broder var at tage imod og befordre os til gildegaarden. Der var flere vogne og flere bryllupsgæster foruden os. Brudens broder en ung mand, smuk, spændstig, hurtig i vendingen, fik os til sæde paa vognene og hurtig kom vi til Selling. Da vi var kommen af rejsetøjet, set lidt paa omgivelserne, ude var der nu bleven kulde. Indendørs var det behagelig, blev vi budt op i overstuen til frokost. Der stod lange borde dækket, mange staalamper var anbragt og tændt for at lune stuen. Skafferen bød til bords, værsgo sid ned og faa noget mad. Bordene har været dækket siden Tirsdag morgen.

    Klokken 2 skulle vi være ved Kirken i Ødum. Brudeparret kørte i lukket vogn fulgt af et stort brudefølge. Da vi kørte ud af gaarden, havde snefoget atter begyndt, adskillige af de ældre mænd gik udenom, tog ikke med til Kirke.da vi kørte fra Kirke, var snefoget blevet stærkere. Brudevognen blev slæbt gennem driverne. Snefoget stod over opkastningen og vi kunne ikke se længere frem end til den vogn, som var foran os. Hjem til gildegaarden kom vi og i godt humør. Ne var de unge bleven gift trods vinterens modstand. Vi gik omkring, stiftede bekendtskab, snakken gik, i stuerne var lune og hygge, ude var der snestorm. Da mørket faldt til, blæste musikken op til en mars. Vi skulle spise men hvor? Det var i en vognport. Musikken kaldte til bords. Vi maatte ud i snefoget over gaarden ind ad porten. Hvor blev vi overrasket, os som aldrig havde været i gaarden før. Den smukkeste sal, et forsamlingshus sal kunne ikke være hyggeligere end vognporten, hvidskurret gulv, hvidmalet loft og stilfuld pyntet.

    Ved bordet blev der sunget og talt. Bøsf, Tørslevgaard, talte for brudgommen og bød bruden velkommen til Tørslev. Vi skal tage godt imod hende. Nogle dage i forvejen havde jeg talt med Bøsf, bedt ham om at tale ved brylluppet. For som jeg sagde, de kan, og den fremmede egn, vi kommer paa, faar at høre, at vi herinde i Rougsø ogsaa har tanker og kan udtale dem. En fætter til bruden, blind, sadelmager, ung mand, ugift, talte for bruden, takkede hende for de gode dage, de havde haft sammen og bad brugommen skærme om hende. Den blinde mand talte betagende. Byens skolelærer talte for brudens hjem, som hun nu skulle forlade. Under spisningen kom nogle mænd ind i salen, overlagt med sne. De var kommen fra Randers Marked. Snefoget var haardt. Efter spisningen samledes vi atter i stuerne. Spisesalen blev ryddet. Dansen begyndte. Ud paa natten stilnede snefoget af. De ældre begyndte at bleve trætte. Frokostborde var dækket. Jeg skulle hjælpe skolelæreren med at indkvartere os herude fra Rougsø, faa dem, der hørte og passede sammen lagt ind i de hjem, som passede for de liggende gæster og for hjemmet at tage imod dem. Anders Fiskers begyndte at køre gæsterne til deres kvarterer. En stund var gaaet kom Anders Fisker ind med den efterretning, at nu kunne de ikke køre mere. Kanestænger var brudt og smaa ulykker sket. Nu maa gæster der endnu er tilbage, prøve paa selv at komme over driverne, i skal faa en fører med. Rasmus Skriver og Bøsfs skulle i samme gaard, Martinus Sørensens. Morgenen efter fortaltede under megen munterhed, hvordan de var trimlet rundt i driverne. P. Hørning og Jacob Neimann, Tørslev, fulgte med degnen til Ødum. Lærer Nygaard var en fætter til mor. Mor og mig skulle med Poul Fiskers hjem. Pouls kone var gaaet i forvejen for at gøre i stand til os. Jeg fulgte med Pouls svigerfader P. Christiansen fra Grimsbjerg. Mor fulgtes med hans kone.vi to par skulle i Pouls sovekammer, først gik konerne ind, naar de var i seng, maatte vi komme. Da vi kom ind stillede P. Christiansen sig ved fodgærdet af sengene, kikkede over, for som han sagde, se hvordan det ser ud, saa vi ikke skal gaa forkert i seng. Da jeg havde sovet lidt, maatte jeg op, jeg var trængende, listede ud af sengen, fandt igennem og ud i gaarden, fik trangen lettet. Lidt efter P. Christiansen, ogsaa konerne, men de benyttede toiletmøblet.

    Hen paa formiddagen samledes vi fra Rougsø atter i gildegaarden. Vi mente, at komme med et tog først paa eftermiddagen. Nu skulle vi spise, saa ville Anders Fisker forhøre paa stationen. Efterretningen han fik var ikke opmuntrende. Togene var indstillet, men haab om af faa et nord paa sidst paa eftermiddagen. Vi havde god tid til at spise, drøfte hvordan det gik med at komme i kvarter. Hen sidst paa dagen blev vi befordret til stationen. Der kom tog og vi kom til Randers. Men toget til Allingaabro var gaaet. Bøsf ind til forstanderen, forlangte ham til at sende et særtog af sted for vi 23 personer, som havde billet. Medens Bøsf talte vor rejsesag, var vi gaaet ind i ventesalen,der havde vi et muntert optrin. En herre klædt i sort og hvidt med høj hat præsenterede sig som professor Labri (markedsgøgler). Han gjorde vel sit bedste for at more os. Om han tjente noget, husker jeg ikke. Bøsf kunne ikke faa et særtog til Allingaabro. Nu maatte vi ud i byen, at søge om natlogi. Mor, mig og flere, deriblandt Rasmus Jensen, Tørslev, gik ind paa P. Smeds Hotel. Der fik vi natlogi, men nu var vi blevet sultne, vi maatte spise. Efter dette var det endnu for tidligt at gaa i seng, især da vi var i Randers. Vi blev enige om at gaa i Biografteater. Rasmus Jensen ville ikke, saadan et sted havde han aldrig været, nej. Rasmus Jensen fulgte med. Stykket var om hvordan en dreng i lømmelalderen kunne faa føden uden at bestille noget. Rasmus Jensen var meget optaget af stykket, ja fulgte saadan med i handlingen, at han snakkede med. En gang hen i stykket kom lømlen frem paa en komisk og overraskende maade. Der er han igen, pjæskeren, sagde Rasmus Jensen saa højt, at der blev latter. Rasmus Jensen blev flov. Aar efter, vi talte om brylluppet i Selling, jeg hentydede til biografturen, blev Rasmus Jensen fornærmet. Med formiddagstoget kom vi til Allingaabro. Hvordan vi blev befordret hjem, husker jeg ikke. Da vi kom hjem, var alt vel. Rise sad hos Sine Tyskers. Mor tog efter Rise. Rise saa lidt paa hende, snoede sig om, slog armene om Sines hals. Da moder havde skiftet tøj og atter rakte efter Rise, kendte hun mor og lagde sig glad i mors arme.

    Det var om morbroder Christians og moster Nielsines bryllup. Som hendes fætter, den blinde, talte om hende i sin tale, saadan var hun fuldt ud kærlig, opofrende og ejegod.

    Den 31. December 1910 blev mor og mig velsignet med en lille dreng. Vi var glad for ham som for Rise. Han blev døbt de 19. Februsr. Mor holdt ham selv over daaben og vor ny svigerinde Nielsine Christiansen fulgte med. Mors brødre Christian, Rasmus Christiansen samt broder Søren var daabsvidner. Barnet fik efter mors bestemmelse navn efter min fader Rasmus Peder Jensen. Da barnet var født skrev jeg atter nogle ord i Biblen.

    Samme dag havde mor to søskende, der havde barn i kirke. Købmand Kusk og R. Christiansen. Christiansen en lille pige. Købmandens en dreng, han var hjemmedøbt og blev nu fremstillet for menigheden. Jeg husker, at det var i mine tanker, hvilken af de tre børn mon det gaar bedst i livet.

    Ved en barnedaab har det i den tid, jeg husker, været skik, at der var højtid i hjemmet. Familien samles. Denne gangkunne vi ikke faa familien i hvert hjem. Familien var os. Vi bestemte med hverandre at barselsgilde skulle være hos Kristians, fødegaarden. Købmanden og os skulle yde vores andel i penge. Det var omgangskredsen i Tørslev, Tørslevgaard, Lykkegaard samt Nielsines forældre fra Selling. Vi mente, at naar der var tre daabsvidner, behøvedes ikke fler. Jeg fik det hverv at ordne den sag med præsten (Øst) og degnen (Bach). Søndagen efter, vi havde bestemt barselsgildet, var jeg i kirke, efter kirketid talte jeg med præsten og degnen,frembar ønsket fra vi tre familier om at faa vor børn døbt søndag den 24. Marts, om vi kunne nøjes med tre daabsvidner, saaledes at de tre fik deres navne indført i kirkebogen for hvert barn. Præsten sagde jo, degnen nej, det blev som degnen ville. Hvert barn fik sine tre faddere. Det var en sjælden begivenhed, at tre søskende havde hvert sit barn i kirke paa samme dag.

    Den 1. Marts 1913 blev vi atter velsignet. Den gang med et lille drengebarn. Mors nedkomst var lidt for tidlig. Barnet var lille og spæd. Da alt var vel overstaaet, jordemoderen havde puslet den lille, sad hun lidt med ham paa skødet, saa sagde hun pludselig og bestemt, den lille lever ikke. Barnet skal døbes med det samme. Gunner, du er faderen, du skal selv døbe dit barn. Jordemoderen fik hurtigt lagt til rette, hun holdt barnet over daaben, og jeg dødte ham i Gudfader søn og Helligaands navn og gav ham navn efter bedstefader Ole Christian Jensen. Da daabshandlingen var endt, kom der ufred over mig, jeg var i sjælenød, gik frem og tilbage fra sovekammeret ud i stuen. Nøden blev større. Barnet var lagt i vuggen, jeg stod stille, saa ned paa den og barnet, jeg var i nød, jeg bøjede mig over vuggen, som jeg stod der foroverbøjet, slog jeg korsets tegn over den, i samme øjeblik svandt min nød bort, en inderlig glæde tog plads i mit bryst. I disse minutter stod Vorherre Jesus ved min side.

    Mor laa i længere tid i sengen, og hun sørgede over den lille drengs død. Ved denne fødsel skrev jeg ogsaa i bibelen, hvad husker jeg ikke. Peder var et par aar eller saa. Han ville røre sig, se efter og have fat i, hvad der laa for. Bibelen laa paa komoden, den stod tæt op til sengene. En morgen jeg kom ind i sovekammeret, var Peder ved at blade i den. Resultatet af hans virken var, at han havde revet nogle blade itu, ogsaa dette, jeg havde skrevet paa ved de fire fødsler.

    Den 3. Januar 1915 blev vi velsignet for femte gang, atter et lille drengebarn. Mor blev syg midt paa dagen. Sofie Skriver, Lykkegaarden, blev hentet. Jeg kørte efter jordemoderen. Da jeg komtilbage, kunne jeg mærke, at mor havde det ikke som hun plejede under de forhold, jeg sagde det ikke til madam Andreas, hun mente ikke, der var noget usædvanlig tilstede. Jeg sad ved mors seng, talte med hende. Mors tale var ikke klart tænkt, jeg sagde det atter til jordemoderen, samtidig begyndte mor at atbe bevidstheden. R. Skriver kom over til os, han fik fat i en af hestene og hurtig til Tørslev, forklarede hvordan det stod til hos os. Mors bror Christian kørte efter lægen, var hurtig tilbage med ham og oversygeplejerske frøken Sørensen. Klokken kunne vel være ni aften. Mor laa bevidstløs hen. Jeg sad ved mors seng, rejste mig, gik omkring, satte mig igen. Lægen saa paa mig, ikke endnu, sagde han, med det mente han, at tiden ikke var kommen for ham at hjælpe. Tiden kom og ved en tvangsfødsel blev mor forløst, og en lille dreng kom til verden. Mor var stadig bevidstløs. Da fødslen var overstaaet, blev mor dækket varmt til, varme flasker blev lagt rundt om hende. Lægen og Sygeplejerseken stod ved fodenden af sengen. Frøken Sørensen sagde, saa er det forbi, hun mente, at døden var indtraadt, nej ikke endnu. Vi andre stod bagved og hørte samtalen. Mor laa ligedan hen. Lægen og Sygeplejersken blev kørt hjem. Ved bortkørslen sagde lægen, i henter mig i morgen tidlig, hvis ingen forandring er sket. Klokken var vel 2 eller 3 nat. Jordemoderen skulle skrive fødselen i sin bog. Hvad tid var barnet født? Var det før 12 midnat eller var det efter? Ingen vidste det. Ja, saa siger vi i dag den 3. Januar, for det er min fødselsdag, sagde madam Andreasen, saa blev det bestemt, at det ogsaa skulle være den lille drengs.

    Mor blev ved at ligge bevidstløs hen. Doktoren blev hentet om morgenen. Mor skal paa sygehuset, vi ringede efter sygevognen, den var i Auning. Frandsen spekulerede, saa kom han i tanke om Bøsf. Lukket vogn. Ved at lægge et par bordplader fra sæde til sæde blev en seng redt op. Frandsen ordnede alt med lejet. Vi fik mor anbragt, jordemoderen tog plads inde hos mor, og jeg kørte til sygehuset klokken var vel 2, da vi kom der, saa kørte jeg madam Andreasen hjem til Holbæk. Det var vinter, koldt. Samtidig med at lægen kom om morgenen, kom moster nielsine sammen med lærer Bøje. Barnet blev døbt. Moster Nielsine holdt ham over daaben. Barnet fik navn efter morfader Ole Christian Jensen. Moster tog barnet ind til sig, tog det med hjem og lagde det til sit bryst, hun havde selv en Ole der fik bryst. Det var om mandagen. Tirsdag morgen forespurgte vi paa sygehuset. Mor laa endnu bevidstløs hen. Om eftermiddagen tog jeg til Ørsted. Mor var kommen til bevidsthed, hun kunne tale, fortalte mig, at da hun vaagnede, talte hun til Rise, hun vidste jo ikke, hvor hun var. Jeg fortalte hende alt det, hun og os var gaaet igennem de to dage. Frøken Sørensen og lægen havde fortalt hende, at hun var nedkommen med en lille dreng, som var dødt Ole og han var i god forvaring hos moster Nielsine.

    Mor laa i lang tid paa sygehuset, og da hub ebdelig kom hjem, skulle hun efter lægens ordre holde sengen en tid endnu. Vi beholdt mor. Et par maaneder efter var hun rask og den 14. Marts blev Ole fremstillet i kirken. Nielsine bar og fru Bøsf fulgte med.

    Den 21. Maj 1917 blev vi for sjete gang velsignet, atter med en lille dreng. Denne gang var mor ikke syg, alt forløb normalt, taknemmelig og glad var vi. Barnet blev døbt samme dag af lærer Bøje. Jeg husker ikke af hvad grund, mor forlangte det. Barnet fik navn efter to morbrødre til mig, Mads Møller, Møllersminde Ustrup, Andreas Møller, Skanderborg. Barnets navn blev Mads Andreas Møller Jensen. Barnet blev fremstillet i kirken den 29. Juli.vor svigerinde Andrea Christiansen bar, min moder gik med. Morbroder Mads Møller, Rasmus Skriver, Lykkegaard, og svigerfader var faddere. Denne begivenhed har jeg omtalt paa side 67.

 Tilbage

Gaarden og det daglige.

    Som jeg har nævnt før,var bygningerne til gaarden simple. Der skulle gøres noget. Det var jeg klar over, da jeg købte. I 1911 tog vi fat, det vestre hus blev brudt ned, der blev bygget til laden og et nyt hus mod vest, kostalden undermuret. Der blev plads til 12 køer og 8 ungkreaturer. Et prægtig kohus. Om vi fik bygget praktisk, tør jeg ikke sige, der skulle være bygget noget mer, det turde vi ikke tage os paa. Vi fik for lidt plads til kornafgrøderne. I normale aar havde vi det meste af vaarsæden i stak. Der stod 13000 kroner i gaarden, som skulle udbetales i 1912 i December termin. Vi fik kreditforeningslaan 16000 kroner.kurstab og omkostninger blev til 1200 kroner. Bygningerne kostede 4000 kroner. Vi maatte laane 3000 kroner til for at faa den sag i orden. Nu stod gaarden i 25000 kroner. Tiderne gik op, gælden med. Da vi overtog gaarden, var marken delt i tre hold vanger. Der var i tiderne købt jord til to gange.den oprindelige jord til gaarden var delt i otte  skifter. Skolemarken i syv og den yderste del i 6. Jeg lagde det hele sammen i en 9 marks drift. 4 med korn, 5 med roer, græs og staldfoder. Sidst i forrige aarhundrede og i begyndelsen af dette var det et godt sædefølge. Da krigen kom i 1914, blev al indførsel af korn standset. Vi skulle som nu dengang aflevere al brødkornet, kunne det ikke dække udskrivningen, skulle vi levere resten i andre kornsorter. Vort sædefølge passede ikke mere, vi avlede for lidt korn, det blev først rettet ved krigens ophør.

    Der var en eng til gaarden, cirka 4 tønder land ude i Ørsted enge. Da jeg købte, var der en mand, der bød 2400 kroner for den. Jeg sagde nej i den tanke, der er en eng til alle gaarde, det blever betragtet som en herlighed, men den herlighed laa mindst en mil fra gaarden. Det fortrød jeg, den skulle være solgt. U det slæb vi havde med at faa høet bjerget hjem. Vi havde ofte 16 læs. Det tog gerne 14 dage, det var i den tid, vi skulle lægge det sidste rensningsarbejde i roerne. Roemarken led under det. Vi avlede godt, men vi manglede flere fold i at faa de fold, som gaardene i Tørslev fik. Vores mark manglede mergel, den var mærglet fra marken, i det var der for lidt kalk, for faa læs blev kørt. I 1912 blev der taget fat paa at faa mergelbane fra Drammelstrup herind i  Herredet. Vi tegnede os for 30 kubik favne. Alt var lagt tilrette, saa kom krigen og satte en bom for den grundforbedring. Cirka 25 aar efter blev sagen atter taget op, men nu kom det ud med biler. Min efterfølger K. Neimann var ikke med i dette, o hvor forkert. Der stod en god besætning, da jeg overtog gaarden, rigtignok havde to køer kastet, det tog jeg ingen hensyn til. Det med smitsom kastning var ikke saa almindelig som nu, men vi fik det at mærke, i cirka3 aar havde vi 23 kastninger. Køerne var syge. Bør og yverbetændelse, mange blev trepattede, de blev sat ud efterhaanden alle. Vi fodrede godt, men med tab.

    Der var kun to heste, en tre aarig vallak, en hoppe som blev holdt til. Vallakken var ond, baade slaa og bide. Det var kun mig, der kunne omgaas den. Jeg fortaltemin nabo Bøsf Tørslevgaard. Han mente, jeg var bange. Han havde ikke hørt, den havde unoder. Han bød til, om jeg ville kvitte i pris for den fejl, ville han skille sig af med den, det ville jeg gerne. Vi var begge enige om, at den uden fejl var 500 kroner værd, naar jeg ville kvitte 50 kroner, var han villig til at tage hesten, som den var, jeg slog gladelig til. Karlene kunne ikke tumle den. En karl fik en arm brudt. Bøsf solgte den til Tyskerne, den kom omgaaende tilbage, solgte den saa som den var til en mand paa egnen. Bøsf tabte penge, men det talte han aldrig om. Jeg købte en ældre hoppe, fik dermed føl, den tjente penge. Jeg fik en hoppeplag hjemme fra Kattrup, falden efter stambogshoppen. Vi fik ingen held med den, den maatte slaaes ned. Vi lagde føl til hvert aar, et aar to. Da vi havde bygget op og faaet ny stald og følhus, begyndte føllene at dø af følsyge, nogle faa dage efter fødselen, andre naar de blev 5-6 maaneder. Hvad mon grunden var? Jeg kan ikke huske at dyrlægen gav nogen. Nu som gammel mand er jeg kommet til at erindre, hvad min bedstefader sagde, en hoppe maa aldrig fole i et gulv, hvor der har gaaet faar, for saa dør føllet. Nu var det saadan hos os, at det ny følhus brugte vi til faaresti om vinteren, det blev selvfølgelig gjort rigtig rent til følhoppen skulle overtage lejligheden. Det med faarene er jeg som nævnt først kommen i tanker om mange aar efter.

    Karlen kørte ud i engen efter hø. I muleposen havde han af misforstaaet godhed kommet ruggrudt. Da han kom hjem, var den ene hoppe syg og styrtede ud paa natten. Jeg kørte med slaamaskinen ude i engen, ligesom jeg var færdig, blev den ene hoppe syg, vi kom til Ørsted, men der styrtede den. Vi havde forsikret, men der maatte lægges penge paa hver gang. Uheld hjælper ikke fremad. Disse ting var ærgelser, jeg var ofte mismodig. Mor gav ikke mismodet til kende. Var der noget i vejen med besætningen, var hun ved haanden. Hun tog imod kalven, naar koen kælvede. Vi sad sammen, naar soen farede. Fulgtes ad ud til følhoppen, naar den skulle fole, det saa vi kun en gang. Mor tog mig med ned i kælderen, naar der var slagtet, viste mig saltkarrene, vi slagtede en god gris og to faarehoveder hvert efteraar og en mindre gris om foraaret. Mor viste mig hendes forraad.

 Tilbage

Udad til.

    Før vi fik den ny grundlov 1915, var der ikke almindelig stemmeret til kommunerne. Den højest beskattede trediedel af vælgerne stemte ved hver valg, de andre to trediedele kun ved hvert andet. Vor gaard var saa stor, at vi var af de højst beskattede. Der skal være sogneraadsvalg. Byen bestemte, at jeg skulle vælges ind i Sogneraadet. Det var jeg ked af, jeg talte med mændene, fortalte dem, at jeg havde saa daarlig tid til at rygte saadan et hverv. Se nu først om jeg kan passe vore egne sager, før i tager mig til at passe andres. Mor syntes ikke om, at jeg blev fri. Det blev atter valg, jeg var lidedan til sinds, jeg anbefalede Bøsf, Tørslevgaard. Jeg blev fri. Da sagde mor rent ud til mig, det er noget sært noget, den har da heller ingen ting at være stolt af. Jeg fortrød min modstand, men det var for sent. Det værste var, at jeg ved lejlighed havde sagt, i maa tage mig til enhver anden bestilling, blot jeg maa blive fri for at komme i Sogneraadet. Jeg tænkte paa det slæb , fader havde haft, saa tog de mig til brandsynsvidne og ligsynsmand. Vi havde græsningen paa tørvebakkerne. Gaardene i Tørslev havde to tørveskifter hver. Naar tørvene var af mosen, maatte vi benyte græsning imod, at vi hvert aar gjorde et gilde med spisning og drikke. I de første aar var det paa min fødselsdag, det var i en travl tid med efteraarsarbejdet. Det blev sat hen til mors fødselsdag den 14. November. Vi kom sammen med byen. Byen var en familie. Det var altid mandens fødselsdag, der var stor besøg. Vi mænd drøftede dagen og tiden. Alberti, Højesteretssagfører. Justitsminister i I. C. Christens ministerium, havde lavet bedrageri for mange millioner 16? I alt dette var der stof til underholdning. Ud paa aftenen kom kortene frem. Vist var det almindelige spil. Udfaldet var kun om ører, men vi morede os, naar der blev begaaet en fejl. Kvinderne havde deres haandarbejde med. Mor altid en strikkestrømpe. Naar vi kom hjem viste hun mig aftenens arbejde. Vi mænd sad i stue for sig, kvinderne for sig. Ud paa aftenen blev det livlig hos kvinderne, kaffen kom. Hos Martinus Skriver, Søndergaard, blev der gerne sunget. En fremmed dame var med hun spillede og sang. Mors rok af Aakær, vi havde aldrig hørt den. Da vi kom hjem, prøvede mor, om hun kunne fange tonen. Om morgenen hun vaagnede, sang hun den. Paa Søndergaard sluttede aftenen gerne med at synge Kongernes konge. Vi var i Landboforeningene et par gange var vi med til fællesspisningen med paafølgende dans. Vi var i Kattrup mindst en gang om aaret. Vi havde det saadan at naar vi skulle ud, ville vi gerne følges ad, saa var der noget at drøfte sammen, naar vi kom hjem. Rise, Peder og Kirsten havde været i Kattrup. Vi var i Randers at tage imod, Ole var med. Flere dage forud havde han talt om, at naar han kom til Randers ville han købe en mundharpe. Ole saa paa vinduerne og paa vejen ned til banegaarden fandt han en butik, hvor der var mundharper. Vi havde ikke tid til at følge ham ind i butikken, det skulle være paa tilbagevejen. Vi skulle ned paa banegaarden og tage imod hans søskende. Paa turen tilbage løb drengen forud. Da vi kom til, stod købmanden foran disken og handlede med Ole om mundharpen. Ole havde kun 40 øre. Harpen skulle koste en krone. Købmanden ville hjælpe ham med 20 øre, naar jeg, som kom ind ad døren, ville hjælpe ham med 40 øre. Ole fik handlet. Ole var glad. Drengen var vel højst fem aar. Mor, børnene og mig var i Randers, der skulle købes tøj. Vi havde 500 kroner med, brugte dem, men fik kun lidt for pengene. Pigerne fik hver en lille sølvfingerring. Mor var med dem paa toilettet, der tabte Kirsten sin, den var tabt for bestandig. Kirsten græd, mor købte en anden til hende, saa var den sorg slut. Vi var i Nimtofte en gang om aaret, vi svogre fulgtes ad. Marius Thomsens, Købmandens, Christian Kusks og os. Det var et fint hjem moster Karen kunne rette an, hun holdt en lille tale, naar vi var kommen til bords. Hun forstod at tage imod. Der blev ogsaa sunget. Karen var vel nok den af de søskende, der sang smukkest. Da børnene blev større, rejste de selv derud, og deres to drenge var ogsaa hos os i Tørslev i flere dage.

 Tilbage

Mere om vort hjem.

    Da der i 1909 blev plantet, tænkte jeg, at nu kan det vokse op sammen med datteren. Det voksede ogsaa op sammen med Peder og Kirsten, imellem træerne havde de deres legeplads om sommeren, i kohuset om vinteren. Børn vil gerne gøre nytte. Vi viste dem ikke fra os, om de ogsaa sinkede. Pigerne stod paa skamle for at naa over køkkenbordet, de vaskede op efter middagen, de rebbede fjerene af en kylling, de var stolt og glad for at hjælpe mor. Peder fik en stor hjulbør som Karetmageren (Mans) havde lavet samt en rigtig solid skovl. Af disse ting var han stærkt optaget.den bedste leg for ham var hans heste, kørte, travede og mønstrede dem, handlede med Ras Skriver og skulle levere dem paa Lykkegaard, der maatte han atter mønstre dem, før Rasmus Skriver tog dem an. Rasmus Skriver og Sofie forstod at være med i børnenes leg. Til Fastelavn lavedes ris. Børnene fulgtes ad om morgenen over til Lykkegaard for at banke Sofie og Ras op, de laa i sengen som om de sov, de blev rigtig forbavset og overrasket,da børnene kom og bankede paa dynerne med deres Fastelavnsris. Naar mørket faldt paa i de korte dage, drog mor dem sammen om sig ved kakkelovnen, sang for dem, de lærte hurtigt ordene, tonen havde de med det samme. De kom tidligt i seng, blev vant til at lægge deres tøj ordentlig sammen paa en bestemt plads, saa de vidste, hvor det var om morgenen. Moder bad fadervor og sang, jeg er træt og gaar til ro, lukker mine øjne to, saa sagde mor godnat. Lyset blev slukket og døren lukket og snart sov de.

    Jeg mener, at der gav mor i børn noget, som ikke glemmes, noget der har vedvarende værdi. Mor revsede, naar hun fandt, at i havde det behov, jeg spurgte ikke hvorfor eller tog jer i forsvar. Naar hun syntes, jeg skulle gribe ind, bad hun mig derom. Jeg revsede maaske haardt men aldrig i vrede. Jeg gav mig tid, min stemme faldt, jeg talte alvorlig og jeg synnes, at jeg ligesom tog Vorherre med paa raad. Naar jeg havde revset, blev i sendt hen til moder og bede hende om forladelse, hun tilgav med det samme,saa sendte hun jer hen til mig at bede om forladelse, retten var sket fyldest. Der blev ikke talt mere om det, i legede endnu bedre. Ja mor og mig var enige. Da i blev større og kom til at gaa i skole, blev i sjældent revset, det behøvedes ikke, i var bleven revset fra vuggen af.

    Vi havde det godt sammen med vort tyende. Den første pige var hos os i fem aar. Karlene gerne i to aar. En af dem kom først hos os som dreng i tre aar, rejste, kom til os som karl i to aar, en broder til ham var dreng i tre aar. Ved den tid Rise var 5 aar, havde vi en karl Niels Hansen, han lærte Rise bogstaverne. Efter hamkom der en fætter. Viktor Broch fra Udbyhøj. Et par karle vi holdt meget af. Viktor deltog i gymnastik i forsamlingshuset. Peder gik meget hos ham. Paa vejen ned til tørvebakken lavede Peder kraftspring, gik over paa hænderne og op igen. Viktor støttede ham ved at holde sin haand under hans lænd. Peder fulgte med Viktor til gymnastik. Karlene morede sig over Peder, han var som en bold. Bedstefader syntes, det var noget narværk. Peder var vel fem aar. Til tider kom han i tanker om at ville sove sammen med Viktor i karlekammeret. Det maatte han godt, hvis Viktor ville have det. Ja, det ville Viktor, saa stak Peder sin haand i hans og de fulgtes i seng.

    Som følge af, at Rise var den ældste, var det hende, der først begyndte at gøre gavn, hjælpe mor, se efter sine mindre søskende. Mor forstod at give dem lyst. Deres kusiner i Tørslev blev givet dukker store og fine. Jeg lavede en trædukke til Rise, den slæbte hun rundt med, klædte den paa og af, var glad optaget af klodsen. Kirsten kunne sidde i dage og sy, jeg ved ikke hvad. Jeg vil være syskrædder, sagde hun. Naar børnene legede, kunne de komme imellem. Jeg synnes, vi lod dem selv ordne det. Sladderen om hinanden eller om folkene ville vi ikke høre.

    Børnene havde sangens gave. Det var arv fra mor og hendes slægt. Jeg kan ikke synge, i min familie er der ikke sang, men jeg er glad for sang. Naar mor havde sunget en sang et par gange for dem, var de med paa baade ord og tone. Fremmede ville gerne høre dem synge, børnene ville ville gerne, saa stod de tilbage i stuen side om side sang paa sang, til vi sagde, at nu maatte de gerne være fri, og ofte fik de af fremmede en skilling for sangen. Jeg hørte og saa mig glad paa dem.

 Tilbage

Influenza.

    I vinteren 1919-20 kom der en meget ondartet influenza, blev kaldt den spanske syge. Den hærgede overalt, ikke et hjem gik fri for sygdommen. Det var især unge kraftige mennesker, den var haardest ved, flere tusinde blev revet bort af sygdommen. Folk blev saa forskrækket. Mange gik langt uden om, gik med kalmerrod i munden for at undgaa smitten, og de fik den alligevel. Det skete i byerne, hvor de havde logerende, lejet værelse ud til unge mennesker, at naar de blev angrebet saa turde værten eller deres nærmeststaaende ikke se ind til dem. Et sted havde værten sat mad og vand ind, uden videre at bekymre sig for dem, den ene døde, jeg var med ved hans begravelse, der blev det fortalt, det vakte sorg og harme.

    Hos os var det saadan, at naar mor og mig var paa besøg, fulgte pigen med børnene i seng. Pigen laa i en af vore senge, til vi kom hjem. En aften vi kom hjem, laa pigen og var syg. Vi var klar over, hvad det var, fik hende ind i sit kammer, varmeflasker lagt i sengen, gjorde saa godt vi kunne for hende. Doktorens bud var, i seng med det samme, varme varmt at drikke, blive i sengen flere dage efter, at feberen havde forladt den syge. Efter cirka otte dage var pigen atter rask. Børnene kom alle til at ligge men kun et par dage.

    Mor og mig lagde andre lagner i vor seng før vi gik til ro. En tid efter blev vi ogsaa syge men det varede kun en nat, om morgenen fejlede vi ikke noget.

    Hos morbroder Christian Kusks var alle syge, det kneb med at faa kreaturerne passet. Moster Nielsine undtaget, hun skulle være alle steder. Da de andre var i bedring, nogle helt overstaaet sygdommen, blev hun syg. Ingen kunne de faa til at være i huset, hun var desuden i omstændighed. Mor og mig gik derop, børnene kom ned til os. Mor var der hver dag. Jeg var der ogsaa en tur hver dag. Deres og vor børn fulgtes i skole, til og fra skolen gik de igennem gaarden, kikkede ind af vinduerne for at hilse. Doktoren hjalp dem til at de fik en privat sygeplejerske. En morgen mor og mig kom derop, laa Nielsine og var helt sort. Op ad dagen fødte hun, da fødslen var overstaaet, fik hun med det samme sin naturlige kulør. Moster Nielsine undgik døden. Mange mange kvinder, der skulle føde, blev revet bort. Barnet døde ved fødselen. Søndagen efter blev det begravet. Chritian var saa rask, at han kunne køre, jeg var med for at være ham behjælpelig med at sætte den lille kiste i graven. Børnene var hos os i lang tid. Det gik saa langsomt med Nielsine. Hun blev aldrig rask, fik byller paa lungerne, laa paa sygehuset vel over et aar men levede dog til 19...

    Nogle som var rigtig haardt ramt af sygdommen, men dog stod den igennem, fik en eller anden svaghed, som fremkaldte en tidlig død. Det var en sørgelig tid. Hen paa sommeren ebbede sygdommen ud. Vi mente, at krigen førte sygdommen med sig. Fnat førte den ogsaa med. Den hudsygdom angreb ogsaa os. Mor og børnene kom paa sygehuset samtidig. Da jeg hentede dem, var jeg ogsaa bleven befængt. Jeg blev fri for sygehuset. Mor behandlede mig. Da vi var helet, maatte pigen afsted, karlen gik fri.

    Der er gaaet lang tid siden jeg skrev sidst. Hvordan kan det være? Jeg bliver til aarene, nu er jeg 74. Hukommelsen svigter. Det, jeg nu vil skrive om, er det allervigtigste af mit liv, og det husker jeg saa daarlig.

    Mor var 42, jeg 52 aar, da moder døde. Vi havde levet sammen i 13½ aar. Vi kendte til modgang i sygdom, men Vorherre var god imod os. Vi kendte endnu mere til glæde. Glad var vi for hinanden. Glad for i børn, han havde betroet os. Moder bad aftenbøn med i børn, sang med jer. Jeg er træt og gaar til ro. Mor og mig foldede vor hænder i hinanden, bad sammen, takkede for dagen, der svandt. Om morgenen ville vi gerne begynde med bøn. Det materielle kaldte saa stærk, vi glemte det tit. Det var saa forkert. Vi prøve en tid, en morgen var det det samme, arbejdet kaldte. I perioder gav vi os tid til at folde vor hænder i hinanden og bede sammen. Det bæres mig for, at det blev lønnet med velsignelse, jeg syntes at føle det. Dagen var mere lys, der var glæde i sindet. Hver for sig bad og takkede vi, men det fortalte vi ikke hinanden. Landmænd bad for vækst i mark og skov, bad med knæ at bøje. Bed med haanden paa din plov, saa velsigner gud din møje. I ved, nede i kostalden er der et trin optil fodergangen. Det var min bedeskammel. Der bad jeg i sorg, takkede i glæde. Der er jeg gaaet fra med fred i sind og sagt ske din vilje.

    Aarerne 1915 til 1921 gik saa godt for os. Vi havde fred i vores egen lille verden. Børnene voksede til. I 1917 kom Andreas det gjorde endnu mere lykke. Han kom, uden sygdom stødte til. Trods alt det onde i verden havde vi det godt.

    I September 1921 blev mor atter syg. Lægen forlangte hende indlagt paa sygehuset. Doktor Frandsen var død i 1917. Mor var atter i velsignet omstændighed. Nu kom en sorgens tid. Jeg besøgte mor hver dag, hver anden dag, da var besøgstiden to timer hver eftermiddag. Hun vented, blev glad, naar jeg kom.

    Sognepræsten besøgte de syge. Mor var til alters. Den 14. November hendes fødselsdag var hun hjemme hos os. Der var fremmede fra Tørslev. Marie Skriver fra Søndergaard havde strikket et langsjal. Gave til mor, det fik hun lagt om sig, hun ville drikke chokolade sammen med dem, da hun var bragt til sæde, tabte hun bevidstheden. Doktoren tilsaa hende, nogle dage efter kom hun atter paa sygehuset.

    Efter som dagene gik, blev hun mer daarlig. Doktoren ventede fødsel. Jg fik lov at komme uden for besøgstiderne, jeg var der om aftenen, laa over hos Jacob Skrivers om natten. Den 26. November fødte hun en lille dreng til verden. Mor var meget syg men ved bevidsthed. Det lille barn blev døbt med det samme, oversygeplejerske frøken Ovesen holdt barnet over daaben, og fik navn Kristian Kusk Jensen. Mor blev mere og mere svag. Natten til den 1. December vaagede jeg hos hende sammen med en sygeplejerske. Mor var ikke ved bevidsthed. Den sidste del af natten kæmpede jeg mod søvnen, jeg kunne ikke samle mig. Tidlig paa morgenen kom underlægen, han forlangte jeg skulle tage hjem, hjem til børnene. Der skulle blive ringet efter mig, hvis der var tegn til forandring. Ved middagstid blev der ringet. Det var godt cykelføre. Jeg var hurtig dernede. Mor var ved bevidsthed, lidt efter kom Christian Kusks og købmandens og hendes søster Mette. Moster Andrea sagde, vi Rasmus og mig vil tage den lille dreng til os. Mor forstod det, saa paa os, begyndte at drage vejret tungt. Familien tog hendes haand til afsked og forlod sygeværelset. Frøken Ovesen var kommen til. Mor begyndte at tabe bevidstheden. Frøken Ovesen tog hendes hænder i sine. Nogle minutter efter udaandede mor. Da døden var indtraadt, bad jeg frøken Ovesen om, jeg maatte være ene. Frøken Ovesen forlod værelset. Jeg knælede ned ved moders dødsleje.

    Da jeg kom hjem, fortalte jeg jer børn, at moder var død, tog jer med ind i sovekammeret. Vi knælede ned ved sengen og bad. I græd, jeg trøstede, jeg græd ikke, for eders skyld maatte jeg være herre over sorgen.

    Mor blev paa begravelsesdagen den 7. December kørt fra Ørsted sygehus til Estruplund Kirke. Kun Rise, Peder og Kirsten var med paa sygehuset og til kirken. Jeg syntes, at Ole og Andreas havde bedst ved at være ved morbroder Christians i Tørslev. Der var et meget stor følge af vogne fra Tørslev, de holdt ved forsamlingshuset, da vi kom fra Ørsted, og fulgte efter til kirken. Der var sat stole i koret til børnene og mig, maaske til flere, jeg husker det ikke, lagde vel heller ikke mærke til det. Aar efter, der blev talt om mors begravelse, blev der sagt, at kirken var pyntet særlig smuk. Jeg beklagede, at jeg ikke havde takket. Jeg vidste det ikke, havde ikke lagt mærke til det.

    Det lille barn Kristian Kusk Jensen blev endnu en lille tid paa sygehuset i frøken Ovesens varetægt. Moster Andrea indfriede sit løfte til mor og tog mod barnet. Det var lille og spæd, døde nogle dage efter, kom i samme grav som mor.

    Lang tid er gaaet siden de dage, 22 aar. Ved min kære Marens død mærkede jeg ikke den tomhed i mit bryst som efter navnemoders. I børn udfyldte pladsen. Tak kære Rise, Peder, Kirsten, Ole og Andreas for det gode, som i altid har vist mig. Tak.

    Jeg beder jer om, slip aldrig den treenige gud, saa vil han ikke slippe jer, ej heller slægten.

Hver idræt skal signes med bønnens stærke daab,

Som lutre hver længsel, bevinger hvert haab,

Om soldagen gryer, om aftenen bryder frem,

Send bønnens hvide due med bud fra jert hjem,

Hvor bønnen faar magt, staar guds engle paa vagt.